Korpiklaani tilhører æten af finsk folkemetal (også nogle gange kaldet troldemetal efter pionererne i Finntroll), der blev populært i slutningen af 90erne og starten af 00erne, og "Ukon Wacka" er bandets syvende album.

Jeg har i tidligere anmeldelser udtrykt, at både folkemetal og symfonisk metal meget nemt kan komme hen og lyde corny og fjollet. Det betyder ikke, at jeg ikke kan lide folkemetal eller symfonisk metal, men jeg synes bare, at det meget hurtigt kan komme til at gå hen og blive for latterligt storladent, hvis kunstneren tager sig selv for højtideligt. Jeg kan for eksempel meget godt lide Skyclads "Jonah's Ark" og Pertness' "From the Beginning to the End" samt Silent Stream of Godless Elegy's seneste album "Návaz".

Men hvad med Korpiklaani?

Korpiklaani er med deres troldemetal faktisk både corny og fjollede på "Ukon Wacka", men det virker netop som om, at dette er formålet, og at de bevist går efter at lave noget opløftende og letbenet folkemetal, som man bliver i godt humør af. Og, hvis dette netop er formålet, så kan man jo kun sige, at Korpiklaani har opnået det, de ville.

Kombinationen af traditionelle folkemusikinstrumenter som violin, jouhikko, sækkepiber, fløjte og harmonika passer faktisk fint med den lidt powermetal-agtige uptempo musik. Og de types power metal bobti-trommer passer jo perfekt med finsk polka. Korpiklaani trækker også en del på god gammeldags 80er-metal, og de mange gammeldags metalriffs, der er at finde rundt omkring på albummet er en bonus, hvis man er vokset op i 80erne (der er også en coverudgave af "Iron Fist" som bonusnummer forresten). Og, at det hele lader til at være tilsat en god portion humor, skader bestemt ikke (jeg aner ikke hvad fanden de synger om, men de samples, der kombinerer lyden af et fårs brægen og et geværskud i starten af "Päät Pois Tai Hirteen" peger hen i retning af noget humoristisk).

Jeg kan forestille mig, at "Ukon Wacka" er perfekt musik at sætte på til et drikkegilde, da stemningen vil lette et niveau eller tre (og med en sang med titlen "Tequila", tror jeg da næsten, at Korpiklaani har det helt fint med at lave drukmusik). Jeg skal indrømme, at jeg hører til det kedelige mindretal, der ikke drikker alkohol, men der er nok interessante elementer i musikken til, at man sagtens kan høre den og få en masse ud af den i ædru tilstand.

Er man til folk metal, kan man roligt investere i denne skive, og den anbefales også til alle, der går rundt og er vinterdeprimerede... den skal nok få humøret op.