Kommer tid, kommer råd
Det er lige akkurat lidt over fire år siden, Trivium sidst udgav ny musik. Det er den længste pause mellem udgivelser, som bandet nogensinde har holdt. Man kan ikke just påstå, at deres seneste bedrift ellers var noget, der imponerede mig, nærmere tværtimod. In the Court of the Dragon virkede på alle måder forhastet, skabelonskåret og forholdsvis sjusket. Som var det en aflevering lavet af en udskolingselev halvanden time før afleveringsfrist. Men den blev selvfølgelig også udgivet lige akkurat 16 måneder efter What the Dead Men Say, hvilket bestemt må siges at være hurtigt – alt for hurtigt. Men siden da har man faktisk ikke hørt ret meget fra Trivium, udover den fejlslagne tour med Bullet for My Valentine samt trommeslageren Alex Bents afgang fra bandet – ikke at det er noget nyt, at Trivium udskifter trommeslagere, bevares. Men uanset hvad, så har gruppen fra Florida simpelthen bedrevet sin første EP nogensinde. Så nu kan man jo derfor spørge sig selv: Var den ventetiden værd? Kan man høre, at de har holdt en tiltrængt pause og fået ladet de kreative batterier op?
Legesyge
Tilbage i 2021 skrev jeg følgende i min anmeldelse af In the Court of the Dragon: “da Trivium tilbage i 2013 udgav Vengeance Falls, mistede jeg interessen for dem, og det var først med The Sin and the Sentence, at jeg genvandt den. Men jo mere jeg hører In the Court of the Dragon, desto mere kan jeg mærke, at den interesse er ved at forsvinde igen”. Det udsagn står jeg, i øvrigt, fortsat 100 % på mål for, så derfor er det ret imponerende, at Struck Dead faktisk har formået at puste lidt liv i min interesse for bandet igen.
Ganske vist er der kun tre numre på EP’en her, men de er alle af ganske høj kvalitet, og musikken er markant mere legesyg, end den har været længe. Der er elementer af alle deres tidligere store værker, men der bliver især trukket store røde tråde til Ascendancy og The Sin and the Sentence, alt imens Shogun står og lurer henover hegnet. Det sidste er især tydeligt qua Bents trommespil. Helt generelt virker han til at have haft en gedigen fest på den her udgivelse; han groover, tæsker og leger bare løs på de gryder – aldrig før har jeg nydt hans spil på en sådan måde.
Jeg plejer ellers at sværge til Travis Smiths trommespil, når vi snakker Trivium, men nu kan jeg godt forstå, hvorfor folk har hyldet Bent så meget. At Struck Dead så er hans svanesang hos Trivium, må siges at være en reel skam. Nu skal jeg jo ikke forklejne de resterende medlemmers musikalske kapabiliteter, for der er ingen, der spiller dårligt på den her EP, og heldigvis er Trivium jo stadig et metalcoreband, der har fokus på metaldelen fremfor coredelen, og man kan stadig høre, at de er opflasket på lige dele Bay Area-thrash og Gøteborg-død.
Bevares, de fire herrer gør absolut intet nyt eller banebrydende, ej heller holdt op imod deres egne tidligere produkter, men det er nu stadig rart at høre, at de er på rette kurs igen, og at pulsen stadig viser, at de lever.
En portion til
En god EP skal jo helst gøre lytteren sulten på mere, og selvom man da ikke bliver klar til at inhalere en fuld buffet, så er Struck Dead bestemt en udgivelse, der får en til at øse endnu en portion op på tallerkenen. Hvis de holder niveauet samt stilen, så skulle det undre mig meget, om ikke Triviums næste reelle udgivelse burde kunne trække de højere karakterer hjem, ny trommeslager eller ej.
