The Vision Ablaze spiller koncert i Hotel Cecil, København .
The Vision Ablaze - Youtopia

Youtopia

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Metal, Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9,5/10 baseret på 2 stemmer.

The Vision Ablaze skyder album ud, der nærmer sig topklasse

Hvis du ligesom undertegnede tilhører den gamle skole, hvor det ikke bare handler om, at spille hurtigst og hårdest, men er en sucker for de gode melodier, kan danske The Vision Ablaze være værd at tjekke ud.

De københavnske drenge dannede bandet i 2010 og har tidligere udgivet 2 ep’er. De er nu klar til at skyde deres første album på gaden.

Albummet er mixet og masteret af Jacob Hansen, som også har bands som Aborted og Volbeat på cv’et. Lyden er brutal samtidig med den er ren, men den rene lyd går heldigvis på intet tidspunkt hen og bliver klinisk.
Sangene er nutidige og handler om at tro på sig selv og tage kontrol over eget liv, samtidig med man stiller sig kritisk til autoriteter.

Melodier med kant, der skriger på at blive hørt

De fleste sange går rent ind ved første lyt, og albummet i al sin helhed syder af overskud, energi og stemning. Det, der er kendetegnende, er den melodiske og progressive tilgang til sangskrivningen, og der er en tæthed, når man hører bandet spille sammen. Men det bliver spændende at følge bandet og se om denne tæthed, bliver en anelse skarpere (men det er virkelig helt nede i detaljen) i fremtiden.

Det kan være svært at udpege nogle sange frem for andre, når man, som jeg, synes, alle sange har noget at byde på.

Men for alligevel at nævne nogle stykker er ”A Jaded Miracle”, første nummer på pladen, selvsagt det nummer, der for alvor skyder den fantastiske fest i gang med hurtighed og fængende sang.
Så er der den intense og inderlige sjæler, ”Monster”, med det herligste omkvæd og guitarspil længe hørt, som går lige i hjertekulen.
Nummeret ”Into My Brain” har et tight og tungt taktfast drive, og der er en konstant bevægelse gennem hele nummeret, der virkelig klæder det.
”Under The Killing Moon” besidder en sårbarhed og en melankoli, der sniger sig ind under huden.

Sangeren, Peter Kelkelund, leverer fyldig growl, hvor man - fristes til at skrive endelig - kan høre ordene. Hans stemme rummer ufattelig stor livskraft og dybde, og gør undertegnede sulten efter mere.

Internationalt potentiale

Det er musik med følelser, nerve og sjæl, ja med hele svineriet.

Det er mit håb, at ikke kun lille Danmark får fingeren ud af et vist sted, og giver bandet en chance, men også udlandet. Det er et album, hvor man hele tiden føler sig virkelig godt underholdt, og ja albummet fortjener 9 kranier.

En lille godbid er at finde i form af YouTube klippet. Enjoy!

Tracklist

  1. Absent
  2. Under The Killing Moon
  3. Dreaming Awake
  4. Subversion
  5. Fall From Grace
  6. Into My Brain
  7. Fear
  8. Monster
  9. Utopia Calling
  10. A Jaded Miracle