Computerprogrammeret prog

22 år er en rum tid at vente på et album. I mellemtiden kan man både nå at få en lang, videregående uddannelse, blive arbejdsløs akademiker, blive ansat i et job helt uden for sit felt og opfostre et barn til at gennemgå den samme rutine, fordi man bare aldrig bliver klogere. Ventetiden føles dog mindre lang, hvis man helt glemmer det band, man venter på. Det amerikanske band Transcendence har ruget på albummet Nothing Etched in Stone længe, og efter 22 år forventer man derfor, at der bliver udklækket noget helt særligt af ægget. De kalder sig selv pionerer inden for amerikansk progressive metal og har således en hel del at leve op til. Ved udgivelsen sidder man dog tilbage med et helt andet fjerkræ, hvis fjerdragt minder mere om power-metallens fønix end proggens påfugl. Spørgsmålet er, om projektet nu kan flyve eller falde. Transcendence har gjort tydelig brug af AI til både albummets forside samt  promobillederne af bandmedlemmerne, men da man ikke må skue fuglen på fjerene, er jeg stadig spændt på at se, om der gemmer sig skjulte genialiteter bag den computergenererede coverkunst.

Oceaner af lyd

Rullende rytmer skyller ind over ørerne som et urovækkende hav under mørke natteskyer på albummets indledende nummer, “Discovery”. Man føler slipstrømmen af de gutturale stemmer trække en ned mod dybet. Lange fangarme af korsatser slynger sig om benene, og man fyldes af gru over, hvilket monster der er på vej. Det indledende nummer var stilheden før stormen, som nu pisker afsted for fuld blæs over bølgerne på “Take Control” med barskt brusende guitarrytmer. Havets kolos har vist sit ansigt, men hvor man efter det indledende nummers mol forventede mere mørke af dybderne, bærer resten af albummet i højere grad præg af lyse toner og power metal-inspirerede riffs. Selvom trommeslager John Von Rosenbergs rytmer ofte kører i ring, og sangene ligner hinanden, kan man dog ikke lade være med at blive revet med på numre som “Take Control”, der har potentiale til at blive en ørehænger. Forsanger Brian Dixons vokal strækker sig smukt mod himlen for at nå tårnhøje toner. Dixons stemme er en oktav dybere på “One Fear”, men bevarer sit tenorprægede toneleje, hvilket skaber en fin kontrast til Kirk Woods bas, som dog gerne måtte figurere mere prominent på flere af sangene. På størstedelen af albummet befinder både vokalen og de øvrige instrumenter sig i nogenlunde samme toneart, og man savner den kontrast i lydbilledet, der kortvarigt opstod på sange som “One Fear”. 

Nothing Etched in Stone Pt. 1 er et konceptalbum med en klar, underliggende historie i lyrikken. Desværre virker det, som om der er kælet mere for teksten end det instrumentale. Historiefortællingen træder til tider så meget i forgrunden, at man får følelsen af at lytte til totalteater. Det er særligt tydeligt på “Last Solstice”, hvor lydeffekter som tordenskrald og lynild slår ned midt i rytmerne. Lydeffekterne flettes dog ikke ind i kompositionen og virker malplacerede. Albummets narrative koncept får det til at lyde som soundtracket fra en musical, men sangene fremstår ensformige med enkelte undtagelser, og historiens progression afspejler sig således ikke i det instrumentelle.

Monogame polyrytmer

Transcendence kalder sig selv prog, men minder mere om power-metal, for selvom om rytmerne til tider indgår i poly-romantiske forhold med hinanden, forbliver de for det meste monogamt på hver deres banehalvdel. Sangene ville gøre sig godt som baggrundsmusik, for man savner, at der foregår noget i musikkens forgrund, som kan holde opmærksomheden. Generelt er Nothing Etched in Stone Pt 1 et album med meget uforløst potentiale, som kunne udfoldes ved at fokusere på at skabe flere kontraster i rytmekompositionerne og tonelejet. Konceptalbummets historie er uafsluttet, og man må vente længe i spænding på, hvad “Part II” har at byde på, når det udkommer i 2026. Forhåbentlig kan bandet i mellemtiden skrabe nok sammen til at hyre en menneskelig grafiker og fotograf.