Wacken Open Air 2018
TORSDAG:
Dirkschneider Faster
Er Dirkschneider bare en Accept light udgave?
Den tidligere frontmand i Accept, Udo Dirkschneider, var denne torsdag på plads på Harder scenen med sit show under navnet Dirkschneider. Han havde valgt at kalde sit band sit efternavn og så skulle vi kun få serveret gamle Accept sange fra den tid han var i bandet og det var så lige hvad der blev leveret. Hele 17 numre nåede vi på 1,5 time og det virkede som noget det relative store publikum kunne lide. Udo var i et fint humør og gav den alt hvad den kunne trække fra scenen og selvom der ikke var meget at sætte en finger på sådan rent musikalsk så savnede man resten af de gamle drenge fra Accept. Alt hører Accept sange er fedt nok, men i mine øjne og øre så skal bandet helst være så intakt som muligt. Men den tid er nok forbi og vi måtte nøjes med Udo og hans folk denne dag og de gjorde det faktisk ganske godt. Sangvalget i setlisten var fint nok blandet og han havde valgt at gemme de helt store hit til sine ekstra numre. Numre som “Metal Heart”, “Fast as a Shark”, “I'm a Rebel” og sidst men ikke mindst ”Balls to the Wall” blev leveret til stor jubel blandt de mange fremmødte og var med til at runde koncerten af og gøre den til en fed oplevelse.
Kan Udo blive ved med at levere?
Han virkede ikke til at være udkørt eller færdig, nærmest tværtimod. Udo virkede til at være fyldt med spilleglæde og gav en af de bedst koncerter jeg har set med han i mange år. De sidste gange jeg har set ham med hans band Udo har det været for halvtomme sale i Danmark, men det er noget andet at komme til Tyskland og se ham. Her har han en særlig status og det virke som om at alle elsker den glade ”gamle” mand. Om koncerten så er til topkarakter er en anden sag. Personligt var jeg godt underholdt, men det blev aldrig til den store uforglemmelige oplevelse.
FREDAG:
Fozzy Headbangers Stage
Kunne Fozzy følge op på deres seneste album succes med deres live show?
Amerikanske Fozzy havde fået plads på den mindre XXX scene midt på dagen og selvom det var tæt på ulideligt varmt i teltet så var der mødt et pænt antal mennesker op for at opleve hard rockbandet fra Atlanta, Georgia. Fozzy gik på scenen med deres store hit ”Judas” og sparkede gang i et høj intensivt show anført af den karismatiske forsanger Chris Jericho. Bandet var ganske enkelt i et overdådigt spillehumør og guitaristen og bassisten sprang rundt på scenen som om der var ild i røven af dem. Showet var så intens at det næsten var fået galt da guitaristen faldt ud over scenekanten, men heldigvis skete der ikke nogen skade og Rich Ward kunne forsætte koncerten.
Bandet gav os fleste sange fra deres nyeste album Judas fra 2017 og da de sluttede af med nummeret ”Sandpaper” efter en lille times tid kunne de blive hyldet af det fremmødte publikum der i den grad kunne lide det de så fra scenen.
Burde Fozzy spille på en større scene?
Man kan altid diskutere om de enkelte bands bliver fejl placeret på diverse scener, men lige her virkede størrelsen på scenen til at passe godt til bandet samt antallet af publikummer. Havde de været placeret på en af de store scener så var deres musik måske nok faldet til jorden, for med Fozzy er det energien og nærheden der virker som en katalysator på publikum.
Lyden var også ganske fornuftig indstillet og selvom der ikke var det store sceneshow ud over bandet selv så var det en rigtig fed koncert at opleve på dette års Wacken Open Air.
Kunne finske Korpiklaani starte en fest på den største scene?
Det finske folk metal band Korpiklaani havde denne fredag eftermiddag fået til opgave at spille deres Wacken indslag fra den størst af scenerne. Jeg har selv oplevet Korpiklaani mange gange live og selvom bandet er hammer dygtige live så er deres sætliste utrolig afgørende for deres succes og især på en festival hvor alle blandt publikum ikke altid er de største fans. Denne fredag havde bandet heldigvis taget deres festhat på for de var kommet for at skabe en stor ”druk” fest.’
Anført af deres dygtige forsanger Jonne Järvelä gav de os en times tid med fuld skrald. Første del af koncerten var godt blandet af numre fra diverse albums mens afslutningen på koncerten var fokuseret på at slutte af med et ordentligt brag af en fest. Korpiklaani var tunet ind på party og med numre som ”Happy Little Boozer”, ”Tequila”, ”Beer Beer” og ”Vodka” gav de gale finner os en dansefest af de helt store.
Bandets energi smittede af ude blandt publikum og i takt med koncerten skred frem kom der flere og flere til, for at opleve den gode stemning finnerne skabte. Bandet havde god lyd og virkede som om de virkelig nød at stå på den store scene denne eftermiddag.
Hvorfor levere de ikke denne type koncerter hver gang?
Når man har oplevet Korpiklaani live en del gange så kan man tale med om hvor forskellige deres koncerter er. Enten tager de en drejning mod fest og druk sange eller også fokusere de på de mere traditionelle folk metal sange som bandet har lavet. Det er selvfølgelig svært at sige hvad der fungerer bedst, men til en festival hvor en stor del af publikum ikke er bekendt med Korpiklaani’s diskografi så virke party kortet rigtig godt. Det var dette der gjorde denne koncert til en vi alle nød at være med til, for alle festede og dansede. Korpiklaani gjorde præcist det jeg havde håbet på at skabte en fest foran Harder scenen.
LØRDAG:
Gojira Faster
Kan Gojira spille en dårlig koncert og skal de have ny lydmand?
Franske Gojira, et band som jeg holder utrolig meget af at opleve live, skulle spille Faster scenen op sen lørdag eftermiddag. Bandet har til vane at levere nogle af de mest intense koncerter, men om de havde fået det forkerte ben ud af sengen vides ikke, men hvad de leverede denne lørdag var ikke deres ry værdigt. Bandet havde samlet et rigtig stort publikum foran scenen og alle var klar til de franske giganters levering af teknisk metal. Bandet gik på scenen med startede ud med nummeret ”Only Pain”, instrumenter fik fint igennem og som altid med Gojira så var trommerne dominerende i lydbilledet. Desværre kan man ikke sige det om forsanger Joe Duplantier stemme, den var ganske forfærdelig indstille og til tider kunne man slet ikke høre at han sang. Desværre så sov lydmanden ganske tungt for det blev ikke rette i løbet af den 75 minutter lange koncert.
Bandet havde en sætliste med hvor størstedelen var fokuseret på det nyeste album, heldigvis var der blevet plads til et par af de gamle numre og højdepunktet var for undertegnede da de spillede ”Flying Whales”. Bandet virkede til tider trætte og ugidelige. Vi blev selvfølgelig ikke snydt for den forventede trommesolo fra Mario Duplantier, men selv her virkede han træt og soloen var slet ikke på niveau med hvad jeg har oplevet førhen til en Gojira koncert.
Skal Gojira hjem på ferie?
Jeg kan af gode grunde ikke konkludere om Gojira er ved at være tour trætte, brændt ud eller bare havde en dårlig dag ud fra en enkelt koncert. Men sikkert er det at hvis det de leverede denne lørdag er deres niveau i øjeblikket, så burde de tage et par uger på en solseng langs den franske riviera.
Wintersun Harder
Havde Wintersun evnerne til at skabe den unikke stemning i deres musik live?
Finske Wintersun havde jeg på forhånd spået til at kunne blive en af de helt store oplevelser på dette års Wacken Open Air. Deres musik er utrolig stemningsfyldt og kan, hvis det leveres korrekt, tryllebinde publikum i deres musikalske historiefortælling. Især med henblik på deres nyeste album hvor Wintersun går alle skovens årstiderne igennem på en sådan måde at man næsten taber pusten ved bare at sidde og lytte til albummet, men det skyldes ikke et hæsblæsende tempo på skive, men mere den tightness musikken bliver leveret med.
Nå men en ting er hvad deres studiealbum kan, en anden ting er live koncerter. Her stod vi så tidlig eftermiddag på Harder scenen og ventede på Wintersun. Plads var der nok af for der var ikke mange der havde vovet sig ud af deres sover poser endnu, for der var kun mødt et mindre antal publikummer op som stod og ventede foran scenen. Bandet fik på scenen og leverede en ok, men til tider meget kedelig/anonym koncert. Der var sådan set ikke noget galt med leveringen af musikken for de spillede ganske fedt, men desværre var vokalen ikke særlig godt indstillet så det bidrog ikke positivt til helhedsindtrykket. Bandet var ganske stationære og virkede ikke så indstillet på at give os en på opleveren. Sceneshow var der intet af og selvom vi fik to numre fra deres nyeste album så virkede det aldrig helt overbevisende og kom ikke ud over scenekanten.
Bandet havde fået en time på scenen og efter små 55 min forlod de Harder scenen uden af efterlade et større indtryk desværre.
Skal Wintersun opleves på en mindre og mere intim scene?
Efter sådan en koncert så kan man ikke undgå at tænke om Harder scenen måske var en smule for stor en mundfuld for et band som Wintersun? En ting er at der ikke kom særlig mange for at opleve dem live, noget andet er at stemningen i musikken godt kan smuldre hvis omgivelserne ikke taler for den type musik. Her tænker jeg at et spillested som Vega i København ville være oplagt hvis Wintersun skulle lægge en tour forbi Danmark på et tidspunkt. Det er mere intimt og ville bære deres musik meget bedre end den kæmpe Harder scene gjorde denne lørdag.
Helloween Harder
Kan Helloween – Pumpkins United overhoved skuffe?
Da jeg begyndt at lytte til heavy metal tilbage i slutningen af 80’erne var Helloween et af de bands som prægede min LP samling og de har forsat med at have den plads frem til i dag. Jeg har gennem alle de år set dem lige et par gange og var også så heldig at opleve netop dette Pumpkins United set up på dette års Copenhell hvor de gav en forrygende koncert til 8 kranier. Nu skulle de så opleves på deres hjemmebane og det var ret tydeligt at Helloween er kæmpe store i Tyskland for der var tæt pakket foran Harder scenen inden de gik på scenen, mon ikke små 70.000 mennesker havde fundet vej til festival pladsen for at opleve dette unikke show.
Bandet havde fået 2½ time at spille i og de brugte tiden fuldt ud og kunne sikkert have forsat for det virkede som om at de var ligeså underholdt som vi andre var foran scenen denne aften.
Forsangerne Michael Kiske og Andi Deris virker i den grad til at nyde hinandens selskab på scenen og det smitter af på resten af musikerne som leverede en super gennemført koncert. Man stod ikke på noget tidspunkt og kedede sig og selvom 2½ time er lang tid at stå op til en koncert, når man har været i gang siden onsdag. Så fik Helloween skab en så fed stemning blandt publikum at man ikke ænsede at man nærmest stod med krampe i læggen. En helt igennem gennemført koncert hvor Helloween valgte at lægge de allerstørste hit i starten og i slutningen af koncerten præcist som de gjorde på Copenhell.
Kan Pumpkins United forsætte med deres line up?
Jeg håber på at deres koncept Helloween – Pumpkins United vil forsætte når de er færdig med deres tour, for som skrevet tidligere så komplementerer de to forsangere hinanden rigtig godt. Der burde være grobund for et nyt album med disse to ved roret og mon ikke de forsætte med at give koncerter når de høster så positive anmeldelser for deres shows rundt omkring i verden?
Denne aften sluttede i hver fald med et brag af en koncert for mit vedkommende.