Dødsens udødelig alvor
Spids ørerne
For to år siden fastslog Dying Hydra deres status som et aldeles spændende nyt band med debutalbummet Of Lowly Origin. Deres fortolkning af den langsomme og atmosfæriske sludge var dragende, mørk og yderst vellykket. Men det var også en plade, der stillede store krav. Udover at være fyldige og enormt stemningsskabende hver for sig, nød sangene på pladen godt af at være så gennemtænkte i deres opbygning, at man måtte høre pladen i ét koncentreret lyt for at få det optimale ud af den.
Nu, næsten præcis to år senere, er trioen klar med opfølgeren, der bærer titlen Strange and Beautiful Things, og den fortsætter, hvor forrige plade slap.
En dyster, men smuk oplevelse
En hydra er et lille polypdyr, der lever i ferskvand. Blandt mange fascinerende informationer om det lille væsen kan man finde frem til, at hydraen grundet konstant celledeling er udødelig og ikke ældes. Derudover sluger den sit bytte helt, når den spiser. Og sådan forholder det sig også i Dying Hydras musikalske univers. Den tunge, mørke og næsten fodslæbende soniske oplevelse forekommer unedbrydelig i sin massive form og sluger sin lytter i én mundfuld. Er man først indfanget, er det overordentligt svært at komme væk. Men hvorfor skulle man også have lyst til det? Som på forgængeren er Strange and Beautiful Things opbygget således, at intensiteten stiger for hvert nummer og kulminerer i et næsten pompøst og melankolsk klimaks hen mod slutningen. Hører man udelukkende pladens første numre uden at høre resten, vil disse fremstå kedelige og ikke give mening. For præcis som debutalbummet skal denne plade opleves sammenhængende, og helst uden at man foretager sig andet end at lytte.
Åbningsnummeret, “Lithification”, og dettes efterfølger, “Aurelia”, er meget dragende, velspillede og smukke sange. De tonstunge trommer fra Tejs Kyhl danner en fabelagtig mur af lyd sammen med de to guitarister, Patrick Fragtrup og Lars Pontoppidan, og sidstnævntes frådende onde vokal placerer det sorte kirsebær med stor præcision på toppen af den kulsorte kage. Pontoppidans galde om menneskets hensynsløse behandling af verdenshavene klinger smukt og med stor alvor på den fænomenale bund, producer Lasse Ballade har lagt. Dette kommer endnu mere tydeligt frem på “Abyssal Clocks” og singlen “Grasping Stone”, der på meget catchy facon skruer op for såvel aggression som dynamik. Og helt vildt bliver det på pladens allerbedste nummer, “Into Existence”, før albummet rundes flot af med “Ancestral”. Nok rummer skiven blot seks numre, men Dying Hydra har ikke travlt, og på pladens 40 minutter får de sagt og gjort mere, end mange andre kan på tilsvarende tid. Det kræver lidt at fordøje oplevelsen, så det er bestemt ikke et album, man skal pløje igennem, lige inden man skal til forældremøde i vuggestuen.
Bøvs
Selvom Strange and Beautiful Things som sagt “kun” er seks numre fordelt på 40 minutters spilletid, skal man ikke forvente en nem lytteoplevelse. Man skal give sig hen til musikken, som en hydra sluge hele præmissen i én mundfuld, og man skal koncentrere sig. Det er en investering af de større, men man bliver lidt efter lidt suget ind i et dystert og smukt sonisk univers, der sjældent høres fra danske bands. Pladen skal dermed have en kæmpe anbefaling herfra, da den fortjener et lyt fra alle, der tager sig god tid til gode lytteoplevelser.
