Konserveret i armeret stål
På Heavymetal.dk foreskriver traditionen, at har man anmeldt det seneste værk, så møder man op, næste gang kunstneren gæster dansk jord. Ak ja, rækker man Fanden en lillefinger, får man før eller siden brug for en helgen i rustning: Armored Saint indtager Pumpehuset den 30. juli i selskab med Metal Church – et band, som undertegnede for nylig så letsindigt valgte at kaste sig over. Det bringer os frem til Emotion Factory Reset, niende album i rækken fra John Bush, brødrene Sandoval og Co. Med det kommende udspil holder kvintetten nogenlunde kadencen på en ny skive hvert femte år siden 2000. Men hvad med udtrykket? Tja, som min kollega gangen før knastørt konstaterede: ”Armored Saint lyder anno 2015, i mine ører, ikke meget anderledes, end de gjorde i 1987”. En regulær kulturrevolution lader altså ikke umiddelbart til at ligge lige rundt om hjørnet.
Fintunede fabriksindstillinger
Det er sjovt at tænke på, at Bush tilbage i de spæde 80’ere kortvarigt var i spil som vokalist for selveste Metallica. Hans udtryk har traditionelt ligget langt tættere på klassisk hard rock end på thrashens kantede aggression. Skæver man til bandets senere materiale, sniger der sig også tydelige paralleller ind til Layne Staley og Chris Cornell, ikke mindst i den mørke, let nasale og slæbende vokalføring, der kom til at definere 90’ernes grunge. Samtidig gør Joey Veras produktion sig positivt bemærket med en lun og delikat sprød bund, ikke mindst takket være bassistens egne instrumentalbidrag.
Det er dog guitarkoalitionen mellem Phil Sandoval og Jeff Duncan, der giver Emotion Factory Reset sin karismatiske signatur. Gennem arketypiske HM-akkorder i “Not on Your Life”, og siden de mere bluesrockede riffblokke i “Buckeye” fornemmer man en selvsikkerhed, der kun kommer af mere end 40 års rutine. Det er ingenlunde innovativt, men det virker upåklageligt. Albummets midterdel begynder derimod at føles som en lidt for velkendt samtale. “Compromise” er skrevet med ønsket om kortere og mere præcise strukturer, og det kan man godt høre. Problemet er bare, at når man skærer fedtet fra, så risikerer man samtidig at fjerne det, der giver karakter.
“Throwing Caution to the Wind” bærer præg af en mere organisk skriveproces. Der er mere liv, lidt mere kant. Men det stopper ofte ved intentionen. Det bliver aldrig for alvor farligt, aldrig rigtig uforudsigeligt. Og så er der “Bottom Feeder”, som faktisk prøver noget andet. Tungere, mere nedstemt, en smule beskidt. Et glimt af noget, der kunne have været en retning. Men det bliver ved glimtet. Amerikanerne vender hurtigt tilbage til deres komfortzone. Som en hund, der lige snuser til regnen og så går ind igen. “Epilogue” runder det hele af med værdighed og ro. Ingen dramatik, ingen stor finale. Bare en stille konstatering af, at maskinen stadig kører.
Reset uden reboot
Overordnet er det svært at være rigtig utilfreds. Men det er også svært at være decideret begejstret. Emotion Factory Reset leverer det, man forventer af Armored Saint i 2026: hæderlig sangskrivning, en solid vokal og en fornemmelse af, at bandet stadig har noget på hjerte. Spørgsmålet er bare, hvor meget der egentlig bliver sagt. Man forstår dem egentlig til dels godt. De skylder ingen noget. Men som lytter sidder man nu alligevel tilbage med fornemmelsen af, at ’reset’ i nærværende kontekst udelukkende har indbefattet en fintuning af fabriksindstillingerne. Kompetent, velspillet, men desværre også en lille smule kedeligt.
