Köya

Man havde næsten lyst til at ringe efter en ambulance, da Köya indtog scenen med deres synkrone konvulsioner og ansigtsfolderne sammenkrogede i ekstatisk febervildelse. Selvom de spillede lige i myldretiden klokken 16, hvor folk enten var på vej eller lige kommet fra arbejde, oppiskede bandet hurtigt en god energi i salen. Köya kom både fysisk og musikalsk ud over scenekanten, da koncerten kulminerede i en crowdsurf fra vokalist Martin Jørgensen. Guitarister Allan Pedersen og Magnus Klemmen er habile musikere, hvis cykliske riffs snører publikum om bandets lillefinger. Særligt numrene “Burn” og den nyeste single “Pig Wine” stod ud sammen med “Tempest”, som bandet selv præsenterede som en “groin-grinding” sjæler, hvorunder publikum kunne komme hinanden lidt nærmere ved. “Tempest” var lige så meget en sjæler, som en Congobajer er en øl. Ikke længe efter at have forberedt publikum på en omgang hoftevug skød slagkraftig basgang fra Patrick Serena kuglelejerne ud af bækkenerne, mens Søren Pedersens taktfaste beats slog benene væk under os. De eneste kritikpunkter var, at vokalen kunne være skruet en anelse mere op og variere mere i dybden af growls, der ellers var langtrukne og luftige uden spor af de cigaretter, der ifølge Jørgensen “aldrig har skadet et growl”. Både rytmerne og et plekter ramte mig lige i smasken, og Köya varmede således publikum godt op til en aften fyldt med smadder. 

1. Mountain
2. Effigy
3. End
4. Pig Wine
5. Tempest
6. Webbed

8/10

Vastness

Har et thrashmetalband overhovedet brug for en bassist? Det kunne man spørge sig selv om efter at have hørt Vastness spille uden bassisten Adrian Moździerz, hvis fremmøde desværre var forhindret. Efter al den slamdans i pitten til Köya var benene dog forberedt på benspænd som dette, og det blev håndteret med godmodig humor af både bandet og værten, som fik publikum til at øve bastonerne inden koncerten. Det reddede Vastness fra den vanlige kritik af manglen på bas i nyere thrash, da det denne gang ikke var bandets egen skyld. At bassen næsten heller ikke figurerer på deres studiealbum, er selvfølgelig en anden sag. Vastness havde et godt nærvær på scenen, men de mistede energi under flere af de for langtrukne sange, hvis repetitive riffs sendte tankerne på langrend. Trommernes taktfasthed kunne ikke opveje, at trommeskindet lød overspændt, og at Wojciech Muchowicz’ snarere til tider kunne gøre St. Anger til skamme. Det fungerer bedst, når bandet på numre som “Sevants To None” lader dødsmetalmiderne gennemgnaske thrashens kompositionskompostbunke og forvandle det flade toneleje til mørkere muld. Krzysztof Urbanek viser, hvor meget en god vokal med et større stemmeomfang kan højne thrashgenren, og selvom Hubert Wawrzyniak knap kunne se gennem de lange, lyse lokker, smittede hans energiske indlevelse i musikken af på et ellers lidt træt publikum. Bands som Vastness viser, at thrash stadig kan lyde ungt, og det bliver interessant at høre dem spille med et fuldtalligt lineup i fremtiden.

6/10

Parasomnia

Der er mange måder at etablere publikumskontakt på: Nogle bands vægter at tale direkte til masserne, mens andre kaster sig ud i menneskehavet og crowdsurfer på bølger af hænder. Line Burglin behøvede blot at bruge blikket. Hendes øjne udstrålede en naturlig, karismatisk autoritet, når hun skimtede selvsikkert ud over publikum, og man var ikke et sekund i tvivl om, hvem scenen tilhørte. Parasomnias gotiske melodier og skønsang var noget af et genreskift og virkede en anelse malplaceret (omend forfriskende) midt i et lineup fyldt med posthardcore og thrash. Diskrepansen mellem Parasomnia og resten af bandsne kunne have været mindsket ved at placere dem først som en amuse-bouche eller til sidst som en blødere afslutning på en hårdtslående aften. Burglins store stemme alluderede til tider Chealsea Wolfe og bar bandet igennem langt hen ad vejen, mens man savnede mere musikalsk progression i Daniel Grand Hansen og Per Korsgaards riffkompositioner. Til sidst suppleredes skønsangen af growlet backingvokal, og tonearternes kollision frembragte en interessant kontrast, som højnede sangens samlede kvalitet. Det var fedt, at bandet kastede kasketter ud til os, og modsat med Köyas pick nåede jeg at dukke mig denne gang. Foran trommesættet sad en teddybjørn som en henvisning til bandets lyrik, der er centreret om forskellige former for mareridt; både de musikalske og menneskelige. Parasomnia er et relativt nyt bandt, idet de blev dannet i 2023, og det bliver interessant at se, hvordan de kan udvikle deres mareridtskoncept i fremtiden. 

7/10

Thus

Hvordan drikker en metalfan sin kaffe? Meshugga! Farjokes som denne blev slynget over bølgebryderen efterfulgt af Viborg Metal Festivals værts herligt ubehjælpsomme beatboxing, da problemer med et backingtrack forsinkede Thus med omkring 25 minutter. Det viser, hvor vigtigt en vittig vært er for at sikre en god oplevelse, når der opstår tekniske udfordringer, og værten Torbjørn forstod at holde humøret højt trods ventetiden. Thus skubbede således både til tidsplanen og trommehinderne, da de blæste scenen ned med basstød af stormstyrke. Frederik Jensens growls var ligeledes så luftige, at publikum nærmest blev gennemvædet af spytfyldt kondens. Thus er et lovende navn, der fræser frem på både guitarriffs og den danske metalscene. Redaktionen kårede dem som Årets Danske Håb  i december sidste år, og i aften cementerede de den status. Tobias Pejs Hornstrup holdt publikums opmærksomhed med velvarierede guitarriffs. Spilleglæden strålede ud af Sebastian Skousgaards ansigt, hvis mundvige må værke efter at have været hejst så højt op på kinderne. Bandet mangler hverken charme, selvtillid eller lækkert hår, men man savner mere dybde i både bas og vokal samt mere publikumskontakt mellem numrene. Thus er et hårdtslående navn, som er ved at placere sig solidt i metalmiljøet, men de har stadig plads til at vokse musikalsk og perfektionere deres opskrift på den melodiske dødsmetals sammenkogte genresuppe. 

1. Inhale the Ash
2. Pacify the Parasite
3. Spit From the Ceiling
4. Incorporeal
5. Atlas of Hate
6. Inevitable Saints

Graveyard of Empires

7/10

Livløs

Sjældent har jeg set så vild en basarm som Niklas Lykkes, idet hans knytnæve slog så mange huller i luften, at ozonlaget bliver umuligt at lappe. Bandets energi var mere smittende end influenza, og selvom Lykke lignede Djøfversionen af Mikael Åkerfeldt i sin sandfarvede blazer, så var hans growls rå og upolerede på den helt rigtige måde. Franz Posch og Kenneth Breinbjerg trak rusten pigtråd gennem øregangene og flænsede trommehinderne til ukendelighed, så blodet piblede frem i stride strømme. Bandets vekslen mellem forskellige elementer fra den melodiske dødsmetals genregodtepose er velkomponeret. Der er både surt slik, når Thomas Dannemand sender chokbølger af blastbeats ud over publikum, og sød, blød vingummi i de langtrukne, til tider melodiske riffs, der strækker sig ud mellem gummerne. Man kedede sig aldrig, men var tryllebundet fra start til slut. Bandets scenenærvær blev fremhævet at den fremragende lyssætning, hvis høje niveau var konsekvent aftenen igennem. Livløs har dedikerede fans, der følger dem. Det kunne klart mærkes på pitten, hvis friktion kunne generere energi til et helt kraftværk. Livløs udgav deres første fuldlængdealbum i 2018, og deres lyd virkede på en gang både frisk og garvet. Bandet består af habile musikere, der hver især leverede upåklagelige delpræstationer, som samledes i en højere enhed. Der er masser af liv i Livløs, og deres seneste  udgivelse viser, at det kun bliver vildere.

9/10

Gutalax

Heldigvis var festivaltoilettet ikke blevet fløjet ind sammen med tjekkiske Gutalax i aften. Undertegnede står ellers altid i front ved koncerter for at få det hele med, men min bakterieforskrækkelse fik mig til at rykke et stykke væk fra pittens horde af hvidklædte mænd bevæbnet med toiletpapir, toiletbørster og oppustelige aliens i sand Roskildestil. Folket var klar til at stramme… eller rette løsne… ballerne til en omgang beskidt grindcore. Da Gutalax indtog scenen, endte jeg dog hurtigt foran igen, for det sceneshow skulle man sent gå glip af. Forgrynter Maty havde en fest, når han smådansede over scenen og lavede gas (både i bogstavelig og overført forstand) med guitarist Koja og bassist Kebab. Lød det godt? Absolut ikke, men det var godt nok sjovt at opleve. Man var aldrig helt sikker på, hvad der ville ske, og på en eller anden ufattelig måde vedblev bandets pruttehumor at være sjov. Måske var det en placeboeffekt, men under koncerten spredte sig der en dunst, der kun kan betegnes som det diametralt modsatte af rosenlugt. Matys vokal var en guttural lemlæstelse af stemmebåndene, som var yderst veludført, om end ikke velklingende. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg var vidne til, eller hvordan jeg skal reagere på det. Gutalax er derfor (u)rent ud sagt skidesvært at anmelde. John Waters ville have været stolt, for Maty mindede mest af alt om WWS-verdenens svar på drag queenen Divine med sin campy, beskidte humor. Det er imponerende, at musik kan lyde så beskidt, at man har lyst til at hælde håndsprit i øregangene, og alene det skal Gutalax have point for. 

1. Intro
2. Assmeralda
3. Nosím místo ponožky kousek svojí předkožky
4. Shit of It All
5. Buttman
6. Šoustání prdele za slunné neděle
7. Robocock
8. Kocourek Mourek podráždil si šourek
9. Diarrhero
10. Poopcorn
11. Vaginapocalypse
12. Polykání semena z postaršího jelena
13. Fart and Furious
14. Total Rectal
15. Darbuján
16. Shitbusters
17. Strejda Donald
18. Anus Nanuk (Anus Ice Cream)

5/10

Tankard

Har du nogensinde overvejet, hvordan det ville være at blive sunget serenader af trolden fra Zlatko Burics Johanne i Troldeskoven? Det havde jeg heller ikke, men nu har jeg da også oplevet det. Tankards forsanger Andreas "Gerre" Geremia havde dyb øjenkontakt aftenen igennem og inviterede endda til en svingom på scenen (heldigvis tog en mandlig gæst en for holdet). Tankard leverede traditionel thrash uden dikkedarer, og publikum var i den grad klar til at dø med en øl i hænderne. “Vi er altså ikke et ølband, så det her kommer til at være den eneste sang, der handler om øl” sagde Geremia og sang tre sange mere om øl i løbet af aftenen. Hvis Tankard ikke havde fremført sig med så meget selvironi, havde det virket komplet gustent og forstokket. Set gennem ølbrillernes gyldne glas leverede Tankard god energi, uden at denne dog var ledsaget af det største talent. Musikken vedblev at køre i den samme lave rille og løftede sig på intet tidspunkt op over biergardenniveau. Det har sin egen charme, men bliver aldrig den store kunst. Tankard har holdt skansen siden 80’erne, og det kan mærkes både på de stive knæ og den flade vokal. Hvis ikke Frank Thorwarth havde tonset rundt på scenen, kunne man næsten fristes til at tro, at de som Vastness havde ladet deres bassist blive hjemme, for han bidrog næsten ikke til lydbilledet. Tankard virkede som en flok sympatiske gutter, der nyder deres otium og mest besøger scenen for at lege hyggeølonkler en stund. Energien var god, selvom musikken ikke var det. Koncerten ville have været en gennemført jammerlig affære, hvis man havde oplevet den ædru. 

1. One Foot in the Grave
2. The Morning After
3. Rapid Fire
4. Ex-Fluencer
5. Need Money for Beer
6. Rules for Fools
7. Intro: Time Warp
8. Time Warp
9. Beerbarians
10. Die With a Beer in Your Hand
11. Octane Warriors
12. A Girl Called Cerveza
13. Chemical Invasion
14. Zombie Attack
15. (Empty) Tankard

4/10