Mellem død og genopstandelse
Slanger slynger sig gennem mange myter. I den kristne tradition symboliserer de eksempelvis ursyndens evige stempel på menneskeheden ... men lad os for en stund hige og søge i ældre bøger. Hvis man ser på hellenistisk-egyptiske fortællinger samt alkymiens gulnede forskrifter, får man nemlig et lidt andet billede af det koldblodige krybdyr. Her er Ouroboros (οὐροβόρος på oldgræsk) en mægtig slange, der som en tossegod hund jagter sin egen halespids – og fanger den. Den går igen i flere kulturer og symboliserer den evige cyklus af død og genopstandelse, skabelse og tilintetgørelse, som alt eksisterende gennemgår. Slangen, der æder sig selv, viser således, at alt i universet hænger sammen og gentages, men alligevel fornyes. Genrer som deathcore gennemgår også ofte en cyklus af død og genopstandelse. På den seneste udgivelse fra det californiske deathcoreband Suicide Silence smyger en hvid slange sig over albummets forside, og med titlen Graceless er det vel en henvisning til syndefaldsmyten. Med en genesis i begyndelsen af 00’erne er bandet gamle i gårde, men deres album har sjældent rangeret højt på vores kranieskala. Deres seneste udspil, Remember… You Must Die høstede eksempelvis seks kranier for sin blatante memento mori. Spørgsmålet er nu, om Suicide Silence formår at forny sig selv og genopstå på deres seneste udgivelse, eller om de blot som Ouroboros bider sig i halen og gentager sig selv.
Måske skuld gammel venskab forgo
Suicide Silence har haft en del udskiftninger gennem tiden. Jeg håber dog, at de beholder deres nuværende trommeslager, Ernie Iniguez. Hans blastbeats er så solide, at det på titelnummeret “Graceless” føles, som om synkoperne slynger sig ud af høretelefonerne og smadrer kindbenet med en lige højre. Allerede fra albummets første færd får han således både trommehinder og trommeskind til at bløde. Det går hæsblæsende hurtigt derudad på eksempelvis “Parasitic” ... men til tider bliver trommelyden desværre en anelse flad med manglende klangbund. Heldigvis vender Ingiguez altid tilbage til den dybe trommelyds mere hårdtslående klang, når han albummet igennem sønderbanker lytteren med rytmerne. Chris Garzas og Mark Heylmuns guitarspil kan næppe kaldes strengeleg, for de holder sig generelt til formulariske deathcore-riffs, der er klassiske for genren. Og heldigvis for det, for vi skal for deathcore-afgudens skyld ikke tilbage i det nu-metal-inspirerede nonsens, som de forsøgte sig med tidligere i karrieren. På eksempelvis “Rotting Inside” får guitarstykkerne en tid i spotlightet, hvor de skinner. Men de står ikke lang tid nok i scenelysets skær til rigtigt at blive opvarmet, idet de ofte glider i baggrunden. Bassen fejler til gengæld intet, men danner en bastant bund i lydbilledet, der tynger det ned som en cementklods om fødderne på et mafiaoffer. Det vil muligvis være for meget for dem, der dyrker dygtigt guitarlir og ikke er glade for at høre riffene blive damptromlet af de massive basgange. Jeg har det lige omvendt, og den stødvise bas kalder mig som en slangetæmmers fløjte til skødesløs headbanging. Det er enkelt, men det virker, hvilket kan siges om hele albummet. Suicide Silence er gamle i gårde og træder ikke på noget tidspunkt forkert på skiven … men den gamle deathcore-køter udfører heller ikke ligefrem nye tricks.
Selvom det snart er mange år siden, kan jeg ikke kommentere vokalen uden at nævne den tidligere vokalist Mitchell Lucker. Han ville være fyldt 42 år i oktober, hvis ikke det havde været for et motorcykeluheld i 2012. Sorg har ingen udløbsdato, selvom man kan lære at bevæge sig videre med den som en lille sten i lommen, der af og til genfindes af fingrene, som gnider minderne frem. Den nuværende forsanger, Eddie Hermida, gør dog et særdeles solidt stykke arbejde. Hans vokal har en stor ambitus, der svinger mellem dybe growls og skingre screams, og særligt hans brøl giver lydbilledet en kærkommen brutalitet. Suicide Silence skriver selv, at de efter The Cleansings 20-års jubilæum har forsøgt at genskabe lyden fra deres Myspace-æra. Det lykkes de særligt med på albummets afsluttende nummer, “Sour”. Spørgsmålet er så, om det er en god ting. Omend det ikke er deathcore, sendte Hermidas screams på denne sang mig straks tilbage til teenagetidens første møde med Asking Alexandria … som jeg heldigvis er vokset fra. Men gammel venskab skuld vel rejn forgo? Efter så mange år får det dog mest bandet til at ligne Steve Buscemi med skate-boardet over skulderen, der hilser os med et ‘how do you do, fellow kids?’
Deathcore motherlode
Suicide Silence trykker på alle de rigtige knapper gennem det meste af albummet og har således skabt klassisk deathcore, som man velvilligt knækker nakken til. Til gengæld virker de også lidt som en Sims-spiller, der har fundet alle snydekoderne og blot følger en formular. De skal dog have ros for en gennemført produktion, der hverken bliver for poleret eller gnidret … indtil højtalerne smadres på det sidste nummer. Det er en særdeles stærk outro, der trods resten af dette nummers middelmådighed bidrager med et overraskende og brutalt element. Hatten af for det! Der forekommer ellers ikke mange overraskelser på albummet … men selvom denne deathcore-slange bider sig i halen og til dels gentager sig selv, så lytter man med stor fornøjelse til deres Ouroboros-core. For nok kan disse gamle deathcore-hunde ikke mange nye tricks – men det behøver de heller ikke, når de er så veltrænede i genren.