Skyggens forræderiske perspektiv
Cult of Luna behøver måske ikke den store præsentation. Pionererne har gennem snart 30 års virke beriget os med beskidt, tung, sludgy og melodiøs post-metal på højeste niveau. Faktisk har de fire fulde albummer, vi har anmeldt her på siden, scoret 8, 8, 9 og 10 kranier. Det siger også noget om bundniveauet. Nu ankommer de med In the Shadow of Your Shadow, deres tiende studiealbum.
Forgængeren, The Long Road North, handlede om at rejse hjem gennem kendte landskaber og finde fodfæste. Tematisk er omdrejningspunktet for In the Shadow of Your Shadow en anden form for hjemkomst: til gamle sår og traumer. Pladen er ifølge guitarist, vokalist og primær sangskriver Johannes Persson skrevet ud fra en indre forræders perspektiv. En forræder, der optræder ud fra sindets traumer og kampe, som ellers syntes vundne, men spøger igen.
Ligesom niveauet har besætningen i Cult of Luna været konsistent i mere end ti år, så spørgsmålet er, om den svenske sekstet kan fastholde standarden, eller om det ender i et nyt traume.
Skyggen er ikke gemt væk
Det kan lige så godt besvares med det samme. Ja, Cult of Luna leverer endnu engang varen. De opfinder ikke nogen dybe tallerkner, og fans vil finde sig vel tilrette i lydunivers og temposætning. Titelnummeret, som åbner skiven, lægger ud i en melankolsk guitarlinje, der ret hurtigt bliver klædt på af bandet i en opbygget tung stemning. Med åbne og dybt rungende akkorder suppleret af guitarmelodi i ekkodal og fint svævende synthflader ledes mine tanker hen på desperationen og afmagten, som den var til stede på The Cures eminente Songs of a Lost World. Ekkodalen er også sigende for det tekstuelle billede, hvor den indre skygge åbenbarer sig i jeg-form og fortæller om at være forvist, men at finde tilbage, passe i sprækkerne og fuldende hovedpersonen med sin tilstedeværelse. Stærk åbning.
Bandet spiller fremragende, og lyden er god. Perssons growl lyder stadig som en båndsliber med betændelse i strømtilslutningen og korn 40-sandpapir. De har egentlig ikke brug for hjælp, men Joe Duplantier fra Gojira giver lidt stemmemæssigt modspil på ”Sadness Will Reign”, og David Eugene Edwards fra 16 Horsepower giver en opvisning i crooner a la Dave Gahan på det fremragende ”One More Day”. Selvom det varer knap 12 minutter, er det en fornøjelse fra ende til anden. Som en kriger, der sætter sig selv op, inspirerer, motiverer til at kæmpe sig igennem det drevne, bastante håbløse landskab, musikken åbenbarer. Nummeret drives også sublimt frem af fills på tønderne fra Thomas Hedlund – noget, der generelt igen er på højt niveau.
Der er umiddelbart kun to fingre at sætte på albummet. Dels er det 12 minutter lange ”Breach” på trods af lækker leg med undergang og god variation i opbygningen simpelthen for langt. Og dels falder ”A Way Back” en smule til jorden. Nummeret præsenterer Persson i ren vokal, og selvom det passer godt fortælleteknisk, da teksten perspektiveres ud fra den fortabte hovedperson på vildfarelsens veje, som mærker, men ikke kan se skyggen fra åbningen, er det bare lettere kedeligt.
Generelt er det kompositoriske niveau dog tårnhøjt og med en udsøgt sans for timing, så numrene forbliver relevante. Bedste eksempel findes med ”The Rift”, som har en lang intro, der mest af alt minder om en orkestergrav før et teaterstykke, hvor der stemmes i diverse disharmonier. Herunder tager et par pauker også opmærksomhed i lydbilledet, inden det hele eksploderer i et for bandet uvant og højt tempo og klimaks, hvor det hele musikalsk set forenes, selvom sangen omhandler splittelse. Det hele lige til tiden.
Undervejs stiftes der også bekendtskab med decideret valserytme, hvor ”From Grey to Black” svinger sig rundt i symfonisk smertedans. Og den leder over til albummets svanesang og absolutte højdepunkt: ”Burial”. Fra en intro, der får mig til at visualisere et begravelsesoptog i en sort spaghetti-western med Morricone i skyggerne, udvikler nummeret sig kontinuerligt med en følelse af dundrende dommedag, og at dette ragnarok rusker i rytme og sjæl. Det er umanerlig godt komponeret, sublimt produceret og fantastisk leveret.
Forløsning og fundne, forliste følelser
Med In the Shadow of Your Shadow cementerer Cult of Luna endnu engang deres monumentale storhed indenfor post-metallen. Det er en fremragende skive, som har kørt på noget nær konstant rotation de seneste mange dage. Det drevne, tunge tempo, kompositionerne, vedholdenheden og variationerne, timingen, lyden, fremførelsen – og de følelser der følger med om sorg, desperation, forlis og så alligevel genfødsel og styrke midt i det hele – gør, at pladen konstant er væsentlig og interessant. Der er små skønhedsfejl, men det er også en skive, der overgår deres seneste udgivelse. Og dermed kan Cult of Luna så bibeholde deres høje snit her på siden.
