Ingen over Lars og Kim
Lars Ulrich er selvfølgelig den dansker, der har sat det mest markante aftryk på vores elskede heavy metal, men Kim Bendix Petersen, i visse kredse bedre kendt som King Diamond, er godt nok en tæt nummer to. Kun tåber undervurderer King Diamond og den gennemslagskraft, hans to bands har haft siden de tidlige 1980’ere. Senest King med band optrådte i Danmark, var i K.B. Hallen i 2019, og det er såmænd ni år siden, de sidst besøgte Copenhell. Dengang fik vi hele mesterværket Abigail – den havde jeg nu gerne nappet en gang til – men denne gang var der lagt op til et mere traditionelt festivalprogram med fokus på alle klassikerne.
Kongen i topform
På de allestedsnærværende sociale medier har man i et stykke tid kunnet læse sig til, at 2025-udgaven af bandet er i topform, og for en gangs skyld var der noget om SoMe-hypen. For hold da fast, hvor lød kongen godt, og hvor var bandet velspillende. Ført an af den trofaste adjudant igennem 40 år, Andy LaRocque, skulle det hurtigt vise sig, at der ikke var en finger at sætte på noget som helst. Showet startede med ”Funeral”, hvor Abigail skal lægges i kisten på den sædvanlige teatralske facon, og så fik vi ellers ”Arrival” og ”A Mansion In Darkness”, der fortsatte historien fra gruppens bedste album.
Herfra var det desværre, indtil finalen, slut med sange fra Abigail, men overordnet set fungerede sætlisten nu godt. Bortset fra den tåbelige ”Voodoo”, der bare skal smides på møddingen hurtigst muligt, var der ikke noget at klage over på den front. Selv de nyere sange som ”Spider Lilly” og ”Masquerade Of Madness” fra det kommende, og længe ventede, album blev leveret ganske overbevisende. Og folk var med, ikke mindst inspireret af King, der virkede, som om han hyggede sig gevaldigt.
Det er der selvfølgelig ikke noget galt med, men jeg kunne dog bedre lide King Diamond, dengang han var farlig. Hyggeonkeludgaven er jo sådant set rørende nok, og King har fortjent at gøre tingene på præcis den måde, han vil. Problemet er jo bare, at et King Diamond-show efterhånden er blevet mere til gak og løjer i kabareten end til ægte teatergys. Lidt synd, for selvom vi har set den stemningsfulde sceneopsætning før, så lagde den jo op til noget andet. Man kunne ønske sig mere Abigail end Grandma, flere growls og mindre onkelhumor.
Nuvel, det er jo musikken, det primært handler om, og her var der som allerede nævnt ikke meget at brokke sig over. ”Burn” gav et af mange eksempler på bandets proggede tilgang til den traditionelle heavy metal. Det hævdes desuden, at den traditionelle guitarsolo blev lagt i graven for godt 20 år siden, men det ville King atter en gang ikke høre tale om. Men hvorfor skulle han også det, når han nu har to så skarpe guitarister som Mike Wead og Andy LaRocque i stalden? Især LaRocques solo i ”Welcome Home” var eminent.
Hygge, gak og løjer
Den mægtige ”Abigail” afsluttede showet, og til tonerne af den smukke ”Insanity” fra The Eye modtog King Diamond endnu en gang, og fuldt fortjent, folkets hyldest. Det her var altså den tredje yderst vellykkede nostalgifest, jeg nu havde deltaget i på dette års Copenhell. Problemet var bare, at i forhold til Exodus og Kreator, der begge havde masser af ungdommens vildskab og farlighed tilbage, var King Diamonds show lidt for meget hygge, gak og løjer.
Sætliste
“Funeral” (tape)
”Arrival”
”A Mansion In Darkness”
”Halloween”
”Voodoo”
“Them”
”Spider Lilly”
“Two Little Girls” (Tape)
”Sleepless Nights”
“Out From The Asylum” (Tape)
”Welcome Home”
”The Invisible Guests”
”The Candle”
”Masquarade Of Madness”
”Eye Of The Witch”
”Burn”
”Abigail”
”Insanity”
