King Diamond - Dreams Of Horror

Dreams Of Horror

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:23

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Introduktion

Legendariske King Diamond behøver næppe den store introduktion – de fleste kender King Diamonds karakteristiske ansigtsmaling, de omvendte kors og de fantastiske konceptalbums, hvor der på underholdende måde formidles horror historier om Grandma & co.
Det var efter at Mercyful Fate blev opløst (første gang) i 1985, at King Diamond (Kim Bendix Petersen) valgte at tage hul på solokarrieren. Siden har King Diamond brilleret med fantastiske og opsigtsvækkende sceneshows, og ikke mindst med vokalen, der gang på gang udløser gåsehud, når der skiftes mellem den skingre, markante falset og "fortæller"-vokalen i de mange forskellige afskygninger.
Musikalsk bydes der på gedigen heavy metal med en række horror-momenter, der især leveres gennem keyboard, vokal/kor og masser af guitar-lir.
Gennem årene er det blevet til 12 studiealbums, en række forskellige opsamlingsalbums og box-sæt.

Gennemgang

Seneste udgivelse er det dobbelte opsamlingsalbum, Dreams Of Horror, der på den første cd - der udelukkende består af numre fra Roadrunner udgivelser - rummer en lang række klassikere som The Family Ghost, Black Horsemen, Eye Of The Witch, Sleepless Nights og The Candle. Den anden cd - der udelukkende består af numre fra Metal Blade udgivelser – rummer klassikere som The Spider´s Lullabye, Voodoo, The Puppet Master og Dreams.
Alt i alt en musikalsk rejse gennem de forgangne 30 år, hvor King Diamond har leveret en lang række konceptalbums med fortællinger og horrible historier om hjemsøgte huse, spøgelser og okkulte hændelser. Uanset om vi ser på The Fatal Portrait fra 1986 eller The Puppet Master fra 2003, så har vokal og kor altid været et instrument i sig selv, guitar, bas og trommer har sørget for jordforbindelse, mens keyboard og lydeffekter har været med til at skabe den unikke lyd og stemning.

De i alt 23 numre er nøje udvalgt, forbedret og re-mastered af King Diamond og Andy LaRocque. Dette er gjort på en raffineret måde, hvor oplevelsen af ”original lyd” stadig er til stede. Numrene er ikke polerede, så de mister den magi, som man forbinder med de originale udgivelser – tværtimod, så er visse originale elementer tilbage, efter at der gennem en årrække har været udgivet andre versioner af de klassiske albums. Her har de to herrer været inde at rette op og rette til…
På den første cd er der numre fra alle de klassiske 80´er albums, The Fatal Portrait, Abigail, Them og Conspiracy samt albummet The Eye der udkom 1990, og var den sidste Roadrunner udgivelse.
På den anden cd er der numre fra The Spider´s Lullabye, The Graveyard, Voodoo, House Of God, Abigail II: The Revenge, The Puppet Master og Give Me Your Soul… Please.
Kort sagt, så er der numre fra samtlige studiealbums – og hvor vidt der mangler det ene eller andet nummer kan sikkert diskuteres… Men umiddelbart synes jeg at valget af numre er ganske godt. Jeg har i allerhøjeste grad fået lyst til at tage fat i samtlige albums - dog især fra "Roadrunner perioden". 
Lige netop dét, med at få gang i interessen for King Diamond udgivelserne, er med sikkerhed en stor del af formålet med udgivelsen af Dreams Of Horror. 
Men det havde måske givet mere mening - især for kongens fans - at udgive Dreams Of Horror i forbindelse med 30 års jubilæet næste år.

Konklusion

Dreams Of Horror byder på klassikere fra samtlige studiealbums, der er re-mastered og shinet op af the King himself og Andy LaRoqcue, som har været en del af bandbesætningen fra dag 1.
Det er måske ikke et ”must have” for dig, der har hele samlingen af originale King Diamond studiealbums, da der som sådan intet nyt er at komme efter. Men for dig, der ikke har haft snuden 100% i King Diamond-sporet gennem alle årene, er det et ganske godt bud på en investering, der kan få rusket op i passionen for kongens værker - og vække lysten til at grave dybere i bunken af udgivelser.
De skal absolut have credit for re-mastering arbejdet og valg af numre, men formålet med udgivelsen tynger lidt på karakteren.