Nogen, der vil købe en pels med en skidesur bjørn indeni?
Det er knap nok et år siden, Trivium udgav den udmærkede EP Struck Dead. Kort tid efter udgivelsen udtalte Matt Heafy, at han er blevet diagnosticeret med angst, ADHD, OCD og en hulens masse andet. Hvis man har fulgt hans gøren og laden på diverse sociale medieplatforme de sidste par år, burde dette ikke komme bag på nogen. Han var jo her, der og alle vegne.
Han skulle både være producer, soloartist, forfatter, gamer og gæstevokalist på en milliard plader. Alt dette førte sjovt nok til, at han brændte totalt sammen og næsten forlod bandet. Nu skulle alt dog være godt igen hos den kære vokalist-guitarist – hvilket jo er dejligt. Så nu, hvor der er styr på ham og hans diagnoser, må vi jo antage, at Crown in the Grave er et fuldstændigt sublimt værk, der emmer af kontrol, passion og lidenskab. Men det er jo med antagelser som bjørneskind: Det er en dårlig idé at sælge dem, før man har taget bæstet af dage.
Den røde tråd er for alvor blevet kappet
Hvor In the Court of the Dragons modus operandi var at være den mest Trivium’ede skive, som Trivium nogensinde har lavet, lader det til, at Crown in the Grave arbejder ud fra den stikmodsatte målsætning. Hvis ikke det var, fordi der står med store, fede bogstaver på albummets cover, at det altså er en Trivium-skive, havde jeg aldrig gættet det. “The Haunting Never Ends” kunne nemt være en Five Finger Death Punch-sang, intro-riffet fra “Lie of it All” lader til at være tyvstjålet fra Megadeth, og “Dead Inside of Me” lyder som et glemt Slipknot-nummer.
Generelt virker det, som om der er blevet hørt rigtigt meget Slipknot, da de skulle indspille pladen. For af uransagelige årsager har Heafy valgt, at hans clean vokal skal være mere rå og pseudo-guttural. Det har kun haft den effekt, at han lyder markant mere, som Corey Taylor gjorde på Vol. 3: (The Subliminal Verses). Et besynderligt valg.
Crown in the Grave har også en underligt mudret lyd, som virkelig ikke klæder Trivium. Det giver dem et uklædeligt og bølle-bøvet udtryk a la Mudwayne. Især er bassen og rytmeguitaren ualmindeligt tyk og langt fremme i mikset, mens trommerne og leadguitaren totalt drukner i mudderpølen.
Apropos trommerne, så har Trivium – traditionen tro – fået ny trommeslager. Nemlig Alex Rüdinger, der tidligere har spillet i Whitechapel, Light the Torch og The Faceless. Han gør det som sådan udmærket, selvom hans trommelyd er underligt flad og ren, hvilket står i stærk kontrast til alle andre instrumenter på Crown in the Grave.
Man havde nok kunnet leve med den løjerlige produktion og mikset, hvis de 12 numre, som Crown in the Grave byder på, rent faktisk var gode. Problemet er dog, at det er de virkelig ikke.
Jeg husker udmærket, hvordan jeg beklagede mig over, at numrene på In the Court of the Dragon lød som en omgang skabelonskåret venstrehåndsarbejde lavet på autopilot. Det står jeg i øvrigt stadig ved. Men efter at have hørt denne her plade om og om igen må jeg konkludere, at jeg hellere vil have Dovenlars-Trivium på autopilot end det her.
Der er ikke ét af de numre, der har reelle kvaliteter. Det hele er én stor omgang ‘jo, det er da fint nok, men …’
Jovist, “Serpent in The Flame” og “The Terror” er udmærkede numre trods det Bon Jovi-agtige omkvæd i den sidstnævnte sang, men to ud af tolv er ikke just imponerende. Hvor er de store hits? Hvor er stjernestøvet? Hvor er alt det, der har gjort, at Trivium overhovedet er blevet til det, de er? Hvor er det, der gør, at Trivium er et af de få metalcorebands, hvis plader jeg ejer, og hvis musik jeg generelt nyder?
Det er ikke til at høre eller forstå, at denne her plade er skrevet af de samme, som har kreeret “Kirisute Gomen”, “Detonation”, “Pull Harder on the Strings of Your Martyr”, “Caustic Are the Ties That Bind” og “The Sin and the Sentence”.
New era, who dis?
Triviums diskografi har alle dage været noget af en rutsjetur. Den er fyldt med lige så mange højdepunkter som lavpunkter. Der har dog altid været en rød tråd, nemlig at man aldrig var i tvivl om, hvorvidt det var Trivium eller ej, man lyttede til. Den røde tråd har de så valgt at kappe på Crown in the Grave. Både Heafy og Paolo Gregoletto har da også begge udtalt, at albummet skal ses som begyndelsen på en ny æra for Trivium.
Faktisk skal man se dem som et helt nyt band, nu efter alt det de er gået igennem, en slags Trivium 2.0, om man vil. Man kan vel argumentere for, at vi allerede fik Trivium 2.0, da de udgav The Crusade, og 3.0-modellen fik vi på Vengeance Falls.
Det er oprigtigt dejligt for Heafy, at han har fået hjælp og styr på sit hoved. Det er skønt, at bandet har det federe end nogensinde, og at de selv er glade og tilfredse. Intet af det ændrer dog på, at det her er den mest slatne og ligegyldige udgivelse, de nogensinde har udgivet. Den formår at være mere ligegyldig end selv Silence in the Snow, Court of the Dragon og Vengeance Falls. Hvilket siger ikke så lidt!
Det er virkelig en skam, for de havde faktisk formået at bevise, at de stadig havde et par tricks oppe i ærmet qua Struck Dead. Men her er det jo så, at man skal forstå, at den repræsenterede afslutningen på Triviums tidligere æra. Og på samme måde som Marvels fase fire var noget ekstremt juks sat op imod deres fase tre, så tyder alt på, at denne Trivium-fase er en, jeg ikke skal være en del af.