Metalcore-veteraner med thrash i blodet og stadionformat i sigtekornet
Siden de som næsten absurd unge teenagere udgav Ascendancy i 2005, har floridianerne bevæget sig fra metalcore-darlings til en institution i moderne metal. De har flirtet med thrash, melodisk dødsmetal, klassisk heavy metal og stadionvenlig metalcore uden nogensinde helt at miste deres egen identitet. Og måske er det netop deres største styrke: Trivium har aldrig været bange for at udvikle sig, heller ikke når fansene brokkede sig. I dag står de som et band, der både kan appellere til oldschool-thrashere og yngre metalcorefans. Det er ikke nogen lille bedrift. Denne fredag skulle de spille på Copenhell for intet mindre end fjerde gang.
Præcision, power og professionel tyngde
Tight. Præcise. Uhyre velspillende. Sådan ville den superkorte anmeldelse af Trivium nok se ud. Men hvis jeg nu skal putte lidt flere ord på, så starter jeg med, at de spillede med en utrolig selvfølgelighed og selvsikkerhed, der kun kommer efter to årtiers turnéliv. Der var ingen unødige bevægelser. Ingen slingrekurs. Bandet ramte scenen som en kampklar maskine og holdt et tempo, der aldrig faldt. Fra første riff føltes det, som om publikum blev trukket ind i en lydmur af aggression, galoperende trommer og knivskarpe harmonier. Det var et sindssygt veludført sæt, de lagde for dagen, også selvom det var uden glitter og skærme og show, som så mange andre bands efterhånden fylder enhver centimeter på scenen ud med.
Matt Heafy har alle dage været en suveræn frontmand, og det gjorde sig også gældende denne dag. Hans vokal har da nogle gange tidligere været lidt ujævn, men denne dag på Copenhell skulle den vise sig i fremragende form. Clean-vokalen havde fået mere fylde, hans screams havde stadig bid, og sceneautoriteten var markant.
Corey Beaulieu spillede naturligvis stadig soloer med den slags ubesværede tekniske overskud, som næsten bliver provokerende, mens Paolo Gregoletto var limen i Triviums live-identitet egentlig både musikalsk og energimæssigt. Hans tilstedeværelse gav bandet en rå nerve, som balancerede Heafys mere kontrollerede frontmandsrolle. Og så er der trommerne. Alex Rüdinger er ganske enkelt blevet et monster bag sættet. Præcisionen i hans brug af blastbeats, dobbeltpedaler, fills og temposkift leverede han med en nærmest absurd lethed. Han spillede ikke bare hurtigt. Han spillede rent. Meget rent.
Fra ”Sin and the Sentence” over ”Catastrophist” til “In Waves” lå der det ene skrål-med-venlige, pit-fyldende hit efter det andet klar til at flyde ud over de mange fremmødte foran Helviti. Og heldigvis fik Trivium præcis det publikum, de fortjente denne dag. Folk på pladsen var oplagte og spillede med, når Heafy bad om flere pits, flere wall of deaths, flere crowdsurfere og kom nu (!), sæt jer ned, og hop op. Vi fik det hele, åd rub og stub råt og bad om mere, tak. Kontrasten til gårsdagens koncerter med både Ice Nine Kills og ikke mindst Bring Me The Horizon kunne nærmest ikke have været større. For hvor begge de to bands gjorde ekstremt meget ud af showet, oplevelsen og at man i hvert fald endelig ikke måtte stå og kede sig så meget som et sekund, så lod Trivium musikken tale for sig selv. Bevares, cirka halvvejs igennem sættet kom der en oppustelig figur op bag bandet, og ja, der var også lidt pyro og to skud med konfetti. Men ellers kunne vi nøjes med at nyde musikken og Heafys næsten maniske mimik.
Undskyld, men har vi en større scene?
Triviums koncert føltes næsten som at stå i en industriovn, der var blevet skruet et par grader for højt op. Det er i øvrigt ikke bare en kommentar til, hvor ulidelig varmen var, som vi alle stod der med ansigtet lige i solen. Alt arbejdede. Alt glødede. Alt var under kontrol, lige med undtagelse af pitten, der eksploderede igen og igen, og alt det med kontrol blev til publikums problem. For Trivium er blevet et af de absolut mest pålideligt stærke livebands i moderne metal. Er det farligt og eksperimenterende? Nej ikke rigtigt, men det er eddermame svært at være sur på så stærk en performance som den, bandet lagde for dagen.
