Ole Klein Photography - Livløs
Ole Klein Photography - Livløs · Se flere billeder i galleriet

Livløs, Lipid og Craveyard

Sønderjyllands Hallen, Aabenraa

Metallisk lillefredag 

Helt tilbage fra middelalderen har De Tre Makreller prydet Aabenraas byvåben. I torsdags var det dog ikke makreller, der blev langet over disken i Black Box (Sønderjyllandshallen), men de tre sprællevende danske bands Livløs, Lipid og Craveyard. Selv om det var torsdag, havde omkring 140 tilskuere valgt at tilbringe aftenen i hinandens selskab, og det skulle vise sig at være en god idé.
 

Craveyard

Ole Klein Photography - Craveyard

Den aarhusianske trio Craveyard har eksisteret siden 2022 og åbnede ballet med en god omgang upoleret, rå og autentisk alternativ hardrock med både doom- og stoner-elementer. Dermed var det især den tunge bas spillet af Mikael Krog, der fik lov til at skinne og på fin vis flettede de øvrige elementer sammen. I den forbindelse var det bare en smule ærgerligt, at bassisten stod med ryggen til publikum under længere passager af showet og dermed ikke fik overført sin energi til de fremmødte på samme måde, som det havde været tilfældet, hvis han havde kigget mere i publikums retning. Når det er sagt, var samspillet gennemgående rigtig godt, og dette var allerede tilfældet på åbningsnummeret, “First Born Damage”, der indtil videre kun er udgivet som demo. Der var enkelte steder, hvor Martin Krogs vokal gik hen og blev en smule skinger, men her kan der sagtens argumenteres for, at det er et stilistisk valg, bandet har truffet. Og det er i høj grad en smagssag, om man kan lide sangstilen eller ej. Langt hen ad vejen synes jeg, at den intense og emotionelle sangstil kompletterede musikken og bidrog positivt til det samlede udtryk. Craveyard havde også taget en del uudgivet materiale med til Aabenraa, hvoraf det særligt var fjerde nummer, “Roach”, der med sit doomede og tunge udtryk og det fornemme guitararbejde leveret af Martin Krog, var vellykket. Under denne 45 minutter lange koncert var Marc Jesses indsats bag trommerne desuden overordentlig varieret og involverede både sagte slag på hihatten og en regelret gennembankning af gulvtammen. På trods af at de to Krog-brødre oprindeligt kommer fra makrelbyen, var det Craveyards første koncert dér, men denne torsdag aften var trioen i stand til at vise, at den har rigtig meget potentiale og en masse at byde på, så vi er spændte på, hvad fremtiden bringer for de tre musikere.

Sætliste:

  1. First Born Damage
  2. Sunday Church Key
  3. Stashed
  4. Roach
  5. Dust
  6. Tailored And Swift
  7. (s)Low
  8. Unleashed
  9. Constant Overkill

7/10

Lipid

Ole Klein Photography - Lipid

I år fejrer thrash metal-veteranerne fra Lipid deres 30-års jubilæum, og det er flere dekader siden, de sidst har spillet i Aabenraa – nemlig dengang, da det sagnomspundne Nygadehuset stadig tillod stående koncerter. Men nu var de altså kommet tilbage til den lille havneby og lød lige så barske, eksplosive og friske som altid. Også humøret var i top, for ifølge sanger og guitarist Søren Hartlev Pedersen kunne man, på trods af at det var torsdag, få sig en masse bajere. Det var der tilsyneladende bred enighed om blandt de fremmødte, så hele koncerten var præget af en meget løssluppen atmosfære, hvor publikum med glæde deltog i diverse syng-med-aktiviteter og “hey”-råb. Det var dog ikke kun de feststemte masser, der var i hopla, men også lyden var gennemgående rigtig god under denne 45 minutter lange koncert. Især nummeret “Imagination of the Fake” fra den anmelderroste plade, The Perfect Killing Machine var et højdepunkt. Dette skyldtes det sublime guitararbejde af Anders Møller Pedersen på leadguitar og Søren Hartlev Pedersen på rytmeguitar kombineret med sidstnævntes gennemtrængende, brølende vokal. I det hele taget var guitaren i højsædet hos 30-årsjubilarerne, og det forventningsfulde publikum fik serveret den ene sprøde guitarsolo efter den anden. Dette show bød også på aftenens første, men ikke sidste wall of death under “Wreck Of The Past”, hvor frontmanden styrede slagets gang og fik aktiveret en stor del af dem, der havde placeret sig direkte foran scenen, men gladeligt ryddede deres pladser for efterfølgende at tørne sammen i en gigantisk moshpit. Energiniveauet var dermed højt og blev båret videre til koncerten med aftenens hovednavn. For denne anmelder var Lipid i hvert fald denne Tung Torsdags højdepunkt! I kan møde Lipid ude på de danske landeveje til både Boringhell Fest og Royal Metal Fest, og det hele kulminerer med deres jubilæumsshow i Vejle til oktober, så bare kom afsted!

Sætliste:

  1. Hagridden
  2. God We Have Slain
  3. Fragments of Eternity
  4. Imagination of the Fake
  5. Wreck of the Past
  6. Cows Ablaze
  7. Chaos World
  8. Dressed in Fear
  9. Nice Day on the Road

8/10

Livløs

Ole Klein Photography - Livløs

I denne aftentime indtog Livløs for allerførste gang en aabenraask scene, og det var tydeligt at mærke, at publikum havde set frem til hovednavnet, for en lang række af de fremmødte var iført band-T-shirts – eller fik købt en i merchboden, hvor Livløs’ anmelderroste skægolie også kunne erhverves. Så det var under stor jubel og klapsalver, at melodødskvintetten åbnede med “Into Beyond” fra deres debutplade af samme navn. Nummeret fungerede perfekt denne aften, da ikke kun samspillet var rigtig fint, men også kontrasten mellem Niklas Lykkes kraftfulde growls og de melodiske guitarpassager leveret af Franz Posch og Kenneth Breinbjerg fungerede godt. Derudover var bandet fra første øjeblik, de trådte ud på scenen, lysvågne, og bandets – især frontmandens – infektiøse sceneoptræden lagde et godt grundlag for resten af denne 75 minutters lange optræden, hvor de fremmødte moshede til den helt store guldmedalje. Moshing, det var noget fansene kunne finde ud af, men der skulle flere opfordringer og tilløb til, inden der blev sat en vaskeægte circlepit i gang. Livløs havde også medbragt en splinterny sang i form af “Usurpers”. Glæden over denne var så stor, at en enkelt modig vovede sig afsted som crowdsurfer – selvom der ikke var nogen vagter til at tage imod. For undertegnede var det dog især ottende track, “Pallbearer”, fra bandets nyeste udgivelse, And Then There Were None, der gik rent ind, da trommesporet leveret af Thomas Dannemand nådesløst bragede derudad og passede fremragende til sangens udtryk. Aftenen – hvor publikum slet ikke kunne få nok af aarhusianerne – blev afsluttet med “The Purest Black”, der gav anledning til en wall of death og bandt en fin sløjfe på aftenen. Man kan se frem til en festivalsæson, hvor Livløs gæster både Raise Your Horns, Ribe Metal Festival og Odense Metalfest.  

Sætliste:

  1. Into Beyond
  2. Serpentine Supremacy
  3. The Crescent King
  4. Rot & Ruin
  5. Drenched in Turmoil
  6. Usurpers
  7. Mortal Severance
  8. Pallbearer
  9. Sheets
  10. Seize the Night
  11. Endless Majesty
  12. The Purest Black

8/10