Deafheaven og Touché Amoré - Store Vega - 23. september 2019

Deafheaven og Touché Amoré

Lille Vega, København V

Jeg tror ikke, jeg har sat mine ben på Lille Vega, siden jeg oplevede en katastrofalt ringe Killswitch Engage-koncert der tilbage i 2007. Så da jeg læste, at aftenens koncert var rykket fra Store til Lille Vega, blev jeg nysgerrig på at se, hvad der er sket i det lokale i løbet af de sidste 12 år. Det er nu egenligt lidt morsomt, at jeg nu er på vej til en Deafheaven-koncert – når man tænker på, at jeg ville have forsvoret hele konceptet blackgaze for under et år siden. Men det er jo tilladt at blive klogere, og i retrospekt fortryder jeg, at det tog mig så lang tid at forstå. Samtidig fortryder jeg, at jeg ikke ikke fik taget mig sammen til at anmelde deres album ”Ordinary Corrupt Human Love” fra 2018, som senere er blevet et af mine absolutte yndlingsalbums nogensinde. Derfor gik der heller ikke mange sekunder, før jeg – med fråde om munden – sprang på tjansen til at anmelde aftenens koncert.

Portrayal of Guilt

Texanske Portrayal of Guilt var et band, som jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, aldrig havde hørt om før koncerten. Jeg har aldrig gjort mig meget i hardcore-musikken og kan derfor næppe kende skidt fra kanel. Klokken lidt over otte gik bandet på scenen – eller de listede nærmere langs væggen. De fire texanere gjorde ikke meget væsen af sig, og deres musik sagde heller ikke så meget om dem. Deres sange var ret korte og endte ofte decideret abrupt, så folk nåede aldrig rigtig i gang med at hoppe, danse eller moshe.

Lyden var heller ikke helt på bandets side, så Matts vokal druknede ofte totalt, altimens hans guitar var alt, alt for høj. Musikken var vred og diskant, men grundet det passive (nærmest katatoniske) band kom kaosset og frustrationerne aldrig udover scenekanten – desværre.

Der var heller ikke meget kommunikation mellem band og publikum, de sagde først noget, da de præsenterede deres sidste sang, men igen var volumen så lav, at det mest af alt lød, som om Matt mumlede noget uforståeligt. Men de spillede i en lille halv time, og de forsvandt så hurtigt, som de var dukket op og efterlod ikke noget aftryk.

4/10

Touché Amoré

Aftenens andet navn og aftenens andet hardcore-band. Ganske vist post-hardcore, men min tidligere pointe om at være på ukendt farvand gælder også disse herrer fra Californien. Men det sekund bandet væltede ind på scenen stod det klart, at jeg nok var den eneste i hele Lille Vega, der ikke kendte Touché Amoré, hvilket jeg da også hurtigt opdagede var en total fejl. Allerede da bandet trådte op på scenen, begyndte folk at klappe i takt til det første nummer – det virkede nærmest indøvet. Den californiske kvintet havde alt den energi og charme som Portrayal of Guilt manglede, og deres lille-bitte sanger, Jeremy Bolm, der lignede alles revisor, var et krydsermissil af overskud og energi. Allerede under første nummer sprang han ud til folk på gulvet, der omfavnede ham som en tilbagevendt Messias.

Der var ikke ét sekund under hele koncerten, hvor bandet stod stille, og det var utroligt tydeligt, at de elskede at stå på en scene, de elsker at spille sammen, og de elsker deres musik. Jeremy var utrolig god til at engagere sit publikum – flere gange sprang han ud til dem eller kastede mikrofonen ud til dem – små, men rigtigt fine tricks. Da han præsenterede sig selv, bandet og touren, opdagede man, at hans tale-vokal, var ret så spag og fin – hvilket var en sjov kontrast. Igen var han god til at rose og takke folk, og da han opdagede de to unge drenge på forreste række iført Mayhem og Bathory t-shirts, blev han helt benovet og udtalte, at den slags gør, at denne eklektiske tour gav mening. Efter denne tale, som fik folk til at stampe af begejstring, spillede de et par numre til, før de forlad scenen til aftenens største bifald. Det var tydeligt, at folk elskede Touché Amoré, og det er helt sikkert, at de efter denne koncert har fået endnu en fan.

8/10

Deafheaven

Jeg har svært ved at forklare, hvor meget jeg havde glædet mig til at se Deafheaven. Lige siden jeg tilbage i januar indså, at blackgaze er et synonym for genialitet, har jeg dyrket Deafheaven som en lille, rullekraveklædt afgud. Jeg glædede mig især til at opleve frontmanden George Clarke og hans bombastiske, karismatiske og bizarre optræden på scenen. Da de først toner af ”Honeycomb” spillede, gik folk amok, og det samme gjorde bandet.
At George selv kommanderer publikum rundt med fagter, som man normalt kun ville se hos en dirigent på syre, alt imens han danser til musik, som kun han selv kan høre – er der ikke noget nyt i. Men resten af bandet er sandelig også vågnet op i løbet af de sidste par år. Faktisk virker det til, at bandet har fået en helt ny energi og fokus, siden de udgav Ordinary Corrupt Human Love, og det utroligt klart, at Deafheaven elsker at være Deafheaven. Selv guitarist Kerry McCoy, der normalt er en lidt introvert type, var i sit es og rev sin guitar rundt, så man skulle tro den havde fornærmet ham og hans familie.

Deafheavens sange er lange, og derfor spillede de også ”kun” seks sange, som alle sad stort lige i skabet. Der var dog lidt bøvl med nogle effekter under ”Brought to the Water”, så Kerry var nødt til at kaste sig over sine pedaler for at forhindre en loop-effekt i at sprænge vores trommehinder. Derudover så sluttede de af med nummeret ”Dream House” fra deres mest kendte plade Sunbather – et album jeg ikke har lært at sætte pris på endnu, så derfor havde jeg fortrukket et nummer som ”Luna” eller ”Baby Blue”. Men publikum elskede det, og George sprang straks ud blandt folk, så de kunne få et stykke med mr. Clarke med hjem. Generelt blev manden konstant befamlet, og hans energi og hoftevred har også en sær, sensuel og æggende energi, så måske alle i publikum burde tage en graviditetstest i løbet af i morgen – bare for en sikkerheds skyld!

Alt i alt, så beviste Deafheaven, at de er yderst kompetente musikere, og at de kan levere et særpræget og underholdende show – og hvad mere kan man så forvente, altså udover flere sange!

8/10

Tilføj kommentar