skribent søges
Dream Theater spiller koncert i Musikhuset, Århus C .
Dream Theater - Distance Over Time

Distance Over Time

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Står på en alpetop... 

Amerikanske Dream Theater er med tiden gået hen og blevet et af de bands, man enten elsker eller hader. Præcis som Metallica, og sikkert også en masse flere, er prog-mestrene et navn, mange har fået nok af. “De var sgu fede engang, men deres succes er steget dem til hovedet”, synes at være en sætning, der efterhånden bruges i stigende grad om bands af denne støbning. Man kan dog også argumentere for, at det i Dream Theaters tilfælde ikke skyldes selvfedme og hovmod, at de har fået et vist prædikat, men at de er et band, der alle dage har stilet efter at overgå sig selv. 

Et nyt album skal ikke bare være otte numre med en samlet spilletid på lidt under en time. Næ nej, det skal være vildere, flottere, mere snørklet, mere bombastisk og i det hele taget bare meget mere unikt end det sidste. Den indstilling synes at have været kvartettens store force i tre årtier, men er også så småt blevet deres forbandelse. Selv de mest inkarnerede fans begyndte nemlig at stå af efter bandets sidste udgivelse: det helt overdrevne, pompøse, højtragende og langhårede værk The Astonishing, der med en spilletid på over to timer ganske enkelt blev for meget af det gode.  

Men hvad gør man så, når det album er fortid? Hvad er næste skridt, når tabte fans skal vindes tilbage? 

Hvis man er Dream Theater, går man tilbage til udgangspunktet.  

Simpel spilleglæde er vejen frem 

Hidtil har det primært været guitarist John Petrucci og keyboardspiller Jordan Rudess, der har komponeret det meste af musikken i Dream Theater. Derefter har man mødtes lidt i studier her og der, rejst lidt rundt, holdt lidt pauser, spillet lidt mere – og vupti, så havde man et nyt album. Men ikke denne gang. Der skulle ske noget nyt. For at finde sig selv igen som band, og ikke mindst hinanden som musikere, burede alle fem medlemmer sig inde i et studie i fire måneder, hvor de sov, spiste og spillede sammen. Ingen fancy hoteller, smutture eller svinkeærinder – kun fokus på hinanden, musikken og et nyt album.  

Resultatet af den disciplinerede arbejdslejr er blevet til albummet Distance Over Time, og det er tydeligt fra start, at det ikke har været nogen dum idé for bandet at finde tilbage til rødderne. Stilistisk befinder vi os omkring de to mesterlige plader Images And Words og efterfølgeren Awake, og i modsætning til den føromtalte opblæste udgivelse fra 2016 er her ingen indviklede narrativer eller kvalmende familiesagaer, vi som lyttere skal følge med i i flere timer. Heldigvis. Det er på mange måder Dream Theater, som vi kender, og elsker, dem, og herligt forfriskende er det at høre den nyvundne energi og simple spilleglæde, der faktisk er ret så tydelig på pladen.  

Åbneren “Untethered Angel” er et arketypisk Dream Theater-nummer komplet med stille intro, der går over i et energisk pumpende riff, et fængende omkvæd sunget af den vanvittigt dygtige James LaBrie og så selvfølgelig Petrucci og Rudess, der dyster i lir og højtudviklede tekniske færdigheder. Så er vi i gang, og den fængende, letgenkendelige stil er at finde på samtlige af pladens ti numre. Bedst er tredje skæring “Fall into the Light”, der på mange måder lyder som noget, bandet kunne have skrevet til Metallicas Death Magnetic. Nummerets riff, omkvæd og især det lange mellemstykke er noget af det bedste, jeg har hørt Dream Theater levere siden min personlige favorit, Six Degrees of Inner Turbulence fra 2002. Balancen mellem det proggede og det iørefaldende kan ikke rammes mere perfekt end på dette nummer, og alle, der har opgivet Dream Theater, opfordres hermed til at høre det. Måske de kan give dem en chance mere? 

Dream Theater 2.0 

Distance Over Time er klassisk Dream Theater. Den går ikke over i historien som gruppens bedste plade, men den er på alle måder ganske glimrende. Der er Petrucci-soli, der forløber i synkron blærerøvs-battle med Rudess, der er skæve basgange fra Myung og selvfølgelig den sædvanlige overflod af grydesmækkeri fra en hyperaktiv Mike Mangini, der tilsyneladende aldrig bliver tilfreds med mængden af fills. Alt sammen krydret med LaBries storladne og polerede stemme. På den måde er der ikke rigtig noget nyt under solen, men pladens force er helt afgjort den fornyede energi, bandet viser frem, samt en god gammeldags “less is more”-tilgang til musikken. 

Kæmpe hits og mindeværdige passager er her ikke meget af – det kræver nok både mere tid og flere plader, efter man er kravlet ned fra bjerget og har genopfundet sig selv – men enhver fan vil nyde genhøret med Dream Theater, som de bør lyde. Og ikke som de selv tror, de skal.

Tracklist

  1. Untethered Angel
  2. Paralyzed
  3. Fall Into The Light
  4. Barstool Warrior
  5. Room 137
  6. S2N
  7. At Wit's End
  8. Out Of Reach
  9. Pale Blue Dot
  10. Viper King

Tilføj kommentar