Morgenstund har trøst i mund …

Tuomas Saukkonen er en travl herre. Sammen med Mikko Heikkilä på vokal udgør han duoen Dawn of Solace, hvor han skriver og spiller al musikken samt står for growls. Derudover er han aktiv med de melodiske dødsmetalprojekter Wolfheart og Before the Dawn (hvad er der med det daggry?). Sidst vi anmeldte den finske duo, var helt tilbage i 2008 ved udgivelsen af debuten The Darkness. Dengang med ordene, at det ikke var et dårligt produkt, men heller ikke vellykket. Her 17 år og talrige udgivelser på tværs af bands senere har finnerne så fundet formlen til at skrue et hæderligt album sammen?

Patos uden substans

Det starter egentlig meget godt. Det instrumentale åbningsnummer kombinerer et æterisk tema med ildevarslende, elektroniske undertoner, der lige akkurat når at prikke til nostalgiske følelser omkring soundtracket til Terminator 2: Judgement Day, inden “Murder” fører en variation af temaet videre, og det fulde orkester sættes i spil. Men så entrerer Mikko Heikkiläs vokal. Ikke nok med at artikulationen lider under et svært tilfælde af finglish, så fremstår præstationen også tøvende, ja, næsten vægrende over for opgaven. De growls, der dog er fundet plads til, får kun sjældent lov til at stå i front – hvor de faktisk fungerer – og må i stedet tage til takke med at blive placeret lavere i mikset som underlæg til den rene vokal. Det er især tydeligt på “Fortress”, der har, hvad der skal til for at være et gedigent stykke doom, men som trækkes ned af – tilsyneladende – at skulle fremstå for pænt.

Kendetegnet for pladen er, at der slås ret så store brød op i kompositionerne. Det skal lyde stort, for nu skal vi føle noget, forstås. Der er flere steder, hvor det da også fungerer, men det forringes af den spinkle vokal, der også lider under den manglende tyngde i det lyriske narrativ. Vi står simpelthen med en god opskrift, som der er brugt for billige råvarer til. Når nu man ikke kan lykkes med to vokalister, som for eksempel Hamferð kan, kunne jeg have ønsket mig, at man havde valgt at satse helt og holdent på Saukkonens growls og udeladt Heikkiläs vokal (og dermed gjort Dawn of Solace til et soloprojekt). Det havde bestemt klædt de lyse, håbefulde toner med noget beskidt modspil. Samtidig ville det have sparet lytteren for at forholde sig til den tvivlsomme fonetiske tilgang til det engelske sprog. Til syvende og sidst er Affliction Vortex ikke helt fængende nok til at være melodisk og ikke helt atmosfærisk eller stemningsfyldt nok til at være formfuldendt doom.

… eller har den?

Kunst skal få os til at føle noget, og helst skal vi selv finde ud af, hvad vi føler. Alligevel lykkes artister undertiden med at diktere, hvilke følelser vi skal finde frem ud fra et givent værk. Ingen af delene lader sig gøre på Affliction Vortex. Det er ret så ærgerligt, for atmosfæren og melodierne er der, men de hænger som pligtskyldige overskrifter til et ellers tomt essay. Isoleret set fungerer elementerne på sangene – bortset fra vokalen. Når de lægges sammen, er resultatet dog ringere end summen af de enkelte dele.