Dagens specialitet: Giftige krebinetter

Glem alt om Ozempic, for det italienske hardcoreband Toxic Youth er stadig sultne på albummet Still Hungry. Toxic Youth opstod i 1990, og ligesom bjørnedyrene i indlandsisen er de åbenbart umulige at slå ihjel og forblevet uforandret fastfrosset i tiden. Deres første fuldlængdealbum udkom i 1996, og derefter har der været et stykke mellem udgivelserne, men nu er de klar med et nyt album efter fem års pause. Hvad er bandet egentligt sultne efter: Protest, revolution, eller bare nostalgisuppe? Toxic Youth smækker en rendyrket omgang old school hardcore på tallerkenen og har ikke ændret menuen siden 90’erne. Mens genrens yngre bands er gået med på de nye fusionsbølger i genrekøkkenet, holder Toxic Youth sig stadig til de giftige krebinetter, som vi kender dem. Spørgsmålet er, om man bliver mæt, eller om Still Hungry blot byder på tomme kalorier.  

Kerneløs hardcore

“Time to kill!” råber forsanger Alessandro Di Lallo på nummeret af samme navn, men det eneste, som Toxic Youth formår at slå ihjel på albummets første halvdel, er kreativiteten. Christiano Perinellis guitar fræser ind over rytmerne fra Cris skraldespandsbækkentrommer. Perinellis riffs lyder som en scooter i tomgang, der på sit vandvidsræs ud over trommernes slagne vej er kollideret med vokalen og har tromlet den fladere end en påkørt skrubtudse. Flere af de mere hårdtslående numre som “Just Better Play Loud” er relativt korte - det er dog ikke en kritik, men mere en lettelse over, at det hurtigt er overstået. Introen til “All My Life” har samme råhed som Metallicas Garage Inc, og så må det være op til den enkelte lytter at vurdere, om det er et kompliment at lyde som et cover af et cover. Toxic Youth har trods navnet ikke meget ungdommelig vrede over sig, og Di Lallos version af den glammende vokal, som ligger til genrens råbesang, virker halvhjertet, som når naboens tæppetisserterrier forsøger at lyde som en bulldog. I det hele taget er albummet en stenløs frugt, for den hårde kerne i albummets hardcore er stort set fraværende. 

Anden del af Still Hungry er langt mere energisk med mere velkomponerede temposkift, og det fungerer bedst, når sangene har klare, underliggende budskaber, der kan bære lydsiden oppe. Til denne del af albummet hører for eksempel nummeret “Break Your Phone”, der begynder med et kakofonisk kor af ringetoner. Jaja, telefoner er roden til alt ondt, vi ved det godt, men man skulle jo bare liiiiige se en kattevideo mere. Kritikken af Big Brothers øje, som nu hviler i hver vores lommer, er som taget ud af 90’erne og virker charmerende i al sin anakronistiske SoMe-kritik. Desværre lider lydbilledet under, at Toxic Youth med indblandingen af ringetonerne mellem rytmerne har forsøgt at gøre noget nyt, og det er de bare ikke særligt gode til. Så længe, de bliver ved Knorrlasagnen og tør den frosne basgang op, leverer de dog et fint måltid old school hardcore på albummets efterfølgende numre. Bassen træder endelig i karakter på for eksempel “Da Crew (Dirty Hands)” og bliver bundtrawlende, mens vokalen har fundet ny styrke og større klang frem fra dybderne. Guitaren har sat farten en anelse ned, hvilket giver plads til mere veludviklede riffs, som skaber et mere komplekst og nuanceret lydbillede. Desværre er det ikke nok til at løfte kvaliteten af albummets samlede hele.

Uærlig ældreforsorg

Hardcoregenrens rundstykke har ligget længe fremme og er med tiden blevet hærdet til en brosten, mens Toxic Youth mere minder om boller fra Kohberg. Di Lallos vokal hverken råber, brøler eller synger på barrikaderne, men hæver mest af alt bare stemmen lidt i skænderiet med naboen over ligusterhækken. “We are old school” proklamerer Di Lallo gentagne gange på sangen “The Last Fighter”, og det var vi sådan set heller ikke i tvivl om. Det er ikke i sig selv negativt at yde ældreforsorg på en bedaget genre, men Toxic Youths version af hardcore har for længst tabt gebisset og leverer nu kun tandløse bid med bløde gummer. Følelsen af ærlig kærlighed er essentielt, når bands hylder genrer, hvis storhedstider er forbi, og det er netop følelsen af, at bandet for helvede mener det, som generelt mangler på albummet. Hardcorescenen har for tiden fået vokseværk og afstedfødt post-hardcoregenren - men selvom det er vigtigt at huske sine rødder, så kan det være på tide at kappe stilken og plante om, hvis de lyder som den old school hardcore, Toxic Youth lægger for dagen.