Et dødeligt ensemble
Det er efterhånden almen viden, at man ikke skal troppe op til en Strychnos-koncert, hvis man er typen, der kaster salt over skulderen, bærer lykkemønt i lommen og frygter døden mere end elpriser. Dels fordi der er overhængende fare for at blænde publikum bag sig, men også fordi Strychnos’ sceneshow er en visuel slagmark, der rammer som en brand i et benzinlager. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde deres andet album, Armageddon Patronage, for godt og vel et år siden. En udgivelse med solide evner og en brutal nerve, som med tiden venter på at blive flået endnu længere op. Siden da har bandet fundet et godt momentum, og det er måske derfor, vi nu står med to spritnye EP’er, som hver især indeholder to numre. En kombination af nyt og gammelt. Jeg var skeptisk over udgivelsestempoet, da Armageddon Patronage blev spyttet ud, og nu har jeg igen armene krydset. For selvom udgivelsesfrekvensen kan ligne kreativt overskud, kan det også ligne et impulsivt sammensarium af idéer fra bunken. Men har man glemt at stoppe op og spørge sig selv, om kadaveret stadig har noget blod tilbage?
God ligvognshumor og musik
Da min mor var ung, vild og åbenbart lettere psykotisk, ’lånte’ hun og hendes kumpaner en ligvogn en tilfældig weekend før en bytur. Hun kravlede frivilligt ned i kisten, og hendes opgave var simpel: Rejs dig op ved rødt lys, og giv bilisterne bagved deres livs mareridt. En sand prank af nekromantisk kaliber. Jeg får de samme associationer, når jeg hører Strychnos’ nyeste skæring, ”Uendelig begravelsesmarch”. Det er et af bandets stærkeste numre til dato. Fede riffs, en tung baslinje, og mest af alt hiver lyrikken det danske sprog med sig i graven og får det til at lyde som noget, man rent faktisk vil dø til. Det danske sprog har fået en renæssance, og mon ikke også, at det var en af faktorerne, der gav Danefae sejren ved Wacken Metal Battle DK 2025. Er det en teaser til et kommende dansksproget album? Tja, lad os håbe. Døden smager nu en gang bedst med lidt hjemligt salt.
Desværre forstår jeg absolut ikke, hvorfor man har valgt at genopgrave ”Stanken af Dyd”, som optrådte på Armageddon Patronage fra sidste år, som stadig er frisk i hukommelsen. Nummeret var i forvejen et af de mere anæmiske fra albummet, og her gør det intet andet end at svække helhedsindtrykket. Resultatet er, at vi i praksis står med én ny skæring og en genopvarmet rest, hvilket føles som et forsøg på at maskere en single som en EP. Og det er ærgerligt. Havde man i stedet valgt at servere ”Uendelig Begravelsesmarch” alene, som et enestående kadavertog med fuld dødskørsel, så havde det haft langt større slagkraft. Eller endnu bedre, inkluderet den på bandets anden EP.
Dødens melodi
”Uendelig Begravelsesmarch” er en dejlig skæring, der bekræfter, at Strychnos stadig har masser af blod i kadaveret. Men i og med at man har valgt at inkludere materiale fra et mindre end halvandet år gammelt album, ja, så kan jeg ikke just kvittere med en høj karakter. Når det er sagt, så er jeg stadig spændt på, hvad Strychnos disker op med næste gang. For blod, sved og tårer bliver man aldrig træt af.
