Godt nok er tid relativt, men…

Det er kun 16 måneder siden, Trivium udgav det udmærkede album What the Dead Men Say, som fortsatte den stil, de lagde for dagen med The Sin and the Sentence fra 2017 – nemlig en stil, der hed ”Lad os være så meget Trivium, som vi kan!”. Nu kan bandet så fejre at have udgivet sit tiende album, hvilket absolut også er en prisværdig bedrift. Spørgsmålet, der dog melder sig, er, om bandet har været i stand til at skabe materiale værdigt til at fejre denne milepæl på lidt over et år?

Dovenskab og dårlige ideer

Hvor What the Dead Men Say føltes som en klar efterfølger til The Sin and the Sentence, om end i en lidt mere udvandet udgave, så kan In the Court of the Dragon bedst beskrives som en forsøgt kombination af Ascendancy og Shogun. Bandet har forsøgt både at kanalisere sine melodiske metalcore rødder med de mere storladne og progressive ideer fra midten af deres karriere (og deres absolutte højdepunkt). Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at da Trivium tilbage i 2013 udgav Vengeance Falls mistede jeg interessen for dem, og det var først med The Sin and the Sentence, at jeg genvandt den. Men jo mere jeg hører In the Court of the Dragon, desto mere kan jeg mærke, at den interesse er ved at forsvinde igen. Det virker til, at bandet selv mente, de ramte hovedet på sømmet tilbage i 2017 og derfor har besluttet sig for at fortsætte med at genbruge den lyd igen og igen og igen – uanset hvad. Det har det uheldige resultat, at bandets tiende album – som burde være en bombastisk pragpræstation samt magtdemonstration – er både forudsigelig, ensformig og kedelig. Vi har den komplet ligegyldige instrumentelle intro, præcis som på seks ud af ti af deres udgivelser, vi har det obligatoriske radiohit (”Feast of Fire”), vi har læssevis af store omkvæd lavet til at folk kan oplyse samtlige spillesteder med deres højthævede lightere (som nok er erstattet af smartphones – bevares!), og slutteligt har vi de samme riffs, som Trivium har spist os af med i snart et årti.

Men det absolut største problem, som In the Court of the Dragon lider af, er den helt enorme mængde fyldstof, som kvæler kvaliteten og trætter lytteren. Numre som ”No Way Back Just Through” og ”Fall Into Your Hands” er komplet ligegyldige og bidrager med intet udover minutter, og hvem end der mente, at ”The Shadow of The Abbatoir” skulle med, skulle simpelthen have en vasker med gul sne og grus. Hvem fanden har tænkt, at en blanding af smooth jazz og arketypisk 00’er-metalcore var en god ide?! Føj! Jeg bliver faktisk både irriteret og grundsur af at lytte til det her album, for Trivium er fortsat dygtige musikere, man kan høre, de er i absolut topform, og både produktion samt mikset er formidabelt, så hvorfor – hvorfor – er deres tiende album så så enerverende? Jeg startede med at spørge, hvorvidt 16 måneder var nok tid til at skabe et propert album? Her må svaret være et rungende nej! Det her er et dovent værk, det er venstrehåndsarbejde, og det er noget forhastet rod. Rytmerne er genbrugte, lyrikken usædvanlig tynd og guitarsoloerne sjuskede, og de bidrager med intet udover kakofoni.

Skummetmælksmetal

Det mest imponerende ved In the Court of the Dragon er, at det muligvis er lykkedes Trivium at lave et album mere kedeligt end det katastrofale Silence in the Snow – som ganske vist var en miserabel og pivkedelig affære, men trods alt et frisk pust. Det her album bidrager dog med intet nyt overhovedet, det er blottet for ambitioner og aspirationer og er fint tilfreds med blot at være skummetmælksvarianten af The Sin and the Sentence. Hvis man virkelig skærer alt fedtet fra, så er man tilbage med måske to-tre gode numre, resten er enten kedsommeligt eller noget forglemmeligt makværk, så selv som en EP ville In the Court of the Dragon være en tynd kop te. Efter 18 år og 10 udgivelser burde man virkelig kunne forvente noget større og bedre fra Trivium – helt ærligt.