Fredagen lagde ud fra morgenstunden med en omgang dansk metal, der jo som bekendt har jern på! Mnemic virkede fra start særdeles oplagte og fyrede den bare af. Desværre var lyden ikke helt optimal, men bandets prestationer på scenen virkede ikke som om at de var specielt mærket af at have været tidligt oppe. Der blev banget godt og grundigt og Mnemic forstår virkelig at se godt ud på scenen. Publikum var faktisk også ganske godt med, det tidlige tidspunkt taget i betragtning. Der hersker absolut ingen tvivl om, at Mnemic er et band der virkelig fortjener at spille på alle de festivaller som de spiller, og har spillet på i løbet af sommeren. Dejligt at se et dansk band med international klasse, der virkelig kan levere varen. Bare synd at lyden ikke lige var den tand bedre... Så havde det bare været verdensklasse.

Festivalens første band, for mit vedkommende, begyndte allerede ganske få minutter efter min ankomst til den lille nordtyske landsby. Der kunne heller ikke herske nogen tvivl om hvem der gik på scenen denne tidlige fredag middag. Med den karakteristiske letargiske drønende guitar i sommervarmen, var det tid til dette års doom messe i skikkelse af Cathedral. Man valgte at lægge ud med den ældgamle ”Comiserating The Celebration” fra bandets debut. Bandet lagde en stor spilleglæde for dagen, der dog blev dæmpet en smule af den lidt dårlige lyd og den ubarmhjertige sol. Om det var derfor bandet pakkede ”Vampire Sun” ud af klassikerkassen, skal jeg ikke kunne sige, men passende var den. Det nummer der dog blev mest fejret af den talrige skare, var ”Ride”, som altid tager kegler hos mig med den fede langsomme galoperende rytme. Bandet bød også på en mega overraskelse, da man valgte at spille Probot nummeret ”Ice Cold Man”, som Lee jo synger på pladen. Desuden er det, ifølge Lee’s eget udsagn, første og eneste gang man spiller dette nummer, hvilket jo gør det ekstra fedt at have overværet. Som udsmider spillede de ”Hopkins (The Witchfinder General)” som passende afsluttede med at Mr. Dorrian hængte sig i sit eget mikrofon kabel. Ros skal også gives til guitarist Garry Jennings, som virkelig forstår at udnytte hele lydbilledet med sin ene guitar.

Danske Raunchy har virkelig oppet sig i år, i forhold til den magre præsentation de leverede sidste år i Wacken. Der var en helt anden energi og gåpåmod. Der blev hoppet og banget til de hårde rytmer. Den nye forsanger gjorde et mesterligt stykke arbejde og han beviste virkelig, at Raunchy havde valgt rigtigt mht. ny forsanger. Repertoiret var også en del mere heavy end som sidst, hvilket gjorde at mange af de blegfede lyttere havde lytlapperne ude og festede med til danskernes rytmer og melodier. Lyden var fænomenal og showet var intakt.

Solen og varmen var for alvor ved at få godt fat i Wacken, da Arch Enemy skulle på scenen. Men inden den koncert skulle jeg lige mødes med de andre gutter fra heavymetal.dk, hvilket gjorde at jeg sad ude i Biergarten syv minutter i Arch Enemy. Øl-pushernes manglende evne til at skænke fadøl og en mindre kø ved indgangen til festivalspladsen, gjorde at jeg lige nøjagtig gik glip af introen og noget af åbnings nummeret "Silent Wars" fra den geniale "Anthems Of Rebellion". Min manglende kø-kultur gjorde, at der heldigvis ikke var mere jeg missede, så jeg kunne nyde klassiske traks som "We Will Rise", "Enemy Within", "Ravenous", resten af deres fede sæt og ikke mindst den dejlige forsanger Angela Gossow, der bare growler for fedt. Den jævnt til friske vind gjorde, at lyden blev kastet lidt rundt, hvilket selvfølgelig ikke er helt optimalt. Men varen blev leveret og Arch Enemy kunne helt klart godt være tilfredse, ligesom hovedparten af publikum også var det.

Norske Black metallers Mayhem, som igennem de sidste mange år er gået gennem en del musikalske transformationer, leverede et hæsblæsende, ondskabsfuldt samt visuelt show på årets Wacken festival. Showet var mere teatralsk end musikalsk. Forsangeren lignede en fed kopi af Dracula og hans deciple kunne jo så være hans ulve, hvis man kan følge sammenhængen. I hvert fald var der en masse blod og dyrehoveder på spikes, og hvad end det så skal symbolisere, ja det må være op til den respektive læser at fortolke. Musikken var meget fra det nyere Mayhem, hvilket jeg egentlig ikke kender særligt meget til. Dog var der nogle enkelte skæringer fra mesterværket “De Mysteriis Dom Sathanas”, men et nummer som “Deathcrush” blev der ikke spillet, til stor skuffelse for undertegnede. Lyden var fed og kulisserne var smukke, dog kunne man godt have ønsket sig, at de havde spillet når lyset havde sænket sig, så havde det været mere “De Mysteriis Dom Sathanas”.

Det var en dejlig ting at kunne gå lidt i skygge i teltet, der udgjorde W.E.T. Stage. Jeg havde fået at vide, at australske Peter Hobbs og hans band Hobbs Angel Of Death spiller god gammel 80’er Thrash i stil med Slayer omkring "Hell Awaits". Denne beskrivelse passer såmend ganske godt, men man skulle nok kende det en del bedre end jeg gjorde på forhånd, før man rigtig kunne gå amok over det. Men på den anden side er en god omgang 80’er Thrash jo heller ikke det værste man kan drikke bajere til. Lyden var okey, uden dog at være helt på toppen, da guitarlyden i mine ører virkede en anelse tynd. Et eller andet sted var det ganske okey, eller også var det fordi øllet for alvor var begyndt at smage rigtig godt - Jeg husker det ikke rigtigt...

Efter Hobbs Angel Of Death var der ikke rigtig nogen grund til at forlade det skyggefulde telt. Øllet var dejligt koldt og Misery Index skulle snart på. Jeg havde på forhånd set frem til bandet, efter udgivelsen af deres habile album, "Retaliate". Og jeg må sige, at Misery Index tog mig med storm! Rigtig fed lyd og et sæt leveret så tight, brutalt og velspillet at overraskelsen var en realitet. Jeg havde måske ikke haft de helt store forventninger på forhånd, men jeg kan ikke gøre andet end at bøje mig i støvet og udtrykke min dybeste respekt for disse gutter. Ikke mindst trommeslageren Kevin Talley, der ikke på nogen måde viste svaghedstegn, selvom luften var varm og sædeles fugtig. Umenneskelige forhold at spille under og så, så hurtigt og så tight at djævlene growlede højlydt af fryd. Misery Index har hermed min dybeste respekt!

Festivalens ubestridte højdepunkt kom også fra weekendens nok ældste person, Ronnie James Dio. Manden på sølvbjerget kom, så, og sejrede, som om det var blot en bagatel. Foran et kæmpe ”Holy Diver” backdrop, spillede han sammen med guitarist Craig Goldy, bass legende Rudy Sarzo og eks AC/DC trommeslager, Simon Wright, igennem mandens største klassikere (det vil sige de fleste - manden laver jo snart ikke andet). Lige fra Rainbow over Black Sabbath til hans egne solo numre. Åbneren var den altid fede ”King of Rock’n’Roll”, som denne aften måtte være selvbiografisk hvis man så folks begejstring i betragtning. Denne blev fulgt op af Sabbath nummeret ”Sign of the Southern Cross”, som virkelig fik de små nakkehår til at rejse sig, hvilket må siges at være en kæmpe bedrift i den hede. Fra Dio’s gyldne Rainbow dage fik man serveret trestjernet guf som ”Gates Of Babylon”, ”Man On The Silver Mountain” og gude-nummeret ”Stargazer”. Derefter blev hovedvægten lagt på mandens solokarriere, som blev præsenteret i form af ”Don’t Talk To Strangers”, ”Rainbow In The Dark”, ”We Rock” og ”Rock’n’Roll Children”. Derefter var det tid til et nummer fra mesterens kommende opus, ”Master Of The Moon”, i form af et nummer jeg mener hed ”My Eyes”. Sjældent har jeg set et nyt nummer blive modtaget med en sådan entusiasme fra publikum, at de selv efter nummeret var færdig blev ved med at synge omkvædet. Solodelen stod trommeslager Simon Wright for med hans spartanske med meget effektive spillestil. Især godt var det, at det ikke kun var lir han fyrede af, men også spillede sammen med orkester baggrund fra PA’et. Så var der også tid til de numre alle havde ventet på hele aftenen. Først den eminente Sabbath klassiker ”Heaven And Hell”, som han spillede som på ”Live Evil” pladen, altså med den ekstra lille del der altid giver mig gåsehud på alle mulige kropsdele. Og helt til sidst mandens kendingsmelodi ”Holy Diver”, som blev spillet alt imens baggrunden skiftede farver og stemning. Bedst som man så troede, at festen var slut, kom ingen andre end Manowar boss og Keitel toyboy, Joey Demaio ud på scenen og præsenterede hans gode ven med en pris for hans livslange engagement i Heavy Metal. En passende afslutning for en kanongod koncert.

Sidst Destruction gæstede Wacken i 2002 gik alt bare galt for Schmier og co. Strømmen svigtede, lyden røg og det hele virkede lidt grinagtigt, men bandet tog det nu alligevel med godt humør. I år var der lagt helt andre boller på suppen. Klassikerne blev leveret på stribe og man kan nævne i flæng: "Mad Butcher", "Total Desaster", "The Butcher Strikes Back", "Thrash ‘Til Death", "Metal Discharge" osv, osv... Lyden var noget nær perfekt og der blev bare banget igennem! Fedt at se, at Destruction fik revange for det elendige show de uforskyldt leverede i 2002. Der var bare dømt klasse og det var kæmpe stort at opleve nogle af mine gamle favoritter fyre den så fedt af, som de gjorde i år. Klart årets fedeste koncert på Wacken! ...Og man kan roligt sige at slagteren slog igen!

Dagens ekstreme varme, de mange bands og diverse stimulanser havde efterhånden sat sine tydelige spor, da jeg bevægede mig mod Black Stage for lige at se Amon Amarth slutte en lang og varm fredag af. Jeg nåede lige at opfatte, at de havde en ganske god lyd og at de leverede et par fede tracks fra "Versus The World", inden jeg af uransaglige årsager satte mig ned for at hvile mine efterhånden godt trætte og ømme ben lidt. Det næste jeg husker er, at en masse mennesker var ved at forlade Black Stage. Det virkede næsten som om at alle absolut skulle gå lige dér hvor jeg havde lagt mig til at hvile. Black Stage var lukket og slukket og der var ikke andet at gøre, end at gå ned i lejeren og få et par timers søvn, inden varmen gjorde det umuligt at sove og lørdagens program stod for døren.

Re-uninonen af Death Angel var en koncert man bare skulle se. Godt nok havde jeg set de amerikanske thrashere tidligere på året, så mine forventniger var ret så høje. Og jeg må sgu gi’ dem, de levede 100% op til dem. Hold kæft en spilleglæde og for fanden hvor er det godt at høre noget andet thrash metal end The Haunted og deslignende. Det ene fede thrash core nummer blev skubbet ud af ærmet efter det andet. De fem musikere hoppede og spillede tossede, men bevarede samtidigt roen og leverede en tight musikalsk oplevelse for de mange lyttere. Lyden havde de sgu også med sig og selv den mindste detalje kunne man høre. Sangeren var for vildt sej. Han råbte og sang som om han aldrig havde lavet andet. Mesterligt!

Jeg skulle lige chekke disse gutter fra Ungarn ud, da de jo har leveret et par ganske udemærkede skiver, der godt nok tangerer Sepultura rip-off. Men jeg ved ikke helt om det var Death Angels fede show umiddelbart før Ektomorf, eller det fact, at Unleashed samtidig var gået igang på Black Stage og måske lige trak en anelse mere i en end Ektomorf, der gjorde, at jeg ret hurtigt fandt Ektomorf kedelig og uinteressant. Jeg blev hængende en tre-fire numre, inden jeg forlod Party Stage, for at tilslutte mig publikum ved Black Stage, hvor Johnny Hedlund og co. fyrede den af.

Solen fortsatte sit triumftog og det samme gjorde de svenske vikinger fra Unleashed. Sammen med hans gæve mænd, skålede, brølede og bangede han sammen med fansene, som åbenbart var mødt temmelig talstærkt op, selvom det stadig var meget tidligt på dagen. Bandet spillede et bredt potpourri af deres bagkatalog, og med numre som ”Shadows In The Deep”, ”Victims of War” etc., er det heller ikke svært at komme i stemning. Johnny hev da også, som han plejer, sit drikkehorn frem, inden man spillede ”Into Glory Ride” fra debuten. Havde Joey Demaio fra Manowar set det, ville han være stolt. Af de nyere numre gik ”Winterland” fra deres seneste plade, ”Sworn Allegiance” igennem og beviser, at bandet stadig har en del gode år i sig endnu. Man tillod sig også en lille joke, da man sagde at man ville spille et nummer man aldrig havde spillet i Tyskland før, hvilket viste sig at være ”Before The Creation Of Time”, som trommeslager Anders senere forklarede mig absolut ikke var rigtigt, da man næsten altid spiller denne sang.

Anthrax var i 80’erne et af mine absolut favorit bands, da de leverede klassikere som "A Fist Full Of Metal", "Spreading The Disease", "Among The Living" og “State Of Euphoria". Jeg stod lidt af Anthrax-vognen, da den gamle forsanger Joe Belladonna røg ud, efter "Persistence Of Time", og blev erstattet af John Bush. Af en eller anden latterlig grund er det aldrig lykkeds mig at se Anthrax live, så jeg havde glædet mig til endelig at få dem chekket ud. Og det var kæmpe stort, at de lagde ud med klassikeren "Efilnikufesin (N.F.L.)" fra "Among The Living". Derefter fik vi en god blanding af nyt og gammelt og klassikere som "Caught In A Mosh", "Indians", "Be All, End All", "Antisocial", "Got The Time" og det fede track fra den nye skive "What Doesn’t Die" blev leveret med overbevisning og en power, der virkelig satte gang i publikum, der her og der fik dannet nogle mosh-pits og fik skrålet med på de mange fede omkvæd. John Bush, som jeg aldrig rigtig har syntes om, har virkelig vundet min dybeste respekt. Anthrax leverede varen 100%, og jeg kan nu godt se at det er en kæmpe fejl i min sparsomme opdragelse at jeg ikke har fået set dem live noget før.

Efter Anthrax’ suværene show, var det på høje tid at få kølet sig lidt af, med noget koldt vand og få sig en bid mad. Det gik en smule udover Cannibal Corpse, som jeg dog fik at se på afstand, mens jeg spiste. Lyden var ganske god og varen blev leveret. Desværre må de ikke spille noget fra de tre første skiver p.g.a. en eller anden latterlig cencur, de er blevet pålagt (i Tyskland, -red). Det betød, at vi ikke fik klassikere som "Hammer Smashed Face", "Meat Hook Sodomy", "Edible Autopsy" og "Put Them To Death". Til gengæld spillede de som sagt ganske fedt og jeg er sikker på at langt de fleste Cannibal-fans alligevel fik deres peverse lyster styret.

Frøken klokken nærmede sig de 1700, de vilde vinde blæste fra øst og solen bagte som selveste skærsilden. Nevermore var næste punkt på dagsordenen og hvilken koncert! Der blev lagt ud med den hårdtslående og lidt kaotiske “Enemies of Reality”. Lyden var allerede her meget mudret, og sådan fortsatte det faktisk gennem hele koncerten. Dog blev musikken en del tydeligere når blusset blev sat ned, som i en sang som “The Heart Collector” eller “Believe In Nothing”. Størstedelen af sættet denne lørdag eftermiddag, var i den hårdtslående ende. Der blev blandet godt fra de tre sidste albums, hvilket da også var til stor begejstring for de mange fans. Warrel Dane’s sang var dog ikke så powerfuld og gennemført som i Wacken 2002, hvilket helt sikkert kan skyldes vindens forstyrrelser i musikken. Alligevel var denne lørdag aften en mindeværdig aften, med et oplagt Nevermore, som på trods af den lidt kaotiske lyd leverede et show som nu kun Nevermore kan gøre det.

Da jeg umiddelbart efter Nevermore bevægede mig ned til nærmeste øl-pusher, blev jeg nødt til at fortælle dem hvordan man skænker fadøl. Alt det pis med at hælde fra bæger til bæger og lade det skumme af, inden de så endelig fyldte bægeret, så man i sidste ende havde fået en halv-doven bajer, irriterede mig efterhånden grusomt... Bægeret på skrå og så ellers fylde op og afsted! Sådan skænker man sgu fadøl! Nå, men det var et lille sidespring. Da Hypocrisy gik på, havde jeg åbenbart fået placeret mig et sted hvor lyden absolut ikke var optimal. Jeg gik lidt frem og tilbage, uden at det hjalp det helt store. Jeg besluttede mig for at gå lidt rundt og endte bag lydtårnet, hvor der også var opsat højtalere, og hovsa... Lige pluselig lød det jo pisse fedt, så jeg kan ikke påstå at jeg så meget til Hypocrisy, men jeg sad bag lydtårnet, i en ret behagelig afstand til en øl-pusher og hørte, at de faktisk spillede rigtig fedt. Den bagende sol, de efterhånden mange bajere og den fede lyd, gjorde alligevel Hypocrisy til en ganske fed oplevelse. Det skyldes måske også at øl-pusheren lå lige ved siden af og at de kolde, og nu også velskænket fadøl, gled ned i en jævn strøm.

Tyskerne kunne regne med et let spil, da de jo var på hjemmebane i det nordtyske, men var da også helt i kridthuset hos undertegnede, da de lagde ud med en af mine alltime faves, ”Starlight”, fra deres 1984 EP. At man næsten derefter sprang ud i den mega lange ”Keeper Of The Seven Keys”, må da også siges at være temmelig modigt, eftersom deres spilletid ikke var alt for lang, men det betalte sig dog at satse, i stedet for at diske op med det sædvanlige. Ellers blev man mest budt på Deris æra sange som ”If I Could Fly” og ”The Power”, men ældre sager som ”Dr. Stein” og ”Eagle Fly Free” blev mere end velkomment modtaget af de mange fans. Eneste ting jeg fandt lidt råddent, var bandets lamme vitser som de fyrede af imellem sangene, men det er vel smag og behag. Til sidst fik man så en super lækker overraskelse, da ingen ringere end Kai Hansen (ham der startede bandet, -red.) betrådte scenen, for at spille sammen med hans gamle kolleger, men her bliver min hukommelse desværre lidt tåget i øl og svenske misser.

Jeg følte mig efterhånden godt påvirket da jeg ankom til W.E.T. Stage for at høre noget ultra-tung-dommedags-død fra tyske Disbelief. Lyden var rigtig fed og Disbelief fyrede den af, selvom der ikke var ret mange tilbage i teltet. Dette skyldes ikke at Disbelief er et dårligt band, men nok mere at Helloween en halv time tidligere var gået igang på True Metal Stage. Ikke desto mindre virkede Disbelief særdeles veloplagte og leverede trods alt varen, for de få der havde søgt skygge i teltet. "No Control", "Walk", "To The Sky" kørte bare for fedt. På et tidspunkt havde jeg besluttet mig for at få mig en stor liter fadøl, hvilket de desværre ikke havde i teltet. Så jeg bevægede mig ud af teltet og hen til nærmeste øl-pusher, for at få en stort krus velskænket fadøl. Og mens jeg gik der, fik jeg lige den klassiske "Future World" med Helloween med i købet. Det var ganske fedt lige at få den med. Da jeg kom tilbage til W.E.T Stage, startede Disbelief i samme øjeblik med deres måske fedeste track, "Inside My Head", fra deres seneste skive, "Spreading The Rage". Fedt, at jeg ikke gik glip af det og fedt at Disbelief leverede varen 100%, selvom langt de fleste naturlivis foretrak Helloween på True Metal Stage istedet for lille upåagtede Disbelief på W.E.T. Stage.

Da jeg ankom til Black Stage var jeg godt træt og stiv efter en lang dag med heavy metal, bajere, Whisky og hass. Men jeg skulle lige have de finske gutter fra Children Of Bodom med. Lyden og showet var rigtig fedt og bandet spillede kanon godt. De mange soloer blev leveret med overbevisning og klassikere fra "Something Wild", "Hatebreeder" og "Follow The Reaper" blev leveret med stil og overbevisning. Desværre mistede jeg koncentrationen lidt oven på den lange og steghede dag, så jeg valgte at sætte mig ned og bare høre bandet i perioder. Efter Children Og Bodom var Wacken 2004 ved at lakke mod enden for mit vedkommende. Jeg gik lidt rundt for lige at se om der skulle være lidt fede CD’er tilbage og for lige at få drukket de sidste bajere. Saxon var gået på og det sidste track jeg fik på dette års Wacken var Saxon’s fede "Dragons Lair" fra albummet "Killing Ground". Derefter forlod jeg festivalspladsen og gik ned mod lejren. En ekstrem varm og vildt fed festival var slut for mit vedkommende!

Efter at have kæmpet mig tilbage fra en flok svenskere der truede med svensk dåseøl og snus, kom jeg lige i tid til at høre briterne spille en af deres bedste sange i form af ”20.000 Feet”. Jeg må desværre have gået glip af den første halve time, hvilket jeg også stadig skammer mig over, men da man endelig havde placeret sig godt oppe ved scenen, var alt glemt. Bandet fyrede en buket af deres mest kendte og et par enkelte glemte juveler af, man havde desuden annonceret at man ville hente en masse gæster og venner op på scenen. Jeg hørte desværre ikke nogen sange fra det kommende ”Lionheart” album, men det jeg havde hørt ved pressekonferencen dagen tidligere, lød til at vi har med det mest aggressive og tunge Saxon album til dato at gøre. Af nyere sange blev der spillet ”Sea Of Life” og den geniale ”Dragon’s Lair”, Desuden spillede de ”Forever Free”, som jeg ikke tror de har spillet siden 1992 på deres fællesturne med Motörhead. Så var det også tid til den første gæst i skikkelse af eks trommeslager Nigel Glockner, som tordnede igennem sådanne klassikere som ”And The Bands Played On” og ”Princess Of The Night”. Derefter rømmede han trommestolen for den kommende tordengud Jörg Michael. Jeg havde været meget nysgerrig for at høre hvordan hans spillestil ville gå i spænd med Saxon, men lad det være sagt, at hans spil på ”Crusader” blæste enhver tvivl langt ud i sommerhimlen. Tredje gæst var Wacken organisator Thomas Jensen, som fik Nibbs’ bas spændt på og spillede med på ”Strong Arm Of The Law”. Til sidst kom så Savatage guitarhelt Chris Cafferty og Destruction frontmand Schmier på scenen og gav os en kanon version af den gode gamle slagsang ”Denim & Leather”, som også skulle blive det sidste nummer og en værdig afslutning på endnu en vellykket festival.

Klokken var 0030 og min kæreste havde plaget mig om at se hendes ungdomsidoler, Satyricon. Med en del skepsis i baghovdet og en optimistisk glad pige i hånden, bevægede vi os så småt op til Black Metal Stage denne lørdag nat. Røgmaskinerne var aktiveret, lysshowet var sat i bero og en dyster satanisk kulisse stod foran os. Pludselig begyndte keyboardet at spille og med ét var der gang i festen - og hvilken fest. Magen til optræden og lyd skal man lede længe efter i disse moderne nu-metal tider. Håret svingede i det lyse skær, de fedeste melodiske black metal riffs tordnede ud af de gigantisk speakers, trommerne rullede derud af i et umenneskeligt tempo og sangeren stod med sit halvfedtede hår og messede ord ud på engelsk og norsk. Kullisen var intakt både visuelt og auditivt. Hver enkelt lille detalje kunne høres, det var for at sige det ligeud, fænomenalt. Desvære kendte jeg ikke særligt meget til det nyere Satyricon, men det lød lovende, skulle jeg hilse og sige. Alt i alt en uforglemmelig aften i samvær med Satyricon (Nocturno Culto) og venner.