Humano-saurus
Få diskussioner formår at skabe splid mellem generationer som spørgsmålet om relevans og berettigelse. Et spørgsmål, veteranerne i Accept selv valgte at rejse tidligere på året med den noget tandløse Humanoid. Som ’millennial’ kan jeg sagtens forholde mig til kritikpunkterne, der meget apropos fulgte i kølvandet på sidste års pinagtigheder på Copenhell begået af mosefund som Mötley Crüe og Guns ’n’ Roses. Omvendt behøver fremskreden alder ikke nødvendigvis være lig med falleret ringvrag, da netop Accept så sent som i 2023 leverede et brag af en koncert i Store Vega … mon Hoffmanns håndplukkede også denne gang ville være Too Mean to Die?
Rifforgie på ’Reffen’
Efter knap et kvarters forsinkelse kunne denne anmelder med tungt hjerte tage hul på årets sidste tete-a-tete med ’Store Scene’, hvor tyskerne langt om længe havde indfundet sig. Den ’halvgamle’ her måtte dog lige justere ørepropperne for at få den optimale lyd ud af ”The Reckoning”, hvis primære appel begrænsende sig til brugen af de store flammedysser ude på flankerne af scenen. Selvom der stadig virkede til at være en smule feedback på trods af den ekspanderede lydprøve forud for sættet, så var bekymringen en anden, da eponyme ”Humanoid” fulgte i hælene på åbningsnummeret fra selvsamme album. Det nye materiale savner samme bid og snert som bagkataloget, og som vi i presseteltet efterhånden havde diskuteret til hudløshed, så kommer festivalgæster typisk for at feste og skråle med på de velkendte klassikere.
Og heri lå så samtidig endnu et paradoks, for pøblen (indrømmet: undertegnede inklusive) er altså en lunefuld og tenderende utaknemmelig størrelse. Således blev et super veleksekveret rifforgie sluppet løs, der dykkede dybt ned i aldrende deep cuts som ”Demon’s Night” og ”Flash Rockin’ Man”, begge fra den banebrydende Restless and Wild (1982). Alligevel kunne man kun mønstre pligtskyldig, om end taktfast klappen. ’Taktfaste klap? Til Accept!’ … den lader vi lige stå for sig selv. Bevares, man orkede lige netop at svinge sig op til et noget nær unisont ’wooooaaahhh’ under ”Princess of the Dawn”, der naturligvis blev akkompagneret af ovennævnte anerkendende tilkendegivelse. Hoffmann selv tullede da også mestendels jovialt rundt på scenen og lignede faktisk en, der bare var kommet for levere en omgang hyggehegn, vi kunne høvle nogle humlestifter til.
Efter at have konsultereret tidligere sætlister bevægede vi os (lidet overraskende) efterhånden ind i sidste og mest imødesete halvdel af koncerten. Således blev først ”Metal Heart” og Hoffmanns neoklassiske leadriffs med undertoner af Beethovens ”Für Elise” og sidenhen speed metal-favoritten ”Fast as a Shark” eksekveret med knusende overbevisning. En enkelt crowdsurfer havde valgt at fejre denne forrygende omgang preusserfræs, alt imens jeg var lusket ned på de bagerste rækker for at aflure, hvorvidt lyd og stemning var præsent ved foden af bakken. Førstnævnte aldeles glimragende, hvorimod stemningen var afløst af hektisk trafik ækvivalent med Nørreport station mandag morgen i myldretiden. Med blikket atter rettet mod scenen, bedst som ”Pandemic” slog an, havde endnu en crowdsurfende adrenalinjunkie, denne gang forklædt som en fuldvoksen hvalros (den var alligevel ny, selv i det her habitat!), taget turen ud i det blikstille menneskehav. Det var vel i virkeligheden meget dækkende for oplevelsen blandt publikum denne lørdag eftermiddag: en gennemgående følelse af rastløshed og kun sporadiske tilfælde af ægte vildskab at spore.
En efterspurgt recept
Normalvis udgør Accept ikke et af de navne, som man hæfter sig allermest ved på spisesedlen med dagens menu. Ikke desto mindre plejer koncerterne at være lidt af et tilløbsstykke grundet det bundsolide niveau, de aldrende tyskere sædvanligvis lægger for dagen. Således også denne gang, uden dog på nogen måde at sprænge skalaen eller skrive sig ind i historiebøgerne for et brag ud over det sædvanlige. En fin oplevelse uden tvivl, men med den også en nedslående erkendelse: Måske er tiden simpelthen ved at rinde ud for den anarkistiske arenarock, der tegnede scenen op gennem 80’erne. Måske har pandemien pillet vores løssluppenhed fra hinanden. Eller måske er vi bare et sted lige nu, hvor vrede, frustration og frygt for de kritiske samtidstilstande (ja, der er én, der har hørt Terminalist) suger så meget energi, at vi blot ønsker uforpligtende underholdning, der ikke kræver noget af os, når vi har fri. Bevares, hver gud sine disciple, således også denne gang. For dog at være lige så kontant som tilstedeværende og usædvanligt tilbageholdende Thomas Gravesen så fulgte Accept til gengæld noget nær slavisk (og tak for det) en yderst efterspurgt recept: Sig pænt goddag, gør, hvad I skal, buk til gulvet, når I er færdige … og luk venligst døren efter jer, når I går. Udefra, tak!
Sætliste:
1. The Reckoning
2. Humanoid
3. Overnight Sensation
4. Riff Orgy: Demon’s Night / Starlight / Losers and Winners / Flash Rockin’ Man
5. Princess of the Dawn
6. Metal Heart
7. Fast as a Shark
8. Teutonic Terror
9. Pandemic
10. Balls to the Wall
