Nogle bandnavne skal tages meget bogstaveligt

Agony, Fury, Regret

Langt det meste af det, vi anmelder her på Heavymetal.dk, er nye plader fra diverse spændende – og til tider knap så spændende – bands. Men det hænder også, at vi en sjælden gang imellem føler det nødvendigt at se nærmere på udgivelser inden for genren, som ikke er musik. Har det relevans for alle jer læsere, og er det simpelthen for godt til at overse, jamen så anmelder vi det. Selvbiografier, film og sågar sprut, som en eller anden i metalverdenen har lanceret, får en tur igennem maskinen, og denne gang er det en ganske interessant film, vi skal se nærmere på, nemlig The Sound Of Scars – historien om crossover hardcorebandet Life Of Agony, der fuldstændig ud af ingenting skabte et af de mest bemærkelsesværdige debutalbum nogensinde og siden måtte kæmpe med langt flere dæmoner, end de havde drømt om.

Acceptance, Forgiveness, Redemption

Instruktøren Leigh Brooks har i dokumentarfilmen The Sound Of Scars stillet skarpt på personerne bag kvartetten Life Of Agony. Bandet blev dannet i Brooklyn, New York i de sene 80’ere af fætrene Keith Caputo og Joey Zampella samt deres fælles ven Alan Robert, og da det er disse tre, der udgør kernen i bandet, er det dem, fortællingen følger. Og de bliver fulgt tæt. Gennem nye optagelser og en masse gamle privatoptagelser ser de tre bandmedlemmer tilbage på deres spæde ungdom med vold, stoffer, alkohol og dødsfald, der på mange måder blev katalysatoren for deres band og ikke mindst dettes meget sigende navn. Fra deres første møde med hardcorescenen på spillestedet L’Amour følger vi dem videre gennem succesen med debutalbummet River Runs Red og de mange efterfølgende forhindringer, bandet stilles overfor. Livet som stjerne på farten er ikke altid nemt, og bassist Alan Robert kæmper konstant med depression, mens frontmand Keith Caputo, der altid har følt sig malplaceret i det machoprægede hardcoremiljø, får nok af det hele i 1997 og forlader bandet.

Det velinformerede metalhoved vil vide, at Caputo siden er blevet en kvinde og i dag hedder Mina, og at Life Of Agony siden det stærke comebackalbum A Place Where There’s No More Pain fra 2017 har konfronteret deres dæmoner og er kommet endnu stærkere ud på den anden side. På den måde er The Sound Of Scars lidt af en “ishockey-film”, hvor hovedpersonerne må gå så grueligt meget igennem, før de mod alle odds kan trække sig sejrrigt ud til allersidst. Men selvom sådan en fortælling er set og hørt før, er den sjældent fortalt lige så godt og dybt personligt, som det er tilfældet her. Personligt har jeg ikke voldsomt let til tårer, men jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at mine hærdede metaløjne var aldeles fugtige henimod slutningen.

Men hvor er musikken?

The Sound Of Scars er en utrolig intim og personlig fortælling, og man kan næsten mærke gennem skærmen, hvor grænseoverskridende en oplevelse det har været for Mina Caputo, Alan Robert og Joey Zampella at få instruktør Leigh Brooks så tæt på. Men det er præcis det, der løfter filmen flere niveauer over mange andre inden for dens genre. Det er råt, nådesløst og hudløst ærligt.

Det skuffer mig dog en del, at når filmen fokuserer så meget på, hvordan bandet bearbejder deres traumer gennem musikken, at der ikke er meget mere fokus på den. Bevares, filmen er et fantastisk portræt af et formidabelt og dragende orkester, hvor bagkatalog og diverse hits bestemt ikke kræver en slavisk gennemgang, men havde den været omkring tyve minutter længere og så til gengæld fokuseret lidt ekstra på de enkelte album og specifikke numre, der betyder noget for bandet, så havde karakteren herfra været i den absolutte top. Det ændrer dog ikke på, at The Sound Of Scars er “must see” for alle, der er stødt på Life Of Agony på deres vej og ikke mindst fans af musikdokumentarer generelt.