Tilbage i vante omgivelser

Da vi senest havde Omnium Gatherum under behandling, rundede min redaktionelle kollega sin anmeldelse af Origin af med det åbne spørgsmål: ’hvor ender vi?’. Efter at have inspiceret de første tre singler fra May the Bridges We Burn Light the Way forekommer svaret åbenlyst: ’tilbage i vante omgivelser’. Finnernes tiende langspiller placerer sig i det velkendte krydsfelt mellem melodisk og progressiv dødsmetal – med særdeles mærkbar emfase på det melodiske. Formationen er fortsat intakt fra seneste album, hvorfor de mest bemærkelsesværdige tilføjelser skal findes bag kulisserne. Her har man således entreret med ingen ringere end Björn ’Speed’ Strid (Soilwork, The Night Flight Orchestra) som vokalproducer – og sandelig om ikke optagelserne er foregået på selvsamme ikoniske SSL-konsol, som Queen anvendte under indspilningerne til Innuendo.

Provinsielle storbydrømme

May the Bridges We Burn Light the Way nærer utvivlsomt et brændende ønske om at identificere sig som et moderne, neonoplyst storbyepos. Og bevares, det er da på papiret en ganske tilforladelig ambition. Men som vi tidligere har set utallige eksempler på, så kan aggressiv markedsføring og karikerede stereotyper hurtigt give slagside. Helt så grelt står det dog ikke til i nærværende kontekst, og de glitrende synthflader, der tegner den eponyme åbner, danner da også en glat, poleret overflade, som uden tvivl vil gøre sig godt på de skrå brædder. På album fremstår den svulstige atmosfære dog temmelig forceret, som om man pinedød ønsker at sætte en stemning – alene for stemningens skyld! Og netop denne impulsive trang til at male med bred pensel er symptomatisk for albummet som helhed: Alt er stort, luftigt og melodisk forførende, men samtidig så ufarligt, at man næsten savner lidt snavs under neglene. Der er ikke meget ’død’ tilbage i dødsmetallen her; snarere et velfriseret, progressivt rockudtryk, der hellere vil imponere end intimidere.

Sektionen med singlerne “My Pain” og “The Last Hero” repræsenterer albummets kerne – og dermed dets svaghed. Produktionen, leveret med vanlig finsk præcision, står krystalklar, men netop dér mister musikken også en del af sin sjæl. De karakteristiske guitarmotiver fra Markus Vanhala og Aapo Koivistos svulmende keyboards bygger op mod klimaks, men forløses desværre aldrig helt. Det lyder uforskammet professionelt, men også skræmmende forudsigeligt. Selv når “Walking Ghost Phase” forsøger at komme lidt grus i maskineriet, bliver det ved intentionen. Man savner i den grad den rå nerve og smittende energi, som i sin tid gjorde Omnium Gatherum til værdige genreambassadører for Gøteborgscenen.

Ved overgangen til sidste sekvens begynder albummet dog i glimt at fremvise lidt af den old school-ånd, titlen ellers insinuerede. “Ignite the Flame” hæver på de præmisser niveauet en smule, primært fordi bandet endelig tør ’blænde ned for lyssætningen’ og lade den øvrige rytmesektion bære nummeret. Ligeledes tilføjer “Streets of Rage” et kærkomment pift af nostalgi, hvor 90’er-referencen til SEGA-spillet af samme navn faktisk fungerer som tematisk ramme og ikke bare pynt. Her mærker man endelig en flig af de storbydrømme, bandet forsøger at fremmane: Lysene blinker, natten er kold, og melodierne kører som billygter på våde asfaltstriber. Desværre varer glæden kun kort. Da “Barricades” og konkluderende “Road Closed Ahead” lukker af, føles man atter hensat til en nydelig, men følelseskold, steril og uhyggeligt klinisk arkitektmodel – flot at se på, men fuldstændig blottet for liv.

Ved vejs ende

Omnium Gatherum illustrerer med May the Bridges We Burn Light the Way endnu en gang, at de mestrer deres håndværk til noget nær punkt og prikke – men også at passionen ofte må vige i efterstræbelserne på at opnå perfektion. Albummet står som en velkonstrueret maskine, smurt i melodiske hooklines og blankpoleret produktion, men med alt for lidt af den gnist, der engang fik finnerne til at brænde igennem. Dermed kan vi dårligt begræde at være ved vejs ende efter godt 40 minutter i den dekadente storby. Nogen mindeværdig visit blev det aldrig, men trods alt heller ikke så ringe, at man kategorisk ville nægte nogensinde at sætte fod på ’OG-territorium’ igen.