Langt ude i skoven

Dybt inde i skoven i de tusind søers land mellem de tætvoksende nåletræer kan man i det fjerne høre lystig sjungen akkompagneret af legesygt violin- og harmonikaspil. Det er ingen ringere end Korpiklaani, der for en uges tid siden udgav deres tolvte studiealbum, Rankarumpu, der med sine tolv tracks har en spilletid på knap tre kvarter. Siden deres sidste udgivelse, Jylhä, der scorede seks kranier, har Olli Vänskä erstattet Tuomas Rounakari på violin. Men ud over det er alt ved det gamle hos de vodkaglade finner.       

Et skridt i den rigtige retning

I sidste ombæring var der et klart kritikpunkt på Jylhä, nemlig vokalen: “Albummet har et problem [...] i vokalen. Så godt som i hver sang forsøger vokalen både at bære sin melodi og at lyde barsk, men opnår ingen af delene.” Selvom det i et vist omfang stadig er tilfældet, har bandet på Rankarumpu fundet den gyldne middelvej, så de iørefaldende melodier står skarpt og tydeligt. Endnu et punkt, der i denne sammenhæng blev påtalt i den foregående anmeldelse, var, at “det er dog reglen snarere end undtagelsen, at vokalen slet og ret lyder skidt”. Dette gør sig heldigvis ikke gældende i denne omgang. Jonne Järveläs stemme er selvfølgelig stadig meget rå og kantet, og det er uden tvivl en smagssag, om den anses for at være god, men også her har Korpiklaani evnet at skabe et afbalanceret lydbillede, hvor vokalen indgår godt i det samlede udtryk. En sang, der er særlig god til at illustrere dette, er “Mettään”, hvor vokalmelodien og instrumentmelodien ført an af Vänskä på violin passer perfekt sammen. På denne er guitar og bas leveret af henholdsvis Kalle Savijärvi og Jarkko Aaltonen særlig fede, og de to instrumenter, der desværre ikke er helt så fremtrædende på samtlige af albummets numre, giver sangen et ekstra pift. Også titeltracket er en sand stamper, hvis eksplosive vokal i kombination med harmonikaen spillet af Sami Perttula og førnævnte violin udgør en fængende blanding, der i den grad giver lyst til at svinge træbenet.   
Særlig fedt på “Viikatelintu” er samspillet mellem de sagte, nærmest melankolsk klingende folkeinstrumenter og de metalliske elementer, hvor særligt trommen leveret af Samuli Mikkonen skærer igennem. Noget andet, der gør denne sang særlig og anderledes, er, at Järvelä på denne viser en helt anden side af sin stemme med et blødere og teatralsk-fortællende udtryk. Enkelte steder kan pladen dog gå hen at blive en smule ensformig – hvilket nok begrundes i, at finsk ikke er et sprog, undertegnede behersker, og teksterne i højere grad transporterer lyde end indhold – men i største omfang har Korpiklaani sat en plade sammen, der er særdeles velspillende og følger en rød tråd.       

*Trommehvirvel*

Samlet set er Rankarumpu en plade, der med iørefaldende melodier uden tvivl vil tilfredsstille både Korpiklaani- og folkmetal-fans. I forhold til dens forgænger er der tale om et fremskridt, da det i højere grad er instrumenterne, der bærer melodierne, hvilket gør, at vokalen ikke kommer til at fylde for meget i mixet. Dette giver deres nyeste plade et meget klarere og skarpt udtryk sammenlignet med den foregående.