Bavianer med røde rumper
Punk-rock’n’roll med selverklærede rødder i socialismen. The Baboon Show har alle dage været tro mod egne overbevisninger, og på trods af et habitat primært lokaliseret i Norden/Europa har kvintetten tillige turneret i både Kina og på Cuba. Den caribiske østat har i særdeleshed en stor stjerne hos frontskråler Cecilia Boström og de øvrige bavianer, der i 2015 genindspillede tidligere materiale i samarbejde med lokale cubanske musikere. Her til lands tæller abekattestregerne til gengæld blot beskedne to besøg på Loppen, hvor svenskerne så sent som februar indeværende år kunne opleves på fristadens ikoniske spillested. Gehenna, beware: Primate-punk incoming!
Klassekamp for fuld udblæsning
’Det var en mørk og stormfuld aften … ’. Således kunne vores fortælling snildt have taget sin begyndelse, såfremt det andægtige præludium til ”Made Up My Mind” havde været retvisende i forhold til, hvad der sidenhen udfoldede sig på scenen foran os. I virkeligheden skulle man dog tro, at solen stod i zenit denne ukristeligt varme eftermiddag, hvor en vis sympati med skaldyrene i gryden hos ’Hooked’ (læs: madbod på Copenhell med fokus på seafood) gav visse associationer til den helvedes hede koncert med HALIPHRON året forinden. Da det nu var Gehenna, vi havde indfundet os på, var både publikum og de metrologiske forhold indledningsvist af mindre betydning. Langt mere relevant var lydforholdenes ’bounce back’ i forhold til de skændige vilkår, der dagen forinden havde saboteret koncerterne med blandt andre danske Plaguemace og black metal-bandet 1349.
Placeret midt på pladsen kunne dog konstateres en mærkbar forbedring, hvorfor der nu skulle lægges vægt på det, vi reelt set var troppet op for … musikken. Og ikke mindst attituden, der som bekendt spiller en ikke så uvæsentlig rolle, når nu lamperne lyser rødt ud for skiltet ’punkrock’. Ikke desto mindre var ”The Shame” et herligt energiboost til at åbne andendagen på. Det spraglede udtryk, rollefordelingen mellem kønnene på scenen samt fremhævelsen af bassist Frida Ståhl bidrog ikke desto mindre alle til narrativen om, at dette først og fremmest var damernes fest.
Med det sagt så formåede de balstyriske bavianer på forbilledlig vis samtidig at involvere de øvrige segmenter foran Gehenna: Her blev først ”Tonight” afviklet med klassiske Accept-positurer, kønskontroversielle ”You Got a Problem Without Knowing It” med bidder fra både ”Run to the Hills” og ”The Trooper”, og minsandten om der ikke også blev sendt en hilsen til gode gamle ZZ Top med nummeret ”Queen of The Dagger”. Skulle der stadig herske tvivl om svenskernes kapabilitet udi formidling og variation, så blev der eftertryggeligt lagt låg herpå med ”Playing with Fire”, der stod vidne til Boströms bemærkelsesværdige transformation fra ’pissesur protestpunker’ til ’gotisk dronning af natten’. Dermed kunne fem forrygende entertainere på bagkant af lukkeren ”Radio Rebelde”, i en kaskade af gul konfetti, høste stående applaus, alt imens Tina Turners ”Simply the Best” bragende ud af højtalerne. Og fuldt berettiget. Falsk beskedenhed ville klinge hult efter The Baboon Show.
’Kære partifæller … vi gjorde det!’
Vi var advaret, bevares, men det er ved at være anstrengende, at der snart ikke findes en oase af fordragelighed, hvor vi ikke konstant skal konfronteres med alle ’ismerne’ (ingen nævnt, ingen glemt) i den efterhånden både skingre og betændte samfundsdebat. Dermed faldt brandtalen forud for ”You Got a Problem Without Knowing It” også i bedst jord hos de farverige og de frigjorte, hvorimod den sorte garderobe næppe tog megen notits heraf, men i stedet fortsatte ufortrødent med at søbe videre i de halvpebrede humlebamser. Det skal dog ikke tage meget fra en mestendels medrivende abefest, der under ”Rolling” ikke alene fik sat gang i en solid circle pit, men samtidig formåede at sætte f***fingre i rotation blandt betragtelige dele af skovturens deltagere. Og de var, for at bruge en passende analogi, mangfoldigt repræsenterede: ’battleveste’, ’sortseere’, ’dødsgardister’, ’farmaverne med Metallica og Maiden’ … og i dagens anledning naturligvis også ’hr. og fru Roligan’. Det vanskeliggjorde altså tydeligt forehavendet med at fastholde den midaldrende, mavesure kynisme, når der så skamfuldt insisterende blev flirtet med vores indre utilpassede teenager. Så kære venner, kammerater og for en kort stund kampfæller … tillykke, I gjorde det!
