En midtengelsk legeplads

Absolute Power kommer fra Birmingham, nærmest så meget Midtengland, som det kan blive. Genremæssigt spiller Bandet spiller traditionel heavy metal med tråde til NWOBHM. De to hovedbagmænd er ingen ringere end Simon Eferney, der har produceret for kæmper som Napalm Death, Paradise Lost, Amorphis samt Shane Embury, der er mest kendt som ældste medlem af Napalm Deaths nuværende opsætning, hvor han har styret bassen siden 1987.
Eferney tog i 2011 springet til den anden side af mixerpulten og greb mikrofonen på Absolute Powers debut og indtil nu eneste udgivelse, Absolute Power. Embury står ud over bassen for en del af de andre elementer. De har dog også besøg af flere andre lokale musikere, hvor Mark Thwaite fra The Mission og John Cooke, som agerer live-guitarist i Napalm Death, begge byder ind på guitar, og Carl Stokes, som også var med på debuten, sidder bag tønderne. Og så har de engageret Tim ‘Ripper’ Owens fra Judas Priest til at varetage vokalen på en enkelt sang. Han bidrog i øvrigt også på førsteskiven.
‘Needs Must When the Devil Drives’ betyder løseligt oversat, at ‘man må, når Djævlen driver (en frem)’. Udtrykket har historik så langt tilbage som til John Lydgates The Assembly of Gods fra omkring 1420, og Shakespeare bruger det såmænd også i sin skrivning.
Så hvad tvinger nødvendigheden mig til, når Absolute Power driver mig frem?

Når Djælven driver frem – eller gør han?

Referencen i titlen er så det absolut mest højpandet intellektuelle, der er at sige om Needs Must When the Devil Drives som skive. Med længder!
Albummet åbner optimistisk med titelnummeret i en rifftung galloperende intro, godt med energi. Vi er i hævi metal-land. Så kommer vers og vokal, der er på omtrentligt samme niveau som enhver kriger fundet bag mikrofonen på karaokebar kl. 4 om morgenen. Eferney holder tonerne, men en god sanger er han dæleme ikke. Han har lige så meget vibrato og dybde som et amputeret søm. Den matcher så til gengæld også teksterne, hvor særligt strofen ‘We strive to live our lives’ giver kampgejst ind i sjælen. Soloen derimod er der ikke en finger at sætte på. I slutningen af andet nummer, ”Saviour”, kigger jeg første gang på, hvor mange sange der er endnu. Men så kan jeg glæde mig til, at ”Ripper” Owens gør sin entre på den næste ”Kernscmelze”.
Fællesnævner for faktisk alle numre er, at dele af instrumenteringerne, specielt introerne, kan noget. De får mig til at tænke på Mötley Crue – altså dengang de også kunne noget. Men det falder ned i en gryde af grødsomhed, hver eneste gang der kommer vokal på. Akkompagneret af ensformige og langsomme guitarstykker. Det inspirerer som en afskallet væg i Usbekistan. Og ‘Ripper’ kan, med en monoton vokallinje, hverken gøre fra eller til for det billede, og selvom han tydeligvis er den bedre sanger, omhandler strofen ‘The world is in meltdown’ ikke verden, men min lyttelyst.
Det hjælper heller ikke på billedet, at tekstuniverset har dybde som en vandpyt øverst på en oppustet hoppepude i et velbesøgt sommerland. Min floskelkugleramme ryger af udmattelse.
Og så skal vi selvfølgelig have en ballade. På ”Within” præsenteres vi endda for noget, der lyder som en banjo oven i dekorationen med keyboard og atmosfære. Hvad nummeret har af forskellige instrumenter, tager det så revanche med ved at have lige så lidt varians som 90-års fødselsdagen. To grundtoner og nul b-stykker bliver der serveret her. Jeg ønsker efterhånden at have indtaget samme mængde alkohol som James i samme tv-show.
Og billedet er det samme igennem resten af skiven. Gode, virkelig gode soloer og heavy melodistykker – og så snart sangen kommer ind, går musikken ud. Der er lidt dobbeltpedal et enkelt sted, kor flere andre, og så har ”Mountain of Hope” en faktisk ikke helt håbløs afslutning – efter fire minutters ørkenvandring.
Mod slutningen af skiven lykkes det såmænd også at skabe en flødebollefølelsefremkaldende fornemmelse i overgrebet på Queens ellers frygtsomme ”Sheer Heart Attack” med refrænet ‘Do you know just how I feel?’ Så hvis man skal tie stille, når man ikke har noget positivt at sige, vil jeg gerne besvare det spørgsmål med: 

Og så lukker Absolute Power med en absolut unpowerful powerballade, selvfølgelig med en glimrende solo. Men … suk! Hvis det er det, Djævlen driver frem, er han sgu ren ondskab – med en kynisk humor.

Absolut styrkefattigt

På trods af at instrumenteringen og specielt solo-stykkerne faktisk er på et ganske fint niveau, falder Needs Must When the Devil Drives i dén grad igennem. For versmelodier og instrumentering under sangene er så ensidige og træge, at det burde kunne bruges til at dæmpe optøjer rundt om i verden. Og selvom det måske kunne være en formildende omstændighed, undergraves alt af en vokal så flad, at Lolland ligner alperne.
Musikken vil dog passe som fod i hose for ukritisk at høvle bajere, spænde hævi-basarmen på og spille den luftguitar, der ikke kræver flere ukoordinerede bevægelser end højst nødvendigt. Rent faktisk passer det så godt i det, at jeg personligt kan frygte, at idémænd med ambitioner om, at festivalsucces måles i folkefæst og fadølssalg kunne anse dette makværk som en reel kandidat til eksempelvis et turpas til Refshaleøen.
Absolut en kandidat til årets dårligste album.