Klokken 17.00 stod jyske Equal klar til at rykke os i håret. Bandet har ikke mange koncerter bag sig sammen, og de skulle da også lige igennem et par numre for at blive helt varme. Herefter løsnede herrerne op, og showet gik ganske fornuftigt. Bandet formåede generelt at levere deres metalliske hard rock i fin stil: Der var en god bund i lyden, fine melodier og nogle sprøde hooks. Dog krævede den råbende vokal fra frontmand Frederik en smule tilvænning – og der var også et par svipsere hist og her. Stedvis forsvandt vokalen, og lydniveauet var en anelse ujævnt. Trods småproblemer på den front var bandet tydeligvis glade for at stå på scenen, og de udviste en god energi. Der blev talt til publikum og affyret en joke i ny og næ. Desværre var salen i Platform 4 nærmest tom, og de 20 publikummer, der kiggede på, var ikke nok til at skabe en fed stemning. Ærgerligt. Efter en god halv time takkede bandet af, og vi kunne se tilbage på en tilforladelig opvarmning uden de helt store udsving.

6/10

Andet band på plakaten var de aarhusianske stoner-drenge Stone Cadaver. Til tonerne af en båndet intro gjorde trioens sin entré og satte gang i første nummer. Tracket var velstrikket, men det fik på ingen måde gang i publikum. Faktisk stod de få fremmødte umanerligt stille, og der blev småsnakket lidt i krogene. Bandet kunne simpelthen ikke holde publikums opmærksomhed. Dette var symptomatisk for resten af koncerten: Badet i et blåt lys langede bandet beskidte halvfjerdserriffs over disken – og de var ganske velskrevne. Alligevel blev resten af musikken temmelig kedelig, og de helt store momenter udeblev. Der manglede læssevis af power, stærkere hooks og mere vildskab fra bandets side. Det langsomme tempo og den stenede atmosfære fungerer – i Stone Cadavers tilfælde – langt bedre på plade end live. Desuden var bandet plaget af en skinger lydkvalitet og alt, alt for meget guitarfeedback. Av, det var ikke rart at høre på.

4/10

Efter en mindre programændring var det nu tid til mørkemesse med Horned Almighty. Dét var der tilsyneladende flere, som havde fået nys om; få minutter inden showstart var fremmødet ganske hæderligt. Klokken 19.00 lød de modbydelige toner af folk, der brænder og skriger, og kort efter gjorde bandet sin teatralske entré: Med et sort klæde for ansigtet svingede frontmand S. en lang kæde med et kranie og røgelse i bunden, og resten af bandet trådte langsomt ind på scenen. Kort efter skød de gang i første nummer, og publikum hujede. Sættet bød på en solid vandring gennem Horned Almightys karriere, og vi fik blandt andet ”Swallowed by the Earth” fra deres kommende plade. De onde numre fangede folks opmærksomhed, og selvom publikum var afventende i starten, endte koncerten med solid vindmølleheadbanging. Stedvis druknede vokalen i lydinfernoet, men den intense stemning og den professionelle scenografi stjal opmærksomheden. Scenen var prydet med diverse okkulte rekvisitter, og selvom det ikke er særligt opfindsomt, virker det bare! Det er dejligt at se et band, der gør sig umage.

8/10

Klokken nærmede sig aften, og mange ville nyde den sidste sommervarme – hvilket betød, at salen inden for var rungende tom. Lettere generte trådte Altar of Oblivion frem på scenen, og forsangeren vidste vist ikke, hvad han skulle gøre af sig selv: Når han ikke sang, gik han akavet rundt og kiggede ud af øjenkrogen på sætlisten. Den usikre fremtoning og det fåtallige publikum resulterede i en temmelig ujævn oplevelse. Showet havde bestemt sine højdepunkter: Der var en flot vokal i ”The Seven Spirits”, en god melodi i ”Graveyard of Broken Dreams” og et fedt riff i ”Salvation”. Desværre var det ikke nok til at få folk op på dupperne. Der manglede noget spænding, og drengenes episke doom blev simpelthen for kedelig og anonym. Bandet behøver ikke hoppe rundt på scenen, men de er nødt til at virke mere engagerede og skabe en fængende stemning. Desuden hjalp den yderst sparsomme lyssætning ikke bandet; tværtimod gjorde den hele seancen en tand mere trist og grå. Øv.

4/10

Så var tiden inde til Polens svar på Amon Amarth: Valkenrag. Mens lyden af en dramatisk vikingeintro væltede ud af højtalerne, blev scenetæppet langsomt hævet, og Valkenrag stod stille på den anden side. Med ét blev løjerne skudt i gang, og bandet åbnede med sangen ”Bolthorn”. Publikum var med på legen: Der var knyttede næver i vejret, og et par stykker havde endda sneget deres drikkehorn med. Det samme havde frontmand Lorghat, der ivrigt skålede og opfordrede folk til at ryste håret. Bandet spillede tight og tungt, og især Lorghat leverede en imponerende vokal, der fik gulvet til at skælve. Generelt var der en fin kontakt til publikum, og vi fik da også taget hul på aftenens første moshpit – omend den var temmelig kortlivet! Desværre tabte koncerten pusten i anden halvdel af sættet, og det hele blev en anelse ensformigt. Dette sås også hos bandet, der var lidt for stationære under et par numre. Til allersidst hev de dog sejren hjem med det perfekte covernummer: Amon Amarths ”The Pursuit of Vikings”. Dét riff kan bare noget, og hele salen gyngede løs.

7/10

Yiihaa, så blev det beskidt: Aftenens hovednavn var ingen ringere end de svenske sludgerockere Transport League. Bandet har gang i en mindre danmarksturné og havde heldigvis tid til at kigge forbi Aalborg denne aften. Selvsikkert trådte de fire herrer på scenen – iført trompetbukser, denimveste og en enkelt cowboyhat. Publikumsfremmødet var ikke noget at prale af, men bandet var fuldstændig ligeglade. Hurtigt slog de tonerne an til ”Swing Satanic Swing”, og sangens bundsolide riff fyldte salen. Det er virkelig et nummer, der opfordrer til headbanging, og de få publikummer, der var til stede, blev da også sat i bevægelse.

Bandet trakterede os med cirka en times Clutch-inspireret rock, og sættet var generelt vellykket: Der var fede riffs i ”Cannibal Holobeast”, cool attitude i ”Destroy Rock City” og moshpit i ”Holy Motherfucker”. Midt i sættet fik vi desuden ”Zulu Zombie Zodiac”, der er en tand hurtigere end bandets andre sange. Nummeret er ganske habilt, men Transport League er klart stærkest, når de sætter farten ned og forbliver i det mere slæbende tempo. Det er i dét leje, bandets rå og seje udtryk kommer til sin ret. Under koncerten var der en fin kontakt mellem scene og gulv, men jeg savnede lidt mere bevægelse fra bandets side. Frontmand Tony Jelencovich talte og skålede, men var søreme også stillestående. Nuvel, bandet serverede en solid optræden og satte et pænt punktum for festivalens første dag.

7/10