Royal Hunt - XIII - Devil’s Dozen

XIII - Devil’s Dozen

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Prog metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

Enmandshæren André Andersen fortsætter hvor han slap, og det er gode nyheder

Er du til flotte kompositioner og gode melodier, så læs med her

Royal Hunt ligger formentlig en smule til den blødere side af, hvad der normalt anmeldes her på sitet, men ikke desto mindre har bandet med deres seneste udgivelse, XIII-Devil’s Dozen, gjort undertegnede noget mere let i humøret på trods af, at Kong Vinter snart er til stede iblandt os.

XIII-Devil’s Dozen udgør Royal Hunts trettende skive siden debuten Land of Broken Hearts fra 1992. Jeg skal ikke gøre mig klog på bandets udvikling eller medlemsudskiftninger siden begyndelsen. Jeg skal dog gøre mig klog på XIII-Devil’s Dozen, som efter min opfattelse viser, at hovedmanden i Royal Hunt, André Andersen, stadig kan komponere en poppet heavy-sang, så det er en fryd at lytte til.

Du kender nok konceptet

At dømme ud fra Royal Hunts seneste par skiver er der ikke meget, der er nyt på XIII-Devil’s Dozen. Fremgangsmåden synes at være den samme: Bløde trommer og vuggende, rullende guitarer under gode popmelodier sunget af D.C. Cooper, hvis seneste job med bandet har varet siden Show Me How To Live (2011). Og så til sidst: André Andersons keyboard smurt uden på hele molevitten. Sikke et stykke herlig julekonfekt! Jeg har ganske enkelt kun gode ting at sige om XIII-Devil’s Dozen.

Der er dog en enkelt halvsvipser: Nummeret ”Riches to Rags”, som lægger ud med en omgang halvfesen sørøvertam-tam - og så alligevel må jeg overgive mig: Så snart D.C. Cooper sætter ind med verset efter halvandet minut, er jeg solgt igen. Den stemme, den stemme! Hvor er den da bare fornøjelig at lytte til.

Imponerende højt bundniveau

Hvis du finder XIII-Devil’s Dozen på en ønskeseddel, så kan du være sikker på, at hvis det er dig, der giver den her plade, vil modtageren få en lidt bedre jul end de fleste. Bundniveauet er uforståeligt højt efter så mange år: Fokusset på sammenhæng, melodi og fremdrift svigter aldrig. XIII-Devil’s Dozen er tydeligvis skabt af en mester udi kunsten at komponere, spille og lytte efter, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Næsten alt på skiven føles rigtigt og organisk sammenkogt i et velsmagende bryg. Jeg er imponeret, hr. André Andersen.

Tracklist

  1. So Right So Wrong
  2. May You Never (Walk Alone)
  3. Heart On A Platter
  4. A Tear In The Rain
  5. Until The Day
  6. Riches To Rags
  7. Way Too Late
  8. How Do You Know

Kommentarer (2)

sinding1967_9948

Indlæg: 8

Royal Hunt

Super god Album fedt

sinding1967_9948 gav Royal Hunt - XIII - Devil’s Dozen 10/10.

Anonym

Ja ... Beste !!!

Ja ... Beste !!!

Tilføj kommentar