Disclaimer: Grundet uacceptable lydforhold har vi ikke fundet anledning til at anmelde koncerten med henblik på at tildele en karakter. Vi har i stedet valgt beskrive hændelsesforløbet, som det udfoldede sig set (og ikke mindst hørt!) fra vores placering.
Vejen til Helvede er sjældent uransagelig
Mens Herrens veje ofte betragtes som uransagelige, er ruten i sydgående retning mere håndgribelig. Her er flid og god gammeldags knofedt som regel vejen frem. Således også for Plaguemace, andet og sidste indslag af horsensiansk herkomst på festivalens åbningsdag. Kvintetten blev forud for debuten på Copenhell sat i stævne netop for at få indblik i de forudgående omstændigheder vedrørende onsdagens koncert på Gehenna. Uden at (gen)opfinde den dybe dødstallerken, stemplede gruppen på glimrende vis ind med EP’en Primal Priest tilbage i 2020. En udgivelse, der sidste år blev fulgt op af den lige så solide Reptilian Warlods. Det er dog afgjort i rampelysets skær, at det netop hjemvendte ’rejsehold’ gør sig bedst. En i øvrigt ingenlunde tilfældigt udvalgt analogi, idet de krigshungrende krybdyr tilbragte tiden på landevejen med at gense alle episoder af DR’s Emmy-belønnede krimiserie bærende samme navn. En tur, der ifølge pålidelig kilde desuden involverede sure underbukser i camperens køkkenskabe, lyserøde badehætter og afspilning af Alexanderband i ukristelige mængder over bilanlægget. Anført af Andreas Truelsen, der som en anden Spider-Man har for vane at kravle og klatre de mest bizarre steder, kunne et sindsoprivende svedorgie tage sin voldsomt imødesete begyndelse.
Båt-båt-båt!
’Alle skal crowdsurfe!’ … (– jamen, hej, dav!) … Således indledte den sparsomt påklædte forsanger allerede under introen til ”Warcries”, der samtidig agerede startskud til en af dagens mest bizarre oplevelser. Herfra fulgte voldsomt energiske ”´Cannibalicious”, der ligesom forgængeren figurerer på ’pestkøllens’ første langspiller, Reptilian Warlods. Til trods for de artige mængder af pyroteknik (som vi netop savnede under Persecutor) nåede Truelsens ellers vanligt kraftfulde growl sjældent ud over de forreste rækker. Om det var ’praktikanten Frode’, der have fået lov at komme op i den store stol og dreje på knapper, må stå hen i det uvisse. Resultatet blev i hvert fald, at da lyden endelig nåede ned blandt de bagerste rækker, havde denne taget form som en skinger skrålen. Hvorvidt det blot var enlig svale, nåede vi kun at reflektere over i ganske føje tid, idet vi under ”Rhytmic Demise” måtte springe for livet, da ølkusken fra Brooklyn Bar kom tøffende forbi i sin hvide strandbuggy. Det gav i sandhed Sømændenes vise ”Knap en bajer op” – og især stroferne ’For prøv at hør', hvad er værst i livet? Det' død af tørst’ – en HELT ny betydning!
Da pulsen atter var faldet, og hjerte- og yngleværk havde fundet sin rette plads, proklamerede Truelsen: ’Så er der kun 77 sange tilbage. Desværre er de alle sammen vores.’ Den muntre tone skiftede dog brat, idet føromtalte bagerste del af publikum stod som forstenede: ’Tror I, I er usynlige, bare fordi I står nede bagved?!’ … og lige så hurtigt som egern på speed med borderline: ’Denne her er perfekt til at danse river dance til!’ Næh, energi og effekter kunne der bestemt ikke sættes mange fingre på. Den strengevridende treenighed (bestående af guitaristerne Simon Truelsen og Anton Holm samt bassist Ruben Brandt) fløj rundt på skift som fluer i en flaske. Men lige lidt hjalp det. Hvad Vended er for Slipknot, måtte Plaguemace denne sorgens eftermiddag siges at være for Red Warszawa. Ja, hvis man ikke havde været fysisk til stede eller blot lukkede øjnene, så kunne man foranlediges til at tro, at man var blevet slæbt med ned i et uisoleret kælderlokale af Hævi Henning og Lækre Jens. Derfor var det for en gangs skyld også fuldt forståeligt, at masserne i et omfang ikke set siden migrationskrisen i 2015 begyndte at rømme pladsen foran Gehenna.
Næh, sammenligningsgrundlaget med en opkomling på scenen for HXC-punk fornægtede sig så sandelig ikke, og oplevelsen blev egentlig blot sat yderligere i relief af den markante mængde uafhængige henvendelser til et kriseramt lydtelt, der alle som en svovlede over de miserable forhold. Ikke at det hjalp det fjerneste. I stedet forplantede den stigende stemning af affekt og apati sig blandt de tilbageværende, der i grinende kapitulation forsøgte at dechifrere de tilbagevendende uartikulerede lyde, der mest af alt lød som et livstræt båthorn: ’Båt-båt-båt … !’ Derfor forekom det blandt de omkringstående tonedøvt i mere end en forstand, da man som et småfornærmet skolebarn stillede sig op og nægtede at spille videre, medmindre der kunne skabes en wall of death hele vejen fra scenen ned til det efterhånden famøse lydtelt. Heromkring blev der i øvrigt spottet en vis Ditte Krøyer, som denne aften havde taget plads på anden side af scenekanten. Også hun måtte dog kapitulere over for kakofonien, der med ”Ambrosia” kulminerede i ti minutters pinefuld vandring gennem samtlige af helvedes ni cirkler. Den inderste ring er beholdt forrædere skilt fra andre bedragere, fordi de svigtede nogen, de havde et særligt forhold til. Det må man på sin vis sige også gjorde sig gældende for teknikken denne aften.
Død ved kølle!
Hvad der skulle have været vennernes fest i tiende potens, udviklede sig i stedet til en noget nær guddommelig komedie, der ville have gjort selv Dante forlegen. Plaguemace fik således ikke slået den hverken fortjente eller forventede kapital af debuten på Danmarks største scene for tungmetal. Skulle en karakter være givet, ville den ligge og rode rundt mellem 3-4/10. Det vil imidlertid ikke være retvisende endsige rimeligt, når vi tager den vedholdende kampgejst og energi til indtægt. En indsats, der kun i yderst sparsomt mål blev kvitteret for blandt publikum. Eller som Andreas Truelsen så fint formulerede det: ’Det kan ikke være rigtigt, at en i rullestol (!) bevæger sig mere end jer. Skulle vi endelig revse Plaguemace for noget, måtte det være taktløsheden i at advokere for en anden festival, som Truelsen angiveligt selv er medarrangør af, på en af Copenhells scener!
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at netop manglen på dansk metal under festivalens åbningsdag har været en af denne anmelders helt store kæpheste. Jeg siger ikke, at mit sindelag derfor endte med at matche en vis fascistisk flodhest i lyseblåt antræk med hang til stump dødsvold. Jeg siger blot, at skuffelsen over denne helt igennem eklatante fiasko kommer til at stå som en af største skampletter i nyere tid. Man kan simpelthen ikke byde sine artister og dermed også sit publikum så helt igennem ringe forhold, og da slet ikke, når dette ikke viste at være en enkeltstående situation. Far er ikke vred, far er ikke rasende. Far er en helt ny form for skuffet … ØV!
Sætliste:
1. Warcries (intro)
2. Cannibalicious
3. Rhythmic Demise
4. Among the Filth
5. Primal Medley
6. Carnivore
7. Misantropical Breed
8. Plagueface
9. Reptilian Warlords
10. Impenetrable Leather
11. Brothelhem
12. Ambrosia
