Ovenpå den fadæse, som var Infinite Granite, havde jeg svært ved at tro, jeg nogensinde ville være klar på at se eller høre noget fra Deafheaven igen – til trods for hvor meget jeg knuselskede New Bermuda og Ordinary Corrupt Human Love. Men til min store overraskelse så beviste ensemblet fra Los Angeles tidligere i år, at de stadig kan lave post-black/blackgaze i absolut verdensklasse.
Per dags dato er Lonely People with Power stadig på min kommende top-tre-liste over de bedste internationale udgivelser i 2025. Derfor gav det sig selv, at jeg var nødt til at se dem betræde de skrå brædder igen – hvilket skulle vise sig at være i det gode, gamle Pumpehuset. Men først skulle franske Oddism overstås, merde!
Oddism
Kort før bandet gik på, var der en tilfældig person, der spurgte mig, hvem der egentlig skulle spille. Ergo kunne jeg hurtigt konkludere, at jeg ikke var den eneste, der havde glemt at læse op på Oddism hjemmefra.
Lad mig starte med det positive: Lyden var fremragende, og koncerten kort. Nå, ja, det fyldte jo ikke megen spalteplads, så nu til det knap så positive. Franskmændenes dissonante og arytmiske math-deathcore var alt andet end imponerende, spændende eller underholdende. Bevares, det var da ikke, fordi de ikke prøvede! Der var både høje knæspark, ’blegh!’ og ’breeee!’, og sørme om ikke også sangeren, Giovanni Narcisi, skulle bevise, at han sagtens kunne råbe salen op uden mikrofonen – da den skulle bruges som en slags flagellantkævle. Et særdeles spændende indslag.
Jeg skal ikke kunne sige, om de spillede fem eller ti numre; det lød mestendels, som om det bare var ét langt. Publikum virkede heller ikke specielt engagerede eller interesserede – måske det skyldtes de ekstremt hidsige stroboskoplys, der blændede alt og alle.
Folk vågnede dog lidt op henimod slutningen af koncerten, hvor Narcisi var hoppet ud iblandt dem for at moshe omkring, men det var en kort fornøjelse.
Oddism gjorde som sådan intet forkert, men de gjorde, ved gud, heller intet rigtigt. Deres ekstremt generiske og formulariske bøllecore var hverken spændende at se eller høre på, ej heller var det et godt match til Deafheaven. Så nej tak til Oddism!
Deafheaven
Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst så Deafheaven. Dengang var på Lille VEGA, og ovenpå denne aftens koncert skulle man tro, at det band, jeg så dengang, og det band, jeg så her, var to forskellige.
Dengang virkede de introverte og nærmest indifferente; selv frontmanden George Clarke, der normalt er lidt af en tornado på en scene, virkede forholdsvis tilbageholdende.
Dette var dog, bestemt, ikke tilfældet her i Pumpehuset. Aldrig har jeg da set Deafheaven i så megen hopla, selv guitaristen Kerry McCoy, som ellers er lidt af en træmand, dansede rundt med et smil på læben. Ydermere var guiataristen, Ian Waters, som vikarierer for Shiv Mehra, helt fantastisk at beskue. Ganske vist spillede han Deafheaven, men han lignede en, der spillede Led Zeppelin, for han væltede rundt, som var han besat af Jimmy Page. Clarke beviste da også, igen og igen og igen, at han er en af de vildeste frontmænd i moderne metal. Hans teatralske, maniske og aggressive bevægelser var som altid utrolig fascinerende.
Desværre kunne bandets gøren og laden ikke opveje, at lyden var ganske svingende på de første par numre. Det virkede til tider, som om de to guitarer ikke var stemt helt ens, og Clarkes vokal faldt ind og ud. Først da vi nåede til “Garden Route” og “Heathen”, var der kommet styr på lyden, og derfra gik det kun endnu mere amok.
Da den bidske “Revelator” gled over i bandets helt store hit “Dream House”, var folk klar til at brænde spillestedet ned til grunden og inhalere asken.
Til tider skulle man tro, at man var til Alestorm og ikke Deafheaven, for aldrig har jeg da set så mange crowdsurfende latinamerikanere til et blackgazearrangement, men den enorme og ekstremt professionelle sikkerhedsvagt var hurtig til at gribe dem alle i nakken, som var de uartige kattekillinger på vej væk fra hulen.
Når man har udgivet så megen fantastisk musik, som Deafheaven har, kan det ikke undgås, at man som publikum savner specifikke numre, og denne aften var ingen undtagelse. Forståeligt var det da, at Lonely People With Power fyldte mest – men jeg savnede nu numre fra tidligere værker, især et nummer som “Honeycomb” eller måske “Baby Blue” havde pyntet, men ak!
Deafheaven beviste her til aften, at de altså stadig er her, og at de fortsat er en sand naturkraft på en scene, og som min kollega påpegede, så burde de være større. Her er jeg bestemt ikke uenig, for de fortjener al den succes, der kommer deres vej – og lidt til.
