Kæmp for det, du har kært
Tillad mig at starte denne anmeldelse med noget så generisk som et Nietzsche-citat: ”Den modstand, der ikke slår dig ihjel – gør dig stærk”. Aarhusianske Livløs mangler ikke modstand eller modgang, for i deres relativt korte eksistens har de både mistet en frontmand, en lillebror samt en viv. At bandet ikke har kastet håndklædet i ringen, er mig en gåde og siger nok mere om dem end om mig. For uanset hvor mange tæsk de tager, så bliver de ved med at rejse sig og slås videre, og nu er det deres tid til at slå igen – og slaget kommer i form af And Then There Were None – og det er noget af en kæberasler!
Kirsebær på toppen
And Then There Were None er ikke bare bandets andet album, det er også det første album, de udgiver under Napalm Records – ergo noget af en chance for den aarhusianske kvintet. Det er også det første album, de laver, hvor Niklas Lykke (ex-Wayward Dawn) er frontbrøler. Ganske vist fik Niklas lov til at imponere fans verden over på singlen ”Rot & Ruin” fra 2019, og ligeledes har man haft rig mulighed for at opleve hans tsunamipersonlighed på scener landet over, lige siden han kom med i bandet. Men der er alligevel noget andet på spil, når det drejer sig om et helt nyt album. Jeg har tidligere påpeget, at Niklas’ vokal matcher Livløs’ moderne melo-død bedre end Simon Olsens vokal gjorde, og det er And Then There Were None om noget bevis for. Hans vokalpræstation er tættere på, hvad man kan forvente af en deathcore-vokalist, hvilket især er tydeligt på et nummer som ”Seize the Night”, hvilket er et glimrende match til musikken, som vel befinder sig i et sted mellem At the Gates, Carcass og The Black Dahlia Murder. Men trods dette skift så lyder Livløs stadig som Livløs – så hvis man nu sad og frygtede de store forandringer, kan man være ganske rolig. Det er stadig potent og guitardreven dødsmetal, der rammer dig i ansigtet, men med de melodiske spidsfindigheder, som emmer af Gøteborg i midt-90’erne. Men trods de tydelige inspirationskilder kan man alligevel godt høre bandets egen soniske persona. Tag for eksempel bassoloen i ”Seize the Night”. Den gør måske ikke megen væsen af sig, men alligevel så tilføjer den et frisk pust til et i forvejen fremragende nummer, og er det lille kirsebær på toppen af flødeskumskagen. Så har vi et nummer som ”Gallows”, der på rekordtid går fra at være et betonstøbt, tonstungt monster til at være en ilter satan, der farer afsted med 250 km i timen, komplet med noget så old school som en dobbelt guitarsolo – det er sgu lækkert! Og den slags lækkerier er der overalt på albummet – ”Drenched in Turmoil” er et oplagt moshpit-nummer, og ”Serpentine Supremacy” inviterer til så megen headbanging, at samtlige danske kiropraktorer snarligt vil kunne købe sommerhuse i Malaga.
Knap så lækkert er det instrumentelle intermezzo ”Kistefjæl”. Havde det nu været sat sammen med et andet nummer som enten intro eller outro, havde det fungeret, men det er simpelthen ikke stærkt nok til at stå på egne ben. Desuden er temposkiftet så uventet, at det svarer til at finde en østers i sit Kinderæg.
Ligeledes er jeg ikke kæmpe fan af albummets lukker, ”The Purest Black”, som mest af alt virker til at skulle være tung bare for vægtens skyld. Det bliver for gumpetungt og ærligt talt ligegyldigt, for det bidrager ikke rigtigt med andet end at være det længste nummer på albummet – hvilket det heller ikke helt kan bære. Desværre.
Internationalt potentiale
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Napalm Records valgte at kaste sig over Livløs. Det er tydeligt, at Livløs er et band, der består af topprofessionelle og dygtige musikere, men også at de har, hvad det kræver at bryde igennem på et internationalt plan. Bandet fortsætter den stil, de lagde for dagen allerede på EP’en Livløs fra 2016, men de har finpudset og forfinet den lyd, og resultatet er også derefter. For trods enkelte skønhedsfejl er And Then There Were None et fremragende album, og selv uden en krystalkugle og tarotkort kan jeg allerede spå, at det bliver fantastisk at opleve de her sange live – for det er især på scenen, at Livløs beviser, hvad de kan.
