Indenfor Lille Vega’s hyggelige rammer kan man sætte sig til rette i de høje røde sofa arrangementer og vente spændt på opvarmningsbandet til Life Of Agony; DeathAngel. Dette bands historie går tilbage til 80’erne, og dermed kunne man forvente nogle typiske elementer fra denne tidsperiode. Dog overrasker bandet ved at præsentere et bredt udvalg af numre, lige fra de hårde numre, som der er fuld power på og til mere rolige numre, som også strækker sig til det mere tunge melankolske, som man f.eks. kan finde det hos Nu-Metal genren samt Layne Staley og Alice in Chains.

Forsangeren besidder generelt en fantastisk energi og er med til at skabe den gode stemning under koncerten. Hans vokal er omfangsrig, det er tydeligt, at han ikke begrænser sig til en bestemt stilart, og han får da også lidt hjælp fra guitaristen. Samtidig holder forsangeren også en god balance mellem numrene og pauserne mellem disse, hvor der indimellem siges et par ord til publikum. Dette udnytter han endvidere til at bringe nogle politiske undertoner ind, f.eks. kommentarer til krigen mellem Amerika’s regering og mellemøsten. Nummeret "Disturbing Peace" dækker f.eks. over disse uroligheder. Guitaristerne og bassisten dribler derud af i deres thrashede mafioso stil og den ene 80’er solo erstatter den anden. Trommeslageren slår så hårdt i sine gryder, at man skulle tro, at han uddelte bankekød til både forældre, politikere samt samfundets ypperste kapitalisme. Alt i alt kan man sige om dette band, at udover at være spændende på grund af deres japanske aner, som manifesterer sig gennem den yakuzziske spillestil, bidrager de med positive energier under en koncert og generelt til Heavy Metal genren. Death Angel optræder også til Wacken Open Air, hvor det kan anbefales at tjekke dem ud.

Med denne positive oplevelse susende rundt i kroppen, går man videre til hovednavnet, Life Of Agony. Det første indtryk der rammer en, er den dårlige, lettere sjuskede lyd. Dette er specielt en skuffelse, da Life Of Agony står for fede melodiske numre, så man har store forventninger til deres optræden. Death Angel’s energifyldte præstation efterlader også forsangeren Keith i et lidt tamt lys rent fysisk. I starten af koncerten kunne man savne, at hans kropslige engagement var lidt stærkere. Dette bliver dog bedre efter nogle numre, hvor han efterhånden udfolder sig mere på scenen. Som sagt står dette band for fængende melodiske numre, men dette ville træde mere i kraft, hvis forsangeren måske peppede publikum mere op. Med lidt kynisme kunne man tro, at publikums begejstring mere skyldes deres kendskab til bandets numre og stil, end selve bandets karisma lige i den pågældende situation. Havde det ikke været for den energiske guitarist, som formåede at sætte noget skub i Vega’s tørstige publikum, så havde tingene måske ikke formet sig til den fest som det blev til. Og så alligevel ikke, når vi nu ser tilbage. Publikum var allerede tørstige ved første fløjt og sådan er det og skal det være når man går til Life Of Agony koncert. Så skal der nemlig hoppes og stagedives, hvilket der også flittigt blev gjort.

Life Of Agony er uden tvivl et dygtigt og energisk band. Deres ligefremme rockede numre og forsangerens vokal går op i en harmonisk enhed, som til enhver tid kan sætte gang i en fest. Life Of Agony’s generelle succes kunne da også mærkes på den trange plads i Lille Vega. Men fordi man er et big hit, betyder det ikke, at man skal holde op med at anstrenge sig for at vinde publikums begejstring, hvilket Keith desværre glemte et par gange på denne fantastiske aften i Lille Vega.