George Clarke til venstre og interviewer Rolf Meldgaard til højre.

Hej George, tak fordi du ville snakke med mig. Lad os starte nemt. I har turneret i nogle uger nu, hvordan er det gået indtil videre?

Det har været godt. Vi har turneret i tre uger nu. Vi har mest spillet på festivaler, og så nogle få spillesteder. Det er vores første ordentlige europæiske festivalturné, og det har været helt fantastisk. Koncerterne har været gode, og folk har taget godt imod os. Så det har været rart.

Ja, en af de ting jeg gerne vil spørge dig om, er showet i går i Aalborg. Første gang jeg så jer live, var tilbage i 2013, hvor I spillede et lille show (Templet, Lyngby red.). Hvordan er det for jer stadigvæk at spille den slags koncerter?

Det er fedt. Det føles som de gamle dage, hvor vi plejede at komme herover (Europa, red.) og for det meste spillede på små steder. At spille på små steder som disse er virkelig vigtigt for scenen og giver tilbage til scenen, særligt for de små bands, som er ved at bryde igennem. De shows er virkelig vigtige, og det er dejligt at komme tilbage til noget som det og få de samme oplevelser, som vi gjorde dengang. Det er også rart at gøre noget andet end store festivaler, som vi primært har spillet på under denne turné.

Jeg tror også, at supportbandet i går var rimelig meget oppe at køre over at skulle spille med jer.

Ja, og det er jo det. Det er en fed mulighed for at spille med bands fra det lokale område.

Nu hvor vi snakker om at turnere, er der så nogle aspekter, du virkelig hader og elsker ved det?

Der er faktisk ikke rigtig nogle dele, jeg hader ved at turnere. Altså, nogle dage er virkelig lange, hvor man arbejder fra man vågner, til man går i seng. Sådan et skema kan være trættende, men det er virkelig ikke så slemt. Hvad angår de gode ting, så er det en chance for at se verden, møde nye mennesker, møde ligesindede og opleve forskellige kulturer og se forskellige byer. Det er gaven ved at lave musik.

Det er rart at høre, at du har det sådan. Vi er selvfølgelig nødt til at skulle snakke lidt om jeres nye plade, Lonely People With Power. Det første spørgsmål, som faldt mig ind, var, hvad der fik jer til at gå tilbage til den mere aggressive og tunge black-lyd?

Vi havde lige lavet Ordinary Corrupt Human Love, og vi havde turneret meget med den plade. Jeg tror på det tidspunkt, da vi var færdige med at turnere, at vi alle var lidt trætte af, hvad vi lavede. På det tidspunkt havde vi været et band i ti år, og sommetider har du bare brug for at gøre noget anderledes. Så vi lavede Infinite Granite, hvilket var en virkelig god oplevelse, og vi var virkelig glade for, at vi gjorde det. Jeg er utrolig stolt over det album. Der skete lidt det samme, vi turnerede en masse med den plade, og vi begyndte at blive lidt sådan ’jeg savner lidt at spille tungt musik’. Og vi er hovedsageligt i vores kerne et heavyband. Så jeg tror bare, det kom naturligt. Infinite Granite var noget, vi havde lyst at skabe, så vi gjorde det og fik det ligesom ud af vores system, og så blev vi interesserede i at lave tung musik igen. Vi fik virkelig god energi af at skabe tung musik igen, så vi lavede denne plade.

Det giver fin mening. Jeg har hørt fra flere musikere, at de oplever en slags træthed med metal og faktisk holder op med at lytte til det også.

Ja, altså, det er noget, vi har lavet, siden vi var virkelig unge, og selvom jeg aldrig er blevet træt af at lytte til det, så blev jeg lidt træt af at spille det. Så ja, det endte med at være virkelig rart (med afvekslingen, red.), fordi jeg blev så spændt på de nye sange, da vi begyndte at lave dem.

Jeg er lidt nysgerrig efter selve albumtitlen. Hvad mener du, der er Lonely People With Power? I min optik kan det jo være mange slags mennesker.

Ja, det er jo det. Jeg tror, at det er os alle sammen på forskellige måder. Alle har en form for magt over deres eget liv og deres relationer. Og alle oplever også en form for isolation eller ensomhed. Jeg tror, når du sætter de to ting sammen, så kan det sommetider have en negativ indflydelse på de beslutninger, vi tager. Jeg synes, meget af pladen er en analyse af de beslutninger, analyser af menneskerne omkring en, som også foretager disse beslutninger, og det er en måde at se, hvor ens syn på verden stammer fra. Meget af pladen har noget at gøre med forældre eller mennesker, du er meget tæt med, og hvordan de sommetider kan være ensomme mennesker med magt. Og hvordan det kan påvirke måden, du ser verden og dig selv på.

Nu hvor du siger det med forældre, så er jeg nødt til at hoppe til dette spørgsmål. Sunbather slutter med “The Pecan Tree”, som omhandler den negative arv fra din far. Den nye plade slutter med “The Marvelous Orange Tree”. Er der nogen form for forbindelse?

Ja, altså, det er der faktisk ikke. Det var pudsigt. Jeg kan huske tidligt (i forløbet med pladen, red.), at nogen pointerede, hvordan vi altid afsluttede med træer, hvilket jeg synes, er lidt sjovt. Med det sagt, så er der mange ting på pladen, som har noget at gøre med “The Pecan Tree”, eller i hvert fald er tæt relateret til den. Jeg vil mene, at “Magnolia” og “Amethyst” er. På en måde relaterer de to virkelig til “The Pecan Tree”.

Det her er måske et ’ude i hampen’-spørgsmål, men for mig er der meget filmisk lyd på hele albummet. Særligt med ”Incidental I”, ”Incidental II” og ”Incidental III” som bindeleddene. Hvis du skulle smide albummet ind i en filmkontekst, hvad vil du så mene, der var ’point of no return’ og klimakset på den?

Jeg tror, vi prøver at lave vores plader sådan, at de flyder på en måde, som føles meget fuldendt, ligesom en film vil gøre. Jeg tror, den (pladen, red.) på en måde går gennem disse små ’ups and downs’. Den starter roligt, hvorefter den ryger meget hurtigt op, for derefter at flade lidt ud i midten, og så rammer den klimakset ved “Incidental II” og “Revelator”. Fra det punkt kører vi den ud på de sidste numre. De er alle på en måde store, i hvert fald for mig, særligt “Winona” er højdepunktet. Og til sidst er der “The Marvelous Orange Tree”, som tager dig lidt ned igen og ligesom følger dig ud.

Jeg er enig. Det var også derfor, jeg havde lyst til at spørge om det, da det føltes, som om der var tydelig idé bag opbygningen.

Vi tænker over det. Jeg tænker altid på at være lytteren og sidde med albummet, og hvordan jeg gerne vil have, rejsen skal være. Det prøver vi så at få til at lykkes bedst muligt.

I den forbindelse, så har I jo gæstevokalister på “Incidental II” og ”Incidental III”. Havde I allerede gjort jer tanker om, hvem I ville have med om bord, inden de var lavet?

Åh ... det havde vi en smule, ja. Vi vidste godt, vi ville have gæster med. Jeg vidste, at på “Winona”, ville jeg have en mandlig monolog. Jeg vidste også for “Incidental II”, at vi ville have en kvindelig stemme. Der var allerede de her idéer meget tidligt i processen. Og da vi besluttede os for hvem vi ville have, så var Paul (Paul Banks fra Interpol, red.) og Jae (Jae Matthews fra Boy Harsher, red.) på toppen af vores liste. Og jeg mener, at det var de første, vi kontaktede, så det var virkelig fedt, at det hele lykkedes så let.

Det er dejligt at høre. Den med Jae (Incidental II, red.) tænkte jeg også kunne have fungeret med en som Chelsea Wolfe eller Emma Ruth Rundle.

Helt sikkert. Jeg synes, Jaes stemme har en helt unik kvalitet. Den er meget hæs. Den er sådan lidt undertrykt og næsten også lidt sensuel. Jeg synes virkelig, den ville komplimentere sangen, så ja, igen, hun var den første person, vi tænkte på.

Ja, jeg er helt enig. Hendes vokal gør nummeret virkelig intenst, selvom det er et ret stille nummer. Vi springer videre til næste spørgsmål. Jeg kan huske, at jeg har læst en artikel, hvor du gennemgår alle jeres albumcovere, og hvordan du bliver inspireret af forskellige kunstnere. Har du nogle råd til, hvordan man finder nye kunstnere, som inspirerer en, i hvert fald til sådan et niveau hvor man tænker: ’De skal lave vores artwork’?

Ja. Altså meget af det er bare at have en del fritid. Man kan sige, at jeg har del tid som nu (backstage efter soundcheck, når der ikke er interviews, red.), hvor jeg bare kan sidde på telefonen og kigge en masse ting igennem. Så ser jeg musikere, der bruger nogle kunstnere til plakater, hvor jeg synes, det er sejt. Så jeg finder ud af, hvem det er, eller hvem der har taget billedet af plakaten, fordi det ser interessant ud. Så kigger jeg på fotografens profil og kigger på, hvad de har liket og den slags ting. Jeg dykker på en måde ned i disse små huller. Men meget af det kommer jo bare fra at være interesseret i forskellige former for kunst, og det har jeg jo været længe, så jeg ved efterhånden, hvor jeg skal lede. Meget af det handler bare om at holde øje.

Jeg var nemlig lidt nysgerrig, da jeg selv er fotograf, så det er sjovt at høre fra en andens perspektiv. Vi bevæger os lidt væk fra de albumrelaterede spørgsmål. Jeres karriere er efterhånden ved at være lang. Er du begyndt at have begreb om, at mange nye bands faktisk har jer som deres hovedinspiration, og fans ser jer som fanebærere for blackgaze?

Ja, altså, jeg synes, det er meget sejt. Det er mærkeligt, fordi vi stadig føler, at vi har meget at opnå. Så jeg ser ikke os selv som indflydelsesrige eller veteraner på nogen måde. Jeg ser os stadig som et ungt, skrabet band, hvilket jeg godt ved, ikke er sandt hele tiden. Men det sådan jeg føler det i hvert fald. Så at yngre artister bliver inspireret/påvirket af os, synes jeg virkelig, er en velsignelse. Det er meget smigrende, at vi har skabt noget, som på sin vis har en vedvarende påvirkning på folk fra vores generation og nu på folk fra en yngre generation.

Jeg kan i hvert fald fortælle, at efter I udgav Sunbather, og den blev stor, så er der opstået nogle bands i Danmark, som faktisk spiller blackgaze. Det var totalt nyt for scenen her, og nu har vi nogle flere.

Ja, jeg håber det fortsætter med at gro. Du ved, hvis folk er inspireret af det, så håber jeg, at det fortsætter.

Ja, det håber jeg også. Nu når vi taler om det med indflydelse og inspiration, og du selv føler, at I stadigvæk er et ungt band med meget at skulle opnå, hvilke artister inspirerer så dig for tiden?

Ja, du ved, hele ideen med at være ung handler om gerne at ville blive ved og opnå ting. Ældre artister inspirerer mig meget. Et band, jeg tænker meget på er, Deftones. Jeg mener, de er det største, de nogensinde har været, og det mest indflydelsesrige, de nogensinde har været. Og de er 30 år inde i deres karriere. Kerry (Kerry Mccoy, guitarist og medskaber af Deafheaven, red.) og jeg snakkede om det, og jeg tror, da Around the Fur udkom, så havde de været et band i 10 år.

Ja, det er virkelig vildt.

Ja, det er vildt, ikke! Og jeg tror, da de udgav White Pony, så havde de nok været et band i 13 år?

Ja, jeg så dem som et nyt band, da de plader udkom.

Det er det, jeg mener. Vi har været et band i 15 år, så jeg ser mig selv lidt på samme måde. Vi har stadigvæk en masse at give. Og at se bands som dem, der fortsætter med at elske, hvad de laver og fortsat arbejder hårdt. Jeg synes, det er meget inspirerende.

Jeg er enig. Det er vigtigt at blive ved med at holde af det, man laver. Converge, der også er en af mine favoritter, hører også til i den kategori, synes jeg.

Det er et kæmpe eksempel! Vi spillede med dem sidste måned, og de er nærmest slet ikke gået ned i gear. De fyre er virkelig vanvittige.

Ja, jeg kan huske, da jeg så dem cirka for ti år siden i et ungdomshus i Schweiz, hvor der ikke var nogen, der kendte dem. Der var omkring 50 mennesker, men de spillede stadigvæk røven ud af bukserne. Så fordi der var en, der kendte ”Concubine”, som var slutnummeret i sættet, så endte de med at spille den tre gange.

Det er supersjovt!

Ja, og det bare et bevis på et band, der elsker, hvad de gør, selv efter mange år.

Ja, og når jeg tænker på det, så var Jake (Jake Bannon, vokalist, red.) lidt yngre end jeg er nu, da de udgav No Heroes. Holy shit, altså. Ved du, hvad jeg mener?

Den plade, der var vi på næsten samme alder, som jeg har nu, og det føles som lang, lang tid siden. De har lavet så meget siden den. Det er virkelig inspirerende

Ja. Når det kommer til at skubbe til grænser, er det så vigtigt for jer at blive ved at skubbe til grænserne i genrerne og udfordre tingene? I starten af jeres karriere fik I virkelig skubbet til tingene med Sunbather, da den provokerede mange i metalmiljøet både på grund af de pink farver og lyden.

Ved du hvad det sjove ved det er? At vi bare ville lave noget, vi kunne lide. Så på grund af den måde kulturen var, så føltes det som at skubbe til grænser. Men vi synes aldrig selv, at vi skubbede til nogen grænser. Vi kunne bare lide, hvad vi kunne lide. Og du kan se nu med Lonely People With Power, at folk ikke er overraskede over den, selvom den har en del af den samme lyd som Sunbather. Altså som at det ikke er en stor, kontroversiel ting, fordi kulturen er på en måde kommet med. Og hvis vi havde udgivet albumcoveret til Lonely People With Power for 12 år siden, så havde det nok været sådan ’hvad er det? Hvad er den her kvinde?’ Og du ved, det er meget farverigt. Så jeg tror, at det, der vigtigt for os, er, at vi er interesserede i, hvad vi laver, og at vi laver musik, vi holder af, og som vi synes, er interessant. Hvis det skubber til nogle grænser i kulturen, så er det fint. Hvis det ikke gør, men stadigvæk er kvalitet, så er det også fint.

Jeg tænkte også på Infinite Granite, da den irriterede en masse mennesker i metalmiljøet, netop fordi den ikke var metal. For mig er det altid sjovt med dens slags albummer, for selv hvis jeg ikke kan lide det, så er det ikke så vigtigt for mig.

Ja, jeg er enig. Og du ved med Infinite Granite, så tror jeg ikke, at det skubbede til nogen grænser. Folk reagerede bare på, at vi gjorde, hvad vi havde lyst til at gøre. Hvad vi har lyst til at gøre, er nogle gange modsat af, hvad folk gerne vil have fra os. Sådan var det. Jeg tror, at hvis albummet var udgivet under et andet navn, så havde det ikke været kontroversielt.

Vi havde stadigvæk ”Mombasa”, så det er lidt sjovt. Men ja, jeg gætter på, at indenfor konteksten, som er vores band og miljøet, så skubbede den (Infinite Granite, red.) til nogle grænser. Men albummet i sig selv, i hvert fald fra mit synspunkt, skubbede ikke til grænser. Det var bare noget, vi gerne ville skabe.

Ja, hvis det havde været et andet band, som havde lavet pladen, så ville folk nok ikke have været sådan ’hvad fanden er det her?’

Selvfølgelig ikke. De ville bare have tænkt: ’Åh, det er en rockplade’, og forhåbentligt ville de kunne lide den. Den ville helt sikkert ikke have skabt den røre, den gjorde.

Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide, når albummer skaber lidt harme og røre. Det er altid lidt sjovt for mig, men jeg ved ikke, hvordan det er for jer artister, som er i den modtagende ende.

Det er interessant. Jeg vil hellere have det sådan, end folk bare er ligeglade.

At være ligeglad er klart den værste reaktion. Det er bedre, at folk snakker om det eller kan lide det.

Ja, jeg synes, det vigtige er, at det får folk til at føle noget.

Ja, det er altid det bedste. Nu til det sidste spørgsmål. Vi har snakket lidt om det med at ville opnå noget som et band. Når I nu har opnået så meget, som I har, hvad er så de helt store drømme lige nu i forhold til at turnere med et andet band eller spille bestemte steder?

Den slags er altid spændende. Vil jeg gerne spille et show med Metallica? Selvfølgelig. Jeg tror, at det, der er vigtigt for os, er, at vi gerne vil blive ved med at have muligheden for at spille med bands, som jeg elsker og respekterer, og have muligheden for at få vores musik ud til flere og flere mennesker og dele det, vi virkelig holder af. Hvis vi kan gøre de to ting, så vil jeg være meget glad.

Det er den simple og hårde drøm på samme tid, ikke?

Jo, fordi det er en nem drøm at have, men meget svær at udføre. Det tager lang tid. Hvis du prøver at gøre det og prøver at skabe din egen sti, så tror jeg, det tager lang tid.

Jeg synes også, det bør tage lang tid.

Ja. Min holdning er, at hvis du virkelig er optaget af det, så betyder det ikke noget for mig, hvad du laver. Så længe du er dedikeret og putter timerne i det og arbejder hårdt, og ideen er din egen, så fortjener du alt, hvad du opnår.

Totalt. Har du noget, du gerne vil sige til vores læsere?

Kun at jeg virkelig sætter pris på dette interview. Til alle som læser dette og støtter vores band, så er det helt oprigtigt det, der holder os kørende. Det er vigtigt for mig at sige videre.