Omnium Gatherum - Origin

Origin

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Posen er ikke bare blevet rystet, men centrifugeret!

På Heavymetal.dk kan vi ret godt lide de finske melodødsrockere Omnium Gatherum, og det afspejler gennemsnitskarakteren på 7,5 da også. Det forrige album, The Burning Cold, fik endda ni kranier smidt i nakken, så at antage, at bandets niende album også må være deropad, må være ganske fair. Dog er der sket et og andet rent internt, for halvdelen af besætningen er skiftet ud, og bandet har udtalt, at de var blevet trætte af den typiske finske melodøds lyd og i stedet har ladet sig inspirere af bands som Survivor (dem med ”Eye of the Tiger”) og Def Leppard. Ergo har bandet virkeligt tænkt, at nu skulle der prøves nye ting af – og så må det briste eller bære!

Måske singleformatet alligevel kan noget

Origin er nok et af de mest underlige album, jeg har hørt i år. Ikke pga. skøre instrumenter, spasmodiske taktgange eller hjemmelavede sprog, men fordi blandingen af finsk død og puddelrock er så dybt bizar, som den er. Til tider fungerer det virkeligt godt som på nummeret ”Reckoning”, som er det absolutte flagskib, men så andre gange vælter det som et korthus i en tornado som på ”Friction”. Jeg kan godt se logikken i, at blandingen burde fungere, da finsk melodød altid har haft et enormt fokus på keyboard, de store melodier og omkvæd, man kan skråle med på – nøjagtig som 80’er-rocken jo havde det. Men samtidig lugter det hele langt væk af både en identitetskrise, og at man vil gerne prøve noget nyt, men samtidig har man også et bagland og en musikalsk arv, som man er nødt til at have med. Men måske bandet burde have stillet sig selv spørgsmålet ”Er der egentlig et marked for en dødsmetalfortolkning af Miami Vice-soundtracket?”, for det er sådan, Origin nemmest kan opsummeres. Et andet enerverende element er længden på de ni numre. De ligger alle på omkring de fem-seks minutter, hvilket giver masser af plads til at udfolde sig på, men bandet formår simpelthen ikke at udnytte tiden optimalt. De er for lang tid om at komme i gang og vælger i stedet at bruge alt for meget tid på noget, som bandet sikkert vil beskrive som ”stemningsopbyggende elementer”, men som i virkeligheden er de samme riff- eller keyboardpassager, som kører i et endeløst loop. Det er først på albummets lukker, ”Solemn”, at de rent faktisk formår at få skabt noget reel stemning, og det tager dem så også næsten hele ni minutter. Jeg har før siddet med albummer, hvor jeg har tænkt, det burde have været en EP i stedet for en fuldlængde, men i dette tilfælde sidder jeg og tænker, at det burde have været en single.

Men hvor ender vi?

Ergo sidder vi med et slutresultat, som både er kedeligt, langt i spyttet, og som stinker langt væk af personlig krise – jamen, juhu altså! Omnium Gatherum er nogle dygtige musikere, og albummet er utroligt velproduceret, måske endda en kende overproduceret, og fair nok at de vil prøve noget nyt af – især i en genre, som ikke har haft en original idé i to årtier.

Det ændrer dog ikke på, at slutresultatet er, at vi sidder med ét godt nummer, fem-seks numre, der er lige så spændende som farven beige, og de resterende numre burde simpelthen være blevet droppet. Det eneste interessante ved denne rejse, som Omnium Gatherum er startet på, er, hvor de ender.

Hvem ved, hvor de ender, hvis de fortsætter ned ad denne her underlige sti fyldt med både skulderpuder og skrigende mænd i læder? Forhåbentlig bliver destinationen et sted, der er langt mere spændende – og måske banebrydende – end Origin.

Tracklist

  1. Emergence
  2. Prime
  3. Paragon
  4. Reckoning
  5. Fortitude
  6. Friction
  7. Tempest
  8. Unity
  9. Solemn

Tilføj kommentar