En alternativ form for aktiv ferie
En katalysator betegnes som en substans, der øger hastigheden af en kemisk reaktion uden selv at blive omdannet eller forbrugt. Er man ikke kemiker, men fra Sydamerika, så vil man nok betegne CIA eller en anden amerikansk efterretningstjeneste som katalysator for indtil flere af kontinentets regimeskift mellem 1950 og 1990. Dette kludetæppe af statsstøttede handlinger af tvivlsom legitimitet er sandsynligvis ikke noget, danske Dreadway beskæftiger sig med. Det er nok mere en katalysator i bred forstand, der arbejdes med på debut-ep'en Catalyst.
Et spisestel i 50 forskellige dele
Genremæssigt behøver man heldigvis heller ikke have en ph.d. i sydamerikansk koldkrigspolitik, da bandet bevæger sig i den sludgede ende af den alternative metal.
En ende, der i Dreadways tilfælde desværre er noget af en rodebutik uden nogen egentlig retning. Åbneren, “Pyramid Dream”, gør det dog ganske udmærket i sin tidlige Disturbed, som nøje udvælger fra det sludgede og små-post og proggede og fint undgår nu-metallens plager. Christian Reimers trommespil er specielt en fryd med fills, grooves og stort, kreativt frirum. Hvilket ikke kun er gældende for dette nummer, men for hele ep'en. At Hr. Reimers kolleger mener, at de skal have lige så stort et kreativt frirum, er dog der, hvor Catalyst kunne bruge en indgriben fra et valgfrit efterretningsvæsen. “Still” afsætter mere eller mindre alt fra “Pyramid Dream”, til fordel for hvad Hells Angels stambodega har på anlægget. Tilgængelig hardrocket metal, som du kender det fra Metallicas Load- og Reload-æra, bare med lidt ekstra bas. I sig selv ganske hæderligt, men at nummeret også skal debattere, hvorvidt opsparingen skal bruges på enten at studere filosofi eller indrette førnævnte bodega som stripklub, får helhedsoplevelsen til at lyde som et harmonikasammenstød.
Der er absolut intet galt i skæve, indadvendte og eftertænksomme grooves eller en gang tung guitar, hvor Jack Daniels og det at ryste måsen går hånd i hånd, du skal bare ikke blande de to sammen. Der er en grund til, at Buddha ikke er rockstjerne. Men det, at Dreadway trækker i flere vidt forskellige retninger, gør, at Catalyst lyder som løsdele, der efter bedste evne forsøges tapet sammen med Disturbed og sludge-guitar. Titelnummeret formår næsten at gøre “Pyramid Dream” kunsten efter, endda med interessant syreguitar, men ender med at smide hele baduljen til sidst. At læne sig op ad et plagiat af verset i Arch Enemys “War Eternal” er ikke kun unødvendigt og malplaceret, men også utrolig ligegyldigt og irriterende.
Livet har mange T-kryds
Isoleret set fungerer alle segmenter på Catalyst egentlig udmærket. Det sludgede bud på den alternative metal er bestemt interessant. Ligeså er det mere proggede og småsyrede. Den tunge rock er godt nok hørt før, men lyder, som den skal. Nærmest alt går desværre galt, når Dreadway prøver at sy alle disse elementer sammen til et sammenhængende nummer. Her rammer strukturen cirka samme niveau som et sydamerikansk land, hvor CIA har været forbi. Så beslut jer for, hvad I vil, gutter. I kan jo godt