En blodig festival

Det er efterhånden almen viden, at man ikke tager til en Strychnos-koncert, hvis man lider af hæmofobi eller føler sig fanget i en tyrs krop. Heldigvis er procentdelen af hæmofobi-patienter og fritgående kannibaler nogenlunde ens, så lugten af død og ødelæggelse trækker stadig pænt med publikum til Strychnos’ koncerter og deres altid teatralske og blodsprøjtende sceneshow. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde deres andet album, Armageddon Patronage, for godt og vel et år siden. En udgivelse med solide evner og en brutal nerve, som med tiden venter på at blive flået endnu længere op. Siden da har bandet fundet et godt momentum, og det er måske derfor, vi nu står med to spritnye EP’er, som hver især indeholder to numre. En kombination af nyt og gammelt. Jeg var skeptisk i forhold til udgivelsestempoet, da Armageddon Patronage blev spyttet ud, og nu har jeg igen armene krydset. For selvom udgivelsesfrekvensen kan ligne kreativt overskud, kan det også ligne et impulsivt sammensurium af idéer fra bunken. Men har man glemt at stoppe op og spørge sig selv, om kadaveret stadig har noget blod tilbage?

En dødstrussel, der gør dig kåd

Og ja. Det har det sørme. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Strychnos efterhånden er blevet allemandseje i den danske dødsmetalsump. Det er et band, mange ser op til, og det med god grund, hvis man har overlevet dem live. Men med den status følger også et forventningspres, og jeg er ikke i tvivl om, at Strychnos stadig har mere i sig, hvis de tør træde lidt ud af komfortzonen. Et glimrende eksempel var ”Endless Void Dimension” fra 2024, hvor en smagfuld synth-åbning klædte deres lyd i særdeleshed. Den nye EP, Sig nærmer døden, rummer kun to numre, men formår alligevel at vise bandet fra to sider. Titelsangen er trods en lettere akavet spoken word ganske habil, men det er den genopgravede ”God of Demise” fra Terror Lies Within, der stjæler billedet. Her er den danske gruppe i sit rette element: Beskidt vokal, hæsblæsende tempo og en guitarsolo fra Andreas Lynge, som burde give de fleste konkurrenter ondt i håndleddene bare ved tanken. Og netop her ligger deres styrke: Når de trykker speederen i bund og lader kadaveret tale.

A Mother’s Curse og Armageddon Patronage var begge gode skiver, som dog holdt sig lidt for trygt i grøften. Men jeg er meget optimistisk i forhold til fremtidigt materiale. Spoken word-passagerne i titelsangen er dog ikke min kop te, da jeg syntes de trækker tempoet for langt ned i forhold til det image, de gerne vil give indtryk af. Jeg så langt hellere, at de lod black-metallens ondskab dominere, for her kunne Strychnos sagtens hævde sig som en af de skarpeste i kongeriget. Men det kræver blod, blod og blod.

Knogletærende kontrast

Strychnos slipper blodigt, men helskindet igennem Sig nærmer dødens korte spilletid. EP’en bæres primært af den blændende ”God of Demise”, som med rette hives frem fra ligkælderen og får nyt liv med en solo så skarp, at den burde udstedes med advarselsmærkat. Det bliver til syv kranier til trioen, som de kan stable, knuse eller bruge som sceneudsmykning. Det klæder dem under alle omstændigheder bedre end blomster.