Kongen vender tilbage

Kim Bendix Petersen alias King Diamond har for længst indskrevet sig i historiebøgerne med både Mercyful Fate og soloprojektet, som var fanen, han spillede under denne aften på festivalens hovedscene. Efter allerede at have brugt to dage på festivalen og have oplevet det polske publikum så var der ingen tvivl om, at den danske metalkonges koncert ville blive velbesøgt – hvis vejret da ikke atter skulle blive en hindring. Den største tvivl, som måtte eksistere denne aften, var, om Kongen trods sin alder kunne levere et værdigt show, hvor hverken stemme eller kondition knækkede.

En tur på galeanstalten

Hvis man har set King Diamond indenfor de seneste fem år, så havde man nok en forholdsvis god idé om, hvad man ville få denne aften. Vanen tro så brød Uriah Heeps “The Wizard” ud igennem lydanlægget. På scenen var der en kæmpe opstilling med trapper, en dør under disse og en masse artefakter rundtomkring. Vi var alle blevet inviteret indenfor til Kongens metalteater og skulle tages med gennem House of Horrors. 

Første sang var “Arrival”, og King Diamond kom ud i det vante kostume med resten af bandet. Der var straks et jubelbrøl fra publikum, som stod pakket helt fra front til bag. Ingen tvivl om, at det slog In Flames på tilskuertal foran hovedscenen. Diamonds stemme var ikke helt, som man kendte fra studieversionen, da falsetten havde mistet en brod i sin skarphed, men den skar stadigvæk flot igennem. Undertegnedes påfaldende tanke var, at modsat andre store stjerner så var hans stemme i den grad ældet med ynde (looking at you, Vince Neil and Axl Rose). 

Kongens husorkester var også velspillende og fremstod gennemsyret indøvet i deres bevægelse og sammenspil på scenen. I det hele taget var det et show, hvor alt stod snorlige. Allerede efter den tredje sang, som var “Halloween”, begyndte publikum at råbe ‘King Diamond’ i kor, hver gang der var pause eller mulighed for det. Sådan en mulighed fik de, da der var intermezzo showet med “Them” fra albummet af samme navn, hvor et tæppe fra sidescenen faldt ned og afslørede et malet portræt af King Diamond. At dømme ud fra stilen var det nok Jodi Cachias værk. Hun har jo længe været hofleverandør af bandets visuelle udtryk. Ind på scenen kom King Diamond – eller var det nu ham? For han havde en maske på. Han repræsenterede sig selv som “The Faceless Man” og påstod, han var en stor stjerne fra en ny video. Hvorefter han mumlede, at det var løgn, men han kendte en lille pige, men kunne ikke huske hendes navn. Hvorefter en fra publikum råbte: “Spider Lilly!”. Hvortil kongen kvitterede med “Thank you, someone has watched the video. SPIDER LILLY”. Bandet begyndte derefter introen til sangen, mens bagtæppe nummer to på siden af scenen faldt ned og afslørede et malet portræt af Spider Lilly. Ind på scenen trådte førnævnte Jodi Cachia i rollen som Spider Lilly med en buket blomster.   

Senere blev vi også præsenteret for karakteren “The Doctor”, og kom hele vejen rundt i Kongens galeanstalt. Publikum slugte det hele råt, og det virkede, som om polakkerne generelt elskede ethvert sekund af horroruniverset.

Diamonds are forever

Det var virkeligt stort og flot og meget gennemøvet, og modsat Opeth – eller specifikt Åkerfeldt, som bare sagde og gjorde, hvad der faldt ham ind – så var der absolut intet overladt til tilfældighederne hos Kongen. Drømmer du om et af nutidens største metal-horror-hygge-shows, hvor Diamonds katalog bliver leveret med præcision, så skal du nok få en helt fantastisk oplevelse og gå glad hjem, som de fremmødte på Mystic Festival gjorde. Drømmer du om et show, hvor et magisk moment kan opstå ud af det blå, så er det nok ikke her, du skal hen. Det er og bliver et af den type shows, hvor hvis du har set det en gang, så ved du præcis, hvad du får – dog med lidt nyt materiale i forhold til sidst, han spillede i Danmark. Elsker du universet, så skal du absolut fange Diamond, når Kongen vender tilbage, for showet og udførelsen af det er der ikke en finger at sætte på. Det er absolut en velsleben diamant, som snart rammer Hell.

8/10