Kranier og klager
Selvom Galicien er en ganske petit egn, så har jeg anmeldt flere bands derfra end fra det spanske hovedland. Ret skal, naturligvis, være ret … Jeg kan ikke erindre nogensinde at have anmeldt et spansk band, så det er selvfølgelig heller ikke en svær rekord at slå. Ej heller havde jeg da anmeldt, endsige hørt, om Balmog, før deres nyeste udgivelse, Laio, dukkede op i mit youtubefeed qua Black Metal Promotion-kanalen. Jeg kendte dem slet ikke, men coveret fik mig til at tænke på Gorgoroths Quantos Possunt ad Satanitatem Trahunt-album, ergo måtte det jo være en sej skive. Albummets titel stammer fra det galiciske ord ’laiar’, som løst kan oversættes til ’klagesang’ – hvilket jo egentlig matcher omslaget ganske fint. Så er spørgsmålet blot, om albummet her er til at klage over.
Færre følelser, flere tæsk!
Balmog er nogle spøjse herrer. For med den ene hånd hylder de både Euronymous og Quorthon, men med den anden laver de Leonard Cohen-coversange. Det ene er ganske forventeligt af et black metal-band, det andet … ikke helt så meget. Men fair nok, den gode hr. Cohen skrev jo nogle tekster, der må siges at passe til klagesangstematikken.
Bandet spiller black metal med aspekter af både post- og death-metal smidt i mixet. Selvom Balmog startede deres karriere allerede tilbage i 2003 samt udgavførste demo i 2006, så er den nemmeste måde at beskrive deres lyd på, at den er som en mere rå, grynet og, ja, trve udgave af Gaerea – som da også er fra nabolandet Portugal. Tag nu sangen ”Mashalam”, og fortæl mig, at den intro ikke minder virkeligt meget om ”Mare”, som Gaerea udgav i 2020. At de så også tyvstjæler introen til Metallicas udødelige ”For Whom the Bell Tolls” i c-stykket, er en anden sag.
Helt generelt synes jeg, man kan trække mange soniske røde streger imellem Laio og Limbo – hvilket overordnet set ikke gør mig noget; jeg knuselsker det album. Og der er da heller ikke tale om et decideret plagiat, for Balmog formår bestemt at tage portugisernes weltschmerzmetal og gøre den til deres helt egen – og i og med Portugal grænser op til Galicien, er det da ikke så sært, hvis fadomusikken også runger i gaderne der. Trods det så er det klart de mere vrede numre ”Mud to Gold”, ”Tongue in Pieces” og ”Like God Who Knows” – altså der, hvor bandet spiller mere med sine biceps end med sine hjertemuskler – der fungerer bedst.
Udmærket, men burde være bedre
Den største forskel på Gaerea og Balmog er dog, at galicernes sangskrivning simpelthen ikke er helt på niveau, og ej heller kan jeg mærke musikken på samme måde. Jeg kan slet ikke mærke smerten eller ængsteligheden, som jeg kan, når jeg hører Gaerea. Albummet er ligeså til den lange side, og der kunne snildt være blevet skåret et par minutter fra hist og pist – hug en hæl, og klip en tå, I ved … Faktisk kunne hele ”Getsemani”-nummeret godt være sparet væk. Isoleret set er Laio et udmærket værk, men efter så lang en karriere burde det være bedre, og bandet burde have en mere tydelig sonisk identitet.
