Tid som begreb
Tid er et koncept, som er svært at få greb om. For hvad betyder 12 år egentlig? Matematisk set svarer 12 år til 4.382 dage, men spørgsmålet er snarere, hvad man kan udrette på denne tidsmængde. Franklin D. Roosevelt nåede at gennemføre tre præsidentperioder på denne tid, og sammenlignet hermed varede Anden Verdenskrig kun halvdelen. Betragtet i dette lys fremstår det pludselig som en uendelighed, at Jari Mäenpää skulle bruge 12 år på at færdiggøre "Time II" – den længe ventede opfølger til det anmelderroste album "Time I", som vi i tidernes morgen gav 10/10 kranier. Jari, der også er kendt fra Ensiferum, har igen allieret sig med Teemu Mäntysaari (guitarist i Megadeth), Kai Hahto (trommeslager i Nightwish) og Jukka Koskinen (bassist i Nightwish), så det finske ensemble mangler bestemt ikke talent. Men det store spørgsmål er naturligvis, om man kan videreføre et album efter så lang en pause, særligt når man tager i betragtning, hvor meget musikscenen har udviklet sig i mellemtiden?
Tid, ebbe og flod venter ikke på nogen
På trods af, at denne anmeldelse er en af de mere positive af slagsen, kan jeg allerede nu godt løfte sløret for, at vi ikke har med en perfekt udgivelse at gøre. Selvom Jari er en mester i at tilføre flere lag til sin musik, føles fortsættelsen præcis som det, den er: en opfølger, der ikke just formår at tage højde for den tid, der er gået siden den første udgivelse. Albummet indledes med det instrumentale nummer "Fields of Snow", som, trods fraværet af lyrik, formår at skabe en forbindelse mellem tidens gang og de japanske kirsebærtræers blomstring. Der introduceres elementer af orientalsk guitar, og keyboardsene gør alt, hvad de kan for at understøtte denne musikalske retning. Coveret afspejler ligeledes dette nummer med et kirsebærtræ og pladens sidste nummer, "Silver Leaves", afslutter cyklussen, da udtrykket "Silver Leaf" refererer til en sygdom, som netop kan ramme kirsebærtræer. Der er en markant sammenhæng i lyrikken, og selvom Jari ikke har arbejdet uafbrudt på udgivelsen i 12 år, får man hurtigt en fornemmelse af, at dette album er særdeles gennemarbejdet.
De symfoniske hovedværker på denne udgivelse inkluderer "The Way of the Fire," som ifølge Jari selv består af mere end 800 sammenlagte lydfiler, og som startede som et projekt på hans gamle Mac, der kæmpede for at holde trit med udviklingen. Nummeret minder en del om "Sons of Winter and Stars" fra den første skive og er præget af gennemført melodik, aggression og et højt tempo hele vejen igennem. "Storm" fortsætter det hæsblæsende tempo med imponerende trommearbejde, og til sidst præsenteres vi for en mere afdæmpet version af Wintersun i form af "Silver Leaves," som næsten udelukkende består af ren vokal. Denne udgivelse eksperimenterer betydeligt mere med synthesizere end "Time I" gjorde, og markerer et endnu større skridt væk fra bandets debutalbum, det eponyme "Wintersun." Man skal derfor være forberedt på en udgivelse, hvor fokus ligger på et højt powermetal-tempo kombineret med melodisk dødsmetal.
Udgivelsen varer 48 minutter, selvom den kun består af fire numre og to instrumentale stykker. Personligt skal der mere end lidt akustisk guitar til at imponere mig, og derfor fungerer nummeret "Ominous Clouds" bedre som ordspil end som selvstændigt nummer. Det tilføjer ikke meget til udgivelsen og kunne nemt være udeladt, hvilket ville have løftet niveauet. Det samme gælder outroen på "Silver Leaves", som består af knap to minutters regnvejrslyd. Effekten er der, men det kunne have været gjort langt mere interessant på mange andre måder.
Præsentation og Perfektionisme
Jari's perfektionisme skinner tydeligt igennem på "Time II", som i mange år har været hans hjertebarn. De symfoniske kompositioner er fyldt med overraskelser, og hvis målet var at fortsætte "Time I" uden afvigelser, har Jari haft succes. Men det er umuligt at ignorere, at enorme mængder musik er blevet udgivet de sidste tolv år, og at skiven mangler den gennemslagskraft, det kunne have haft for otte år siden. "The Way Of The Fire" og "Storm" er højdepunkterne, mens instrumentalnummeret ”Ominous Clouds” trækker ned. "Time II" får otte kranier, men spørgsmålet er, om det var ventetiden værd? Det bliver et ja herfra
