Sveriges stolteste eksportvarer

Det er ikke en hemmelighed for nogen, at In Flames nok er det vigtigste, som er sket for den svenske metalscene i det nye årtusinde. De har været den absolutte fanebærer for en række svenske bands som Soilwork, Arch Enemy og The Halo Effect, der alle bragede igennem med melodisk dødsmetal og fik succes på den internationale metalscene. Gennem årene har In Flames lyd bevæget sig mere i retning af metalcore, men uanset hvad, så har det svenske orkester bevaret sin status, som et band mange metalmusikere ser op til. Dette på trods af at det musikalske niveau har været en anelse dalende, men bandet plejer at kunne levere et gedigent liveshow, som altid får tændt op under publikummet. Den driftsikre svensker skulle helt sikkert testes grundigt denne aften, for Mystic Festivals publikum havde tidligere vist, at man absolut intet fik foræret.

Fridén på slap linje

Der var ingen tvivl om, at den nordiske kortege var kommet med festivalens hidtil største produktion. Scenen var blevet delt op i to niveauer, hvor nytiltrådte live-trommeslager Jon Rice og keyboardspiller Niels Nielsen havde deres bopæl på øverste niveau, mens resten af bandet skiftevis bevægede sig rundt på scenen.

De åbnede aftenens koncert med “Pinball Map”, mens stroboskoplyset fra scenen oplyste hele det nedslidte havneområde, som udgjorde festivalpladsen. Fremmødet var klart det største set hidtil på festivalen, og folk stod godt pakket i det forreste område. Kort tid efter spillede orkesteret “Deliver Us”, og trods starten med de velkendte sange, så var fællessang og pit-aktivitet noget, der skete i små doser. In Flames udviste dog god form på scenen, hvor lyden stod snorlige, og bandets interne koordination ligeså. Særligt Fridén og Björn Gelotte var gode til at bruge podierne og kom ud over scenekanten via fagter og grimasser rettet mod publikum. 

Denne aften skulle vi opleve Fridén på slap line. Det var tydeligt, da han inden “Could Connected” fortalte, at de også var trætte. Hvis man havde nogen klager til sætlisten, så fuck af, for I aften ville de kun spille store hits, proklamerede han. For nogle bands ville det være en lidt for frisk udmelding, men dette fik faktisk publikum til at vågne op. Særligt da bandet fulgte op med "Trigger", hvor der virkelig kom gang i publikum, som startede festivalens mest vedvarende crowdsurfing. 

Da bandet rundede “The Quiet Place” på sætlisten, fik Fridén publikum til at stå for omkvædet, og lydniveauet overgik fællessangen fra BFMV. Dette udløste også festivalens største jubelbrøl indtil videre. Koncerten blev lukket med ægte polsk ekstase, da den svenske maskine på sikker og fornuftig vis lukkede af med favoritterne “Take This Life” og “My Sweet Shadow”.

Stilsikker svensk stridsvogn  

Det var en toptunet svensk stridsvogn, der denne aften var rullet forbi Mystic Festival. Alt stod knivskarpt, og den træthed, Fridén selv påtalte, var meget svær at spotte. Der var en tydelig og kraftig symbiose mellem publikum og bandet selv. Det stod klart, at mange af festivalens gæster havde glædet sig til netop In Flames, som heldigvis også leverede det, de skulle. Bandet fik atter cementeret, hvorfor de er blevet et så kæmpestort navn, og de bekræftede, at der absolut er en grund til at se op til dem som udøvende metalartist.

9/10