Copenhagen Metal Fest 2022

 Foto: Claus Ljørring / CL Photography

 

Metalfest i København

Fredag eftermiddag drog et lille team på to skribenter fra Heavymetal.dk afsted til tredje udgave af Copenhagen Metal Fest i og omkring Amager Bio. Sidste år var en kanon oplevelse med flere af de store navne fra den danske metalscene, krydret med en masse nye og spændende navne. Det blev derfor ikke overraskende til en udsolgt festival i 2021, men helt så godt gik det ikke med billetsalget i år. Det skyldes givetvis manglen på nogle af de helt store navne, for det var vel kun Konvent og Mercenary, der hørte til i den kategori denne gang. Til gengæld var programmet utrolig varieret, og over de to dage var det således muligt at stifte bekendtskab med, hvad den danske undergrund kan byde på indenfor thrash, black, prog, groove, hardrock, traditionel metal og core i flere afskygninger. Nå ja, selvfølgelig også død og doom fra de førnævnte headlinere. Et så bredt program fortjener fuld opmærksomhed, så hmdk’s udsendte drønede rundt hele weekenden for at nå det hele. Heldigvis er logistikken på CMF optimal. De tre spillesteder ligger lige op af hinanden, madboder og merch-telt ligeså, så løbeturene mellem koncerterne var til at overkomme. Alt det praktiske på festivalen fungerede således stort set perfekt, så i det følgende koncentrerer vi os om det det hele handler om, nemlig musikken. Æren, nogen vil kalde det en utaknemmelig opgave, som første band var Rambuk fra København.

Af Rolf Meldgaard & Søren Højer Larsen

 

FREDAG:

  1. RAMBUK
  2. ÊTRE
  3. Cold Night for Alligators
  4. The Vision Ablaze
  5. Skarnet
  6. Slægt
  7. Pectora
  8. Katla
  9. Konvent
  10. Glemsel
  11. Czar
  12. Siamese

RAMBUK Beta, kl. 16:00

Onde tunger vil sige, at Rambuk er en dansk udgave af Lamb Of God. Og jo, inspirationen er da ganske tydelig, men det mest interessante var jo, om åbningsbandet kunne sparke gang i sagerne. Som for at svare på det spørgsmål, udbrød gruppens forsanger ret tidligt: "Vi er Rambuk, og vi er kommet for at spille noget fucking heavymetal", og det skal jeg love for, at de gjorde. Den dødsthrash, som de spiller, er 100 % afhængig af fede riffs, og det må man bare sige, at publikum foran den lille scene på Beta fik til overflod. Det groovede fornemt, selvom der i visse momenter lige manglede en tand skarphed. Efterhånden blev Beta pænt fyldt op, stemningen steg, og der blev endda skrålet med på "Sic Temper Tyrranis". Det endte i det hele taget med at blive en medrivende affære, og Rambuk viste, hvordan man starter en festival!

ÊTRE BKH, kl. 16:45

Det var med vis spænding, jeg bevægede mig ind til dagens første band på BKH. Både på grund af tanken om “hvordan pokker kan en metalscene fungere i et børnekulturhus?”, men også på grund af at det er første gang, jeg ser prog-metal-ensemblet Être. Koncertsalen var lidt speciel. Forestil dig at træde ind i en mørk kælder med blomsterdekorationer på væggene – to ting, der bare ikke matcher. På den måde skulle det visuelle aspekt af oplevelsen også passe med Être. Der blev startet med en atmosfærisk intro spillet over højtalerne, mens trommeslageren akkompagnerede dette med nogle ret proggede drum-fills. Der var ingen tvivl om, at Être var mødt kampklar op, der var masser at spilleglæde at spore hos bandet. En gang imellem blev der også gestikuleret til publikum, at de skulle klappe med, eller der blev skålet. Melodierne var meget flotte og dragende, og det samme var Freja Ordells vokal. Desværre for Être, så var der ikke ret meget af publikum, som var klar til en omgang melodisk prog-metal, og det blev stemningen også præget af. Bagerst i salen var der meget snak, og der var også mange, som udvandrede undervejs. Dog vendte bølgen ved næstsidste nummer, hvor der kom lidt mere smæk på, og der kom nogle tonstunge grooves, som fik en del af den resterende sal til at vippe med. Bandet lukkede med “Sea of Spectrum”, hvor deres grooviness virkelig skinnede igennem, og selvom salen kun var halvfyldt til sidst, så havde dem, der blev tilbage, en god oplevelse. Man stod dog med fornemmelsen bagefter, at på trods af hvor dygtige og talentfulde musikere Être er, så var det her ikke det rigtige publikum for dem, da energien de leveret endte uforløst blandt publikum.

Cold Night for Alligators Amager Bio, kl. 17:30

Som en, der har set Cold Night For Alligators mere end en håndfuld gange, så var mine forventninger allerede sat højt til denne koncert. Koncerten startede med et ret tomt Amager Bio, men da alligatorerne slog de første toner an, kom der straks en folkestrøm til salen. Ganske passende nævnte forsangeren, at de ikke lige var festivalens tungeste band, men at de var glade for alle dem, som er mødt op. Det var sætningen, som også ramte selve koncerten, for den endte med at blive en fest for de få, men dem, der havde en fest blandt publikum havde til gengæld en stor fest. Der blev skrålet med blandt fansene, og bandet selv leverede en flot præstation med stor præcision i deres komplekse instrumentale univers, og Johan sang med fuld tænding. Selve højdepunktet kom da de spillede “Worn Out Mannequin” fra deres nyeste udgivelse, og Daniel Lønberg fra Lamentari lagde ondskabsfulde growls til den tungeste passage i sangen. Her ramte bandet både fans og udefrakommende helt perfekt, måske skulle de være sluttet med dette nummer?

The Vision Ablaze BKH, kl. 18:30

The Vision Ablaze stod for dagens anden koncert i BKH. Her var starten allerede en helt anden end under Être – nu var der helt pakket allerede inden koncertstart. Bandet startede med titelnummeret “Embers” fra deres nye plade. Der blev sat et godt tempo lige fra start, og de tunge rytmer faldt helt klart i store dele af publikums smag. Da forsangeren på et tidspunkt opfordrede til at råbe “hey, hey, hey”, var det meste af publikum med på løjerne. Det var generelt en superprofessionelt leveret koncert, og bandet viste, at de absolut vidste, hvordan man leverede varen, men på en måde blev det også en stringent optræden, som lige manglede en smule ekstra vildskab.

Skarnet Beta, kl. 18:45

Da Skarnet udgav sit debutalbum for et par år siden, tog de med deres sludgede hardrock fuldstændig røven på Heavymetal.dk’s anmelder. Da han er en klog mand med god smag og forstand på også den genre, var forventningerne til gruppens optræden på CMF ganske høje. Det viste sig med det samme, at også live har Skarnet fundet den simple opskrift til sikker succes: et supertight band masser af fede riffs og melodier, og så en karismatisk frontperson, der med det samme har tag i publikum. Men simpelt er det jo ikke, for der er ikke ret mange bands i den danske undergrund, der har alle tre elementer i så høj grad, som Skarnet viste her. Det svingede, det groovede, og det var fyldt med overskud og spilleglæde, og med hitpotentialet i ”Mælkebøttebarn” sluttede festen af med manér.

Slægt Amager Bio, kl. 19:30

Selvom Slægt for især ældre metalhoveder nok mest fremstår som en flok uregerlige unger, har de været en markant del af den danske metalscene i ganske lang tid. Heavymetal.dk har efterhånden set dem en del gange rundt omkring på landets scener, og hver gang har de sparket røv på en måde, som ingen andre kan gøre dem efter her i kongeriget. Det lykkedes ikke helt denne gang i Amager Bio, men det var bestemt ikke på grund af en manglende indsats fra gruppens side. Præcis det skulle i øvrigt vise sig at blive et gennemgående tema på den største scene under dette års udgave af CMF. Når man kommer direkte fra en intens og svedig affære med Skarnet i Beta, så virker et halvfyldt og afdæmpet Amager Bio bare som lidt af et antiklimaks. Selvom de nye sange fra Goddess, især titelnummeret, blev leveret fremragende, kom salen aldrig helt med. Måske skyldes det også, at man efterhånden ikke rigtig kan finde ud af, hvad Slægt er for en størrelse. Vil de være DAD Zeppelin, black’n’roll eller noget helt tredje? Efter denne koncert er svaret stadig ikke helt tydeligt.

Pectora BKH, kl. 20:30

Traditionel Priest og NWOBHM-inspireret metal har aldrig fyldt ret meget på den danske scene, men Pectora fra Roskilde holder med stor entusiasme fanen højt for netop den sub-genre. Så nu var det tid til at indfinde sig på BKH igen til noget slå-sig-for-brystet-metal. Det overraskede ingen, at der ikke var voldsomt mange mennesker foran scenen, men det tog drengene fra Pectora sig ikke af, for de gik til opgaven med krum hals. Faktisk kom jeg til at tænke på Paul Stanley, der har fortalt om de helt tidlige Kiss-år, at gruppen, uanset hvor små og usle spillestederne var, altid spillede, som om de optrådte for et udsolgt Madison Square Garden i New York. Sådan gjorde Pectora også, og kæmpe respekt for det! Der er ingen i Danmark, der laver guitarharmoni-drevne c-stykker som Pectora, men de kunne nu godt arbejde lidt med udtrykket. På scenen stod to gutter med læderjakker og frynser, en med Judas Priest nittevest, og så to, der lignede nogle fra Cult Of Luna. Det kunne godt koordineres bedre, men talent, spilleglæde og sikker genrebevidsthed kommer man sgu langt med, og os der var i BKH var fremragende underholdt. 

Katla Beta, kl. 20:45

Katla er gået hen og blevet sandt dansk folkeeje på metalscenen, og det var også tydeligt, da jeg bevægede mig mod Beta. Der var allerede kø, inden selve koncerten startede. Der var mange, som måtte gå forgæves, da Beta var proppet til randen, og dette må siges at være ærgerligt for alle dem, som gik glip af det, for der absolut fuld tænding på. Katla havde publikum i sin hule hånd, fra første tone blev slået an. Da “Satan” blev spillet som tredje nummer, eksploderede beta fuldstændig. Der var konstant crowdsurfing, på trods af at folk nærmest blev klistret til loftet, når de gjorde det. Undervejs fik Katla også nævnt, hvor vigtigt det er med en festival som CMF, som tør satse på dansk musik, og hvor de respektive bands får alle pengene fra merchandisesalget. Dette fik stor jubel fra publikum. Den måde, Katla spiller på, og deres væremåde på scenen var ligesom så mange andre gange, jeg har set dem, og til stor effekt. På trods af de meget genkendelige elementer, så var det en satans god koncert med bunkevis af kærlighed mellem Katla og publikum. En tanke, der strejfede mig efter koncerten, var, at Katla er blevet Danmarks mest folkelige doomband, forstået på den måde, at de er så meget nede på jorden og forstår deres publikum, at det er svært ikke at forelske sig i dem. Festivalens første perfekte koncert!

Konvent Amager Bio, kl. 21:30

Efter en omgang 80’er-metal i BKH og Katlas opvisning i Beta var det hurtigt tilbage til Amager Bio, for et af de helt store navne, nemlig de danske doom-darlings fra Konvent, var allerede gået i gang! I ugerne op til denne weekend var festivalen på diverse sociale platforme blevet kritiseret lidt for manglen på store navne, så nu var det op til Konvent at løfte det hele. Heldigvis har bandet jo allerede spillet på langt større scener end Amager Bio, og man mærkede da absolut heller ingen nerver eller usikkerhed under deres optræden. Mægtige ”Grains” fra dette års Call Down The Sun blev leveret aldeles overbevisende, det samme gjorde ”Fatamorgana”, inklusive en så beskidt bas-intro, at Lemmy ville have været stolt. Det er muligvis bare mig, men i længden bliver Rikke Lists afgrundsdybe growls for ensformige, og endnu mere udtalt end på deres udgivelser var det blackskrigene, der lød og fungerede bedst fra den front. Konvent sluttede selvfølgelig af med ”Puritan Masochism”, måske det nærmeste blackened death/doom kan komme på et hit. Salen gyngede med, og alt var godt. Eller dårligt, alt efter temperament – det var jo doom. Endnu en overbevisende præstation fra Konvent, og så måtte vi haste videre fra doom i Amager Bio til atmosfærisk black i BKH. Ikke dårligt planlagt af arrangørerne, selvom der ikke var indlagt mange pauser til de hårdt pressede festivalgæster. For ikke at tale om Heavymetal.dk’s fotografer og skribenter! 

Glemsel BKH, kl. 22:30

Københavnerne fra Glemsel spilder ikke tiden. Siden de blev kåret som årets håb her på sitet i 2021 og dermed havde fået en plads på dette års CMF, har de udgivet et nyt album, været på tourné i Norden, spillet i Ungdomshuset som opvarmning for Solbrud ved Ole Luks afskedskoncert, og snart lokker landevejen igen. Deres koncert denne aften på CMF, der lukkede for dag 1 på scenen i BKH, var nemlig startskuddet på endnu en tour, denne gang gennem det nordlige Europa sammen med kolleger fra det tyske pladeselskab Vendetta. De mange koncerter det sidste års tid har haft sin effekt, for det var et mere sikkert og konsekvent band, vi fik at se denne gang. Rummet foran BKH-scenen var pænt fyldt op allerede fra starten, og Glemsel kvitterede ved at lægge fra land med en ny sang. Så ny, at den end ikke har fået en titel endnu. Den gav indtrykket af et band, der har tænkt sig at fortsætte den atmosfæriske, intense og kompromisløse stil fra Forfader, dog måske med lidt mere proggede elementer ind over. Det må tiden vise. Københavnerne sluttede deres sæt af med den dragende ”Ansigterne”, og alle i BKH så ud til at være helt opslugt af den fortættede stemning. Smukt.

Czar Beta, kl. 22:45

Tiden var kommet til sidste fredagskoncert på Beta: det nyligt gendannede Czar. De står for en omgang eksplosiv hardcore, og dermed var der lagt op til en energisk afslutning. Beta var helt fyldt til koncerten, og det stod ret klart fra start, at det ville blive endnu en svedig omgang i det lille rum. Allerede inde i første nummer begyndte en pit midt for scenen. Czar leverede et meget sikkert show, hvor man kunne se, at der var tonsvis af rutine, men alligevel også en vis mængde vildskab. Deres forsanger, Martin Nielskov, væltede på et tidspunkt hen over highhatten og ned bagved backdroppen, men han var hurtigt i gang igen. Han stod konstant for at piske gang i publikum gennem sine taler. Da showet nærmede sig slutningen, var Beta blevet en sand sauna, og det var en ret svedig omgang for alle de involverede.

Siamese Amager Bio, kl. 23:30

Siamese havde fået æren af at lukke fredagens program på CMF, og jeg var oprigtigt spændt på at se, hvordan publikum vil tage imod dem, og om der overhovedet var nogen tilbage. Heldigvis viste det sig, at langt de fleste var blevet, og Siamese lagde stærkt ud med at spille flere af deres mere velkendte sange, blandt andre “Ablaze”. Det var tydeligt, at mange af dem, som havde bevæget sig med på de forreste rækker, havde en kæmpe fest og sang med på ethvert ord, som om de var blevet fortryllet af Mirzas serenade. Da bandet nåede til “Holy”, opfordrede Mirza til moshpit. Publikum var nærmest klar til at følge hans mindste kommando denne aften, og der åbnede sig en stor moshpit. Det blev lidt billedet på hele koncerten. Da bandet spillede introen til “Can’t Force The Love”, klappede publikum med, og da de senere havde en instrumental seance, gik publikum atter amok i en moshpit. Den sidste tale, som Mirza holdt under koncerten, cementerede også min nuværende fornemmelse af bandets status på den danske metalscene: Mirza udtalte, at 2022 var året, hvor bandet endelig følte sig hjemme, med reference til at det danske metalpublikum endelig havde taget imod Siamese og deres poppede lyd. Et udsagn, som er svært at være uenig i efter at have overværet denne koncert.

LØRDAG:

  1. Ferocity
  2. Apathist
  3. Horned Almighty
  4. Sickseed
  5. Throwe
  6. Forever Still
  7. Genocide Doctrine
  8. Kill Trip
  9. Mercenary
  10. Lifesick
  11. Lipid
  12. The Arcane Order

Ferocity Beta, kl. 15:00

Det er ikke en nem tjans at starte andendagen på en metalfestival, og da slet ikke klokken tre om eftermiddagen. Men det var godt set af arrangørerne at give den utaknemmelige tjans til dødsmetalveteranerne i Ferocity. Godt nok spiller de ret traditionel dødsmetal, der lyder som så meget andet i genren, men hvad gør det, når de leverer det så overbevisende som på The Hegemon fra 2020? Håbet var selvfølgelig, at de ville gøre det samme fra Betas scene, og ja, det her var en af de gange, hvor håb blev til virkelighed. Vi fik en solid omgang død på klingende jysk, og så bliver det ikke mere 00'er-dansk, men hold nu op, hvor blev det bare godt leveret. Der var fyldt op foran scenen, og der var ingen tvivl om, at alle vi københavnersnuder labbede det i os. I disse tider, hvor alting i stigende grad virker opsplittet, og alle har travlt med at ekskludere alle de forkerte, var det bare fedt at se et fællesskab med unge som gamle, mænd som kvinder (og hvem ved, måske endda nogle ikke-mænd) headbange som sindssyge. Jeg blev sgu helt rørt, og det tror jeg også, herrerne i Ferocity blev. En af festivalens absolut bedste oplevelser, og tænk, at fee’ dø pludselig kunne fremstå både relevant og vitalt

Apathist BKH, kl. 15:45

Sabotør, der ellers skulle spille på BKH-scenen klokken 15:45, måtte i sidste øjeblik melde afbud på grund af sygdom. På imponerende vis lykkedes det arrangørerne at finde en afløser på nærmest ingen tid. Kæmpe cadeau til Apathist fra Aarhus, der trådte til med så kort varsel. Når man ved, hvor stort et arbejde det er for et DIY-band at gøre sig klar sig en koncert, kan man ikke rose gutterne fra Apathist nok for at kaste sig ud idet. At ambitionerne så ovenud er temmelig høje, kunne man tydeligt høre. Nogle gange lød de lidt, som man forestiller sig Adrian Smith gerne vil have, at Maiden skal lyde. Det vil sige traditionel heavy metal med en sjat hardrock hen over. Andre gange hørte man prog, thrash og død, og gruppens sæt blev dermed lidt en af rodebutik, for de formåede ikke at holde styr på alle de forskellige retninger og gøre det til et samlet udtryk, der gav mening. Men en sang som ”Down The Rabbit Hole” var slet ikke ueffen, og man fornemmede på trods af de nævnte udfordringer, at Apathist har potentiale til at blive en dansk pendant til Norges Kvelertak. Og igen, kæmpe respekt for indsatsen!

Horned Almighty Amager Bio, kl. 16:30

Horned Almighty stod for at starte lørdagen på den store scene med en vaskeægte black metal-seance. Mange mødte op, og det virkede til, at folk trods en smule sløvsind ovenpå gårsdagens strabadser var klar til at lade sig blive hevet med i Horned Almightys dunkle univers. Bandet leverede den vare, som skulle leveres, de spillede med god intensitet, der var alle de rigtige scenerekvisitter og alt, hvad der nu ellers skulle være til et black metal-show. De meste af publikum hyggede sig til koncerten, men tanken forekom, at det måske blev lidt for hyggeligt. Der var for meget snak og for mange, som bare virkede til at bruge koncerten som en slags baggrundsmusik. På en måde manglede Horned Almighty at tage publikummet ved hornene og få gang i dem med lidt interaktion. For selvom det var en professionel og meget rutineret optræden, så manglede oplevelsen et løft.

Sickseed BKH, kl. 17:30

Var CMF-publikummet klar til mere dansk død? Ikke godt at vide, men det var i hvert fald, hvad der ventede til dem, der dukkede op i BKH sidst på eftermiddagen, for her stod Sickseed fra Aarhus klar. Om det var band eller tilskuere, er svært at sige, men der blev i hvert fald ikke skabt den samme forbindelse mellem parterne, som Ferocity til overflod havde skabt tidligere på dagen. Energiniveauet fra gruppen var absolut prisværdigt, så den manglende stemning var ikke på grund af manglende indsats. Der var nok heller ikke helt nok holdbare riffs til for alvor at sætte gang i løjerne, og så fungerer dødsmetal med kun en guitar altså sjældent. En undtagelse var dog ”Unboxing Demise”, hvis supertunge intro heldigvis vendte tilbage igennem hele sangen. En både velkomponeret og velspillet sang, men den slags højdepunkter var der ikke helt nok af i et lidt jævnt sæt. 

Throwe Beta, kl. 17:45

Da Throwe skulle til at indtage Beta, var spillestedet ikke helt fyldt endnu, så noget kunne antyde, at det ikke ville blive en velbesøgt koncert. Til trods for dette startede bandet dog fuldstændig kompromisløst og gav den fuld smadder med hver en tone, der blev anslået. Publikum virkede dog ret udkørte, for selvom bandet flere gange opfordrede til pits, så var der ikke meget respons. Der var nogle få af Tordenskjolds soldater på den forreste række, som sørgede for at give lidt tilbage til bandet og starte små kortvarige pits. På mange måder blev koncerten en kamp mellem Throwe og andendagens træthed. En kamp, som Throwe ville gøre alt i deres magt for at vinde. De fortsatte deres kompromisløse tilgang, og forsangeren fløj nærmest ud blandt publikum ved ethvert nummer for at skubbe en pit i gang. Desto længere vi kom ind i showet, desto flere mennesker var der i Beta, og desto større blev pitten. Throwe stod til sidst som sejrsherren.

Forever Still Amager Bio, kl. 19:00

Det er efterhånden tre år siden, Forever Still udgav deres mægtige, melodiske, proggede og (må man antage) Evanesence-hyldende Breathe In Colours. For kort tid siden afslørede gruppens forsanger med den store stemme, Maja Shining, at de på CMF ville spille en albumkoncert for at fejre netop denne udgivelse. Lige før koncerten proklamerede den entusiastiske vært, Heavymetal.dk’s helt egen Carsten Bach, at Forever Still såmænd også ville spille nogle spritnye sange under koncerten, så der var for alvor lagt op til noget stort. Det startede i hvert fald sådan, for gruppen indtog straks og med stor energi hele den store scene i Amager Bio. Alt virkede toptunet og professionelt, men der var samtidig plads til vildskab og løssluppenhed. Det er ikke en nemt at kombinere så forskellige elementer så overskudsagtigt, som Forever Still gjorde her. Ret imponerende.

Deres lyd og samlede udtryk er gennemsyret af det, man vel kan kalde ’moderne metal’, hvilket i nogle sammenhænge bruges som et skældsord. Måske var det på spil blandt CMF’s publikum,  for med den gennemslagskraft, også kommercielt, som Forever Still har, skulle man tro, at flere blandt publikum ville have kendt materialet bedre og levet sig med i det i langt højere grad. Det havde uden tvivl gjort udvekslingen af energi langt bedre. Som det var, løftede koncerten aldrig sig ikke helt op til de højder, man kunne have forventet. Gruppen har sangene, åbenlyst talent og tonsvis af energi at dele ud af, så det var lidt ærgerligt, at det skete foran et forholdsvis lille og afdæmpet publikum. Stor ros til Maja & Co. for at holde foden på pedalen hele vejen, det er ikke altid, det sker i lignende situationer. De sluttede af med ”Embrace The Tide” hvor den ekstremt energiske guitarist, Inuuteq Kleemann, smuttede ned blandt publikum og spillede videre. Det skulle han måske have gjort noget før, for det gav et tiltrængt skud energi til en koncert, der egentlig fortjente så meget mere, end det blev til.

Genocide Doctrine BKH, kl. 20:00

Nu var det blevet tid til festivalens eneste grindband, som meget passende spillede på festivalens mindste scene. BKH blev forholdsvis godt pakket næsten fra start, og da Genocide Doctrine trådte ind på scenen, væltede der en solid af mur af larm ud. Det var en stor lydeksplosion med højt tempo og ondsindet vokal. Imellem sangene, som foregik i hæsblæsende tempo, snakkede bandet med publikum, og interaktionen bestod konstant af bøvede metaljokes. Noget, der faldt i helt perfekt jord blandt publikum, hvor en fyr ved siden af fik fremmanet ordene: “Dette er det perfekte metalband. Fuld smæk på live og fed humor, hvad mere kan man ønske sig?” Dette blev et show, hvor Genocide Doctrine klart fik nogle nye fans.

Kill Trip Beta, kl. 20:15

’Nihilistisk sludge rock har nu engang sin charme’ skrev vi for nylig om Kill Trips EP Sifting The Ashes, og efter århusianernes optræden på Beta må man erkende, at dette bizarre udsagn er fuldstændig korrekt. For selvom det var ved at blive sent på festivalens dag to, så var der ingen nåde fra de på én gang vrede og begejstrede jyder i Kill Trip. De tog ingen fanger i løbet af deres energiske og livsbekræftende optræden. Forsangeren gik hvileløst frem og tilbage på scenen som et indespærret vilddyr. Muren af bas, trommer og guitar fra tre sider gav ham ikke andet valg end at vende al sin galde ud mod publikum, og de tog så gladeligt imod det hele. Det var tungt, vredt, hurtigt og beskidt, men det var først og fremmest livsbekræftende som bare pokker. Gamle, hvide mænd kan tydeligvis også være vrede på den fede måde, men det vidste jeg nu godt (host, host). Da jeg hørte Kill Trip første gang, var jeg sikker på, at gruppen bestod af fire utilpassede teenagere med bumser og hormoner i overdrive. Det viste sig ikke at være helt præcist, men der var i hvert fald tale om en flok gutter, der nemt kan finde tilbage til den tilstand, bare med et kæmpe glimt i øjet. En bundsolid rytmesektion sikrede i øvrigt, at der altid var styr på løjerne, selv når der var allermest gang i den. Og så ved man bare, at en koncert er vellykket, når det er svært at se, om publikum eller band morer sig mest.

Mercenary Amager Bio, kl. 21:00

Det var umuligt at slippe Kill Trip, før de var helt færdige, så ankomsten til et af de helt store navne på dette års festival blev en anelse forsinket. Men på vej over til Amager Bio kom jeg til at tænke på dengang, Mercenary var det helt store håb på den danske metalscene. Det gik, sikkert af mange årsager, aldrig helt, som man håbede, og jeg må blankt erkende, at jeg indtil denne lørdag aften var af den opfattelse, at Mercenary helt havde udspillet sin rolle på den danske metalscene. Efter deres optræden i Amager Bio må man konstatere, at det ingenlunde er tilfældet. Gruppen fremstod tværtimod som en vital og velsmurt maskine, der stadig holder et internationalt niveau. Fremmødet i Amager Bio bekræftede da også, at gruppen trods den snart ti år lange albumpause endnu ikke har mistet hverken grebet i det danske publikum eller evnerne for at spille medrivende, melodisk dødsmetal. Stemningen var faktisk blandt det bedste, vi oplevede på festivalens store scene, og selv de nye singler blev modtaget overordentligt positivt. Der er nok ikke andet at gøre end at konkludere, at Mercenary ikke er færdige med os endnu, men at de altså også godt må se at nosse sig færdige med det endnu en gang omtalte nye album! Hvad venter I egentlig på, gutter?

Lifesick BKH, kl. 22:00

Dette var festivalens sidste koncert på festivalens nye scene, BKH. Med Lifesick, som egentlig er et for stort navn til den scene, så var der lagt op til brag af en afslutning. Selv ankom jeg ti minutter før, og der var allerede godt pakket. Lifesick startede med deres vanlige intro for så at slå over i “Wolf Amongst Rats”, som fik blæst hele salen i gang med deres energiudladning. Næsten alle, som var på gulvet i BKH, var fuldt ud i bandets kontrol og hoppede med i pitten, og der var selvfølgelig også en del crowdsurfing. Selvom dette var koncert en sen, kølig septemberaften, så blev den klart den varmeste i BKH. Jeg efterlod koncerten med en følelse af, at Lifesick efterhånden er ved at blive en magtfaktor i core-segmentet af den danske scene. Du ved, at du altid får et show, hvor folk klar til at ofre deres fysiske velbefindende i pitten og putte deres liv i Lifesicks hænder.

Lipid Beta, kl. 22:15

Vi er mange, der altid spidser ører, når der bliver sagt ’klassisk Bay Area-thrash’, og Lipid har efterhånden i en del år bevist, at selvom man er fra Jylland, kan man godt fortjene det prædikat. Det gjorde de også denne aftenstund, hvor der skulle rundes af på Betas scene. Men uden at fornærme nogen vil jeg nok tilføje ’tungt, beskidt røvballethrash’ i beskrivelsen af den stil, de fire rutinerede gutter fra Lipid står for. For jeg kan ikke finde på en mere rammende betegnelse af det festfyrværkeri af suveræne riffs, gruppen diskede op med, og som det stadigt imponerende energiske Beta-publikum gladeligt modtog. Eller måske var der faktisk lidt skepsis i starten, for hvad var der lige med den forsanger, der så mere ’redneck’ ud end James Hetfield i 90’erne? Og kunne de aldrende herrer overhovedet noget? Men alle betænkeligheder blev hurtigt kastet overbord, inklusive min egen, for jeg fik gudhjælpemig flashback til San Francisco i midtfirserne, så fedt var det (næsten). At Lipid stadig kan skrive riffs med de bedste, viste de med et par nye sange, der thrashede lige så fedt som resten. Og man tror, det er løgn, men vi fik også en wall of death at gå fra Beta med. Publikum var med på det hele, og Lipid var absolut en af årets helt store overraskelser.

The Arcane Order Amager Bio, kl. 23:00

Endnu en gang var en fest i Beta skyld i for sen ankomst til Amager Bio, og endnu en gang var det til en ikke ligefrem fyldt sal og en stemning, der ikke helt kunne leve op til det, de små sale bød på. Måske var det de sidste energiudladninger fra Lifesick og Lipid, der endelig havde fået kørt CMF-publikummet trætte? Det er ikke til at sige, for The Arcane Order (nu med ham fra Kim & The Møls som frontmand) gjorde alt, hvad de kunne for at slutte festivalen af med maner. Det publikum, der trods alt var tilbage, virkede egentlig nogenlunde tilfredse med gruppens tekniske og komplekse dødsmetal. Men når selv en af Danmarks allerbedste frontmænd, Kim Song Sternkopf, har svært ved at nå ud til de bagerste rækker, og der var faktisk ikke ret langt, er der noget, der ikke helt spiller. Teknisk set er bandet jo mere end kapabelt, men det er ikke altid nok til at spille en stor sal op. Ligesom med flere af de andre store navne i Amager Bio i dette års udgave af Copenhagen Metal Fest, så fortjener The Arcane Order masser af respekt for at give sig fuldt ud hele vejen, selvom det ikke blev den fest, alle havde håbet på. 

2 dage, 3 scener, 24 bands og masser af tilfredse (og trætte) metalhoveder. På trods af lidt nedgang i billetsalget i forhold til sidste år må man erklære Copenhagen Metal Fest 2022 for en succes, for der var masser af givende oplevelser. På trods af påstande om det modsatte, trives den danske metalundergrund med andre ord aldeles glimrende her i 2022. Håber vi ses i 2023!