Life Of Agony - Amager Bio - 4. november 2019
Foto: Lasse Jacobsen · Se flere billeder i galleriet

Life Of Agony

Amager Bio, København S

Amerikanske Life Of Agony har på det seneste høstet store roser for deres nyligt udgivne album, The Sound of Scars, som også her på siden fik aldeles pæne ord med på vejen. I den anledning har de vendt snuderne mod Europa, og på denne kolde, mørke og våde mandag aften var det blevet danskernes tur til at få fint besøg. Med sig på turen rundt på vores kontinent havde de fire new yorkere taget veganerkæmpen Doyle og hans band af samme navn, så der var lagt i kakkelovnen til en gedigen omgang hard rock godt krydret med metallisk smadder.

Doyle

LOA

For et par uger siden blev danske Goat Hawk Buffalo føjet til aftenens plakat som support for de to hovednavne, men desværre nåede undertegnede ikke ind i Amager Bios tørvejr, før det var for sent. Jeg nåede i hus, lige da muskelbundtet Doyle og hans band skulle til at gå på, men trods en melding om en udsolgt aften var der, selv på dette tidspunkt, forbavsende få i salen.
De fremmødte fik serveret en af den slags cocktails, hvor man næsten kender indholdet på forhånd. Ikke overraskende spiller Misfits-guitaristens eget band hidsig riffbaseret hard rock med masser af punk-elementer og mildt provokerende tekster. “This next song is a love song - you can dance to it if you want to…” Således blev samtlige af bandets ni numre, der blandt andet bærer titler som “Cemeterysexxx” og “Dreaming Dead Girls” introduceret med et skævt smil fra frontmand Alex Story til stor jubel fra publikum.

Doyle spiller punk-rock med tyk ironisk distance til dem selv og er så afgjort en fin og medrivende oplevelse, men heller ikke mere. Bevares, de spiller godt og har en god energi, og sangene er ganske fine, men super ophidsende blev den kun 30 minutter lange koncert aldrig. Doyle er efterhånden mere gimmick og ikon end egentlig musik – den kommer i anden række – og man fristes til at spørge sig selv, hvor interessante Doyle ville være uden Doyle.

5/10

Life Of Agony

LOA

Hvordan det kunne tage 45 minutter, fra Doyle var gået af scenen, til aftenens helt store trækplaster gik på, er mig en gåde. Men da klokken slog 21.45 gik Mina Caputo og resten af Life Of Agony langt om længe på scenen, hvor de lagde ud med det fremragende nummer “Scars” fra deres nyeste langspiller. Nummeret, og pladen, er en direkte fortsættelse af debuten fra 1993, River Runs Red, og titelnummeret derfra blev leveret som næste nummer med en imponerende energi og medrivende fandenivoldskhed. Publikum var, ligesom bandet, uhyre veloplagte fra første sekund, og det lignede hurtigt en af den slags aftenener, man sent vil glemme, ligesom det var tilfældet, sidst Life Of Agony gæstede den gamle biograf i København.

Men så skete der noget sært. Det var, som om gassen gik af ballonen godt tyve minutter inde i koncerten, og vi oplevede et band, der virkede trætte og uden luft – særligt under nummeret “Black Heart”. Helt slemt blev det bagefter under denne anmelders favoritnummer “Weeds”. Her ramte den ellers så talentfulde Mina Caputo ikke en eneste tone, og efter at have forsøgt sig med at råbe sig igennem sangen uden held, sivede energien lige så stille ud af publikum.
Gudskelov var det kun meget kortvarigt. Aldrig har jeg oplevet et band rejse sig så prompte oven på en blunder som her. Normalt tager det mindst et par numres tid at komme tilbage, men her skete det på et par sekunder. “Lost At 22” blev sparket i gang, og så var hele salen oppe under loftet igen, og alle former for træthed glemt. Det var ren magi at være vidne til, og heldigvis gentog blunderen sig ikke.

Magi var det igen efterfølgende, da en tårefremkaldende smuk “My Mind Is Dangerous” blev spillet så sublimt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Nummeret, der handler om indre splittelse og livskrise, som er et gennemgående tema hos Life Of Agony, spilles for at huske os allesammen på, at livet er skrøbeligt, og vi skal huske kærligheden i alt, hvad vi gør. Og kærlighed fik vi endnu mere af, da en publikummer roste Mina og bandet højlydt, hvorefter hun blev tydeligt rørt og takkede manden mange gange. Det var faktisk et ret rørende øjeblik.
Herfra blev koncerten bragt i mål med en højenergisk “Empty Hole” og så en fuldstændig fantastisk “Method of Groove”, der blev direkte efterfulgt af fabelagtige “This Time”. Sådan skal det gøres! På ekstranummeret “Underground” fik bandet selskab af Doyle, inden der blev sluttet af med legendariske “Through and Through”, og en tydeligt rørt Mina Caputo takkede de fremmødte mange gange.

8/10

På denne kolde, mørke og våde mandag aften kunne man så slentre hjem igen. Mavefornemmelsen var ikke helt der, hvor den var, sidst Life Of Agony kom forbi, men tæt på. Bandet, og især Mina Caputo, er dejligt nærværende, når de spiller og har en fantastisk kontakt med publikum. Dette giver altid et højt bundniveau til deres koncerter, og det er svært ikke at lade sig rive med, når man kan mærke, at bandet virkelig mener det, og ikke mindst elsker det, de gør. Og det gjorde de så sandelig også denne aften.

Tilføj kommentar