Deafheaven

Deafheaven. Min håbløse forelskelse. Også selvom bandet altid har flået mig igennem flere stemninger og stilarter, end der er typer på Voxhall i aften. De er her ellers alle sammen: Stranger-Things-heavy-fan-prototypen i cowboyvest og læder, akademikerne der ikke helt kan få sig selv til at headbange, hipsterne, bohemerne, gymnasiepigerne fra katedralen, de gamle med hentehår og dårlige knæ – u name them.

Efter bandets nyeste dekonstruktion, albummet Infinite Granite, som efterlod mig forvirret og forbitret, var jeg i tvivl om, om jeg overhovedet skulle give dem en chance mere. Og så igen. Med et bagkatalog af alt, alt, alt for vilde numre primært fra udgivelserne Sunbather (2013) og Ordinary Corrupt Human Love (2018) kunne jeg simpelthen ikke lade være. Om så det bare var for at høre George Clarkes vokale magtdemonstration og teatralske sceneshow, som skulle vise sig at tryllebinde det næsten fyldte Voxhall fra start til slut.

Deafheaven lagde forsigtigt ud med de tre allerførste numre på deres nyeste skive. De fungerede som begyndelsen på noget, ingen, i det sekund koncerten startede, var i tvivl om, ville eksplodere i et sonisk kludetæppe af black metal og progressiv rock – og i øvrigt alt andet end indelukkede og reserverede shoegazing-attituder, som musikken ellers godt kunne lægge op til. Bandet sprudlede, fremstod nærværende og virkede, som om de elskede at spille sammen, uanset hvilket materiale de præsenterede publikum for. Og med en frontmand, der i det øjeblik, han trådte ind på scenen, skabte en tæt kontakt til publikum, var aftenen ladet med et medlevende publikum – moshpits, headbanging og stagediving.

Af flere højdepunkter kan nævnes “Honeycomb” fra bandets måske bedste album, Ordinary Corrupt Human Love, men også den efterfølgende “From the Kettle Onto the Coil” – en single tilbage fra 2014, som var tæt på at flå sjælen ud af et publikum, der nu var begyndt at varme nakkemusklerne op. Nummeret “Mombasa” fra Infinite Granite virkede også helt efter hensigten, inden helvede brød løs med koncertens sidste nummer, “Dream House” fra bandets gennembrudsalbum, Sunbather. Desværre forlod Deafheaven os alt for tidligt og stoppede, hvor det hele var begyndt at gøre ondt på den helt rigtige måde. 

Håbløsheden er forstummet for en tid. Jeg er stadig forelsket, men er også blevet overbevist om, at Deafheavens seneste rekonstruktion og måske svageste udspil, Infinite Granite, nok alligevel er et nødvendigt skridt på vejen i deres evige søgen efter et udtryk, der kan matche et tårnhøjt ambitionsniveau både musikalsk og lyrisk. Spillet live komplementerede alle numre hinanden og efterlod et solidt indtryk af et band, der aldrig er helt færdigt, men altid på vej. Det kan fandme også noget.

Sætliste

• Shellstar
• In Blur
• Great Mass of Color
• Honeycomb
• From the Kettle Onto the Coil
• Worthless Animal
• The Gnashing
• Mombasa
• Brought to the Water
• Dreamhouse