Paaranormal activity

Som utallige andre finske bands er Paara – og deres nyeste udgivelse – af den slags, som kræver, at man finder sin dansk-finske parlør frem, hvis man altså ønsker at fatte noget som helst. Bandet henter sit navn fra den finske husånd, en para – en slags nisse, der kom med små gaver i form af smør, mælk eller mønter. Altså en slags laktose-fikseret Dobby med en udbetalt børneopsparing.

Albummets titel kan oversættes til ‘En sang om is og ild’ – finnernes musikalske univers har dog intet at gøre med hverken drager, incest eller en dubbet Frank Hvam at gøre. I stedet henter Paara sin lyriske inspiration fra både den finske folklore, med alle dens væsener, og så naturligvis også fra det finske nationalepos Kalevala. Der er, med andre ord, lagt op til en seriøs omgang paaranormal aktivitet på pladen her!

Play it; don’t say it

Det er otte år siden, Paara sidst udgav en plade. Det er lang tid. Når der er gået tæt på et årti, kan man som lytter godt tillade sig at forvente et særdeles gennemarbejdet og helstøbt værk. Uanset hvad man så ellers må mene om Laulut tulen ja jään, ja, så kan den ikke klandres for at være sjusket eller forhastet. Det her værk er ekstremt detaljerigt, og der er så meget passion og kærlighed i musikken, at det driver ned ad væggene som kondens i en finsk sauna. Rent musikalsk kan man snildt drage paralleller mellem pladen her og så de tre første Ulver-skiver. Musikken hopper og danser konstant mellem de smukke, æteriske folkemusik-passager a la Kveldsangger til de betydeligt mere bidske elementer fra Nattens Madrigal, for slutteligt at lande direkte ovre i Bergtatt, som jo fint kombinerer netop de to. Det hele serveres dog med den helt særegne finske rock‘n’roll-ånd, som formår at være både dejligt beskidt og festlig. Her det jo oplagt at nævne et band som Havukruunu, da der bestemt er ligheder mellem Laulut tulen ja jään og så et værk som Uinuos Syömein Sota. 

Paara har tydeligvis meget på hjerte, og deres hjerte banker lige så ganske åbenlyst for deres nationalarv og kultur. Det kammer dog lidt over nu og da, og så går der lidt for meget Tove Jansson i projektet. Fire ud af albummets ti numre er enten instrumentelle, akustiske eller små intermezzi, hvor en fortællerstemme prøver at forklare os et eller andet – eller en kombination. Da det dog foregår på finsk, er resultatet, at man ret beset ikke fatter en fløjtende fis. Det er med andre ord en ret stor del af albummet, som udelukkende eksisterer for at opbygge en ramme samt sætte en stemning, således at den resterende del kan få lov til virkelig at spille med musklerne. Man fristes til at sige, at et nummer som ”Kutsuu M.a.n.a” kun er med for at få den efterfølgende krabat, ” Lapsi päivännäkemätön”, til at se bedre ud. I det store hele er alle de numre dog dybt overflødige, for nok er de utrolig flotte, og jeg anerkender deres eksistensgrundlag. Men når der allerede er tre sange, som alle har en spilletid på godt og vel 12 minutter, så er der ingen grund til at smide mere fyld på skiven.

Finsk fluff

Laulut tulen ja jään er utvivlsomt en smuk, gennemført og gennemarbejdet udgivelse. Paara har virkelig tænkt over hvert et sekund – og de har god grund til at være stolte over deres kreation. Jeg vil dog mene, at albummet er en kende fortænkt. Noget af al den tid de har brugt på at tænke store kunstneriske tanker om fortælleteknikker og deslige, kunne være blevet bedre brugt. Ideen med, at hvert reelle nummer skal have en lille fluffer med sig til at hjælpe med at sætte en stemning, fejler bestemt intet.  Lige indtil man opdager, at de ‘rigtige’ sange som ” Kirveenkantaja” faktisk fungerer lige så godt, selv hvis man lige glemmer at høre ”Tuli” forinden. Hvorimod ”Tuli” ikke kan stå på egne ben.

Så Paara skal have uendeligt mange point for deres store tanker samt overordnede musikalske ekvilibrisme, men det ændrer ikke på, at Laulut tulen ja jään bestemt kunne have stået stærkere, hvis de havde skruet lidt ned for eventyrfortællerlysten.