Højt at flyve, dybt at falde

Var der et band, man i grind og hardcore-regi ikke kunne komme udenom i perioden 2022-23, så var det amerikanske Escuela Grind. Astronomisk hype, en allestedsnærværende tilstedeværelse på sociale medier, men så sandelig også med festivaler og koncerter i det meste af den vestlige verden blandt andet som support for Napalm Death. Men med møgsager, som blandt andet beskyldninger om sexchikane fra tidligere turnépersonale og bandmedlemmer, så synes bandet at have fået lige så meget modvind, som Joe Bidens inden han lagde håbet om genvalg i graven. Spørgsmålet er så om nyudgivne Dreams on Algorithm kan vise sig at være bandets Kamala Harris.

Toeren kan faktisk være god

I forhold til Memory Theater fra 2022, hvis fokus var på grind, hardcore og powerviolence, så læner Dreams on Algorithm sig langt mere mod dødsmetalliske inspirationer – hvilket går godt i tråd med, at Escuela Grinds seneste udgivelse var januar måneds DDEEAATTHHMMEETTAALL.

Det større fokus på døden gør også, at numre som “DOA” og “Concept of God” lyder langt mere direkte og fokuserede i deres vredesudbrud. Pladens tungere sektioner har en dejlig klang af Cannibal Corpse, som går et par runder i Tyler Durdens fritidsklub – og i mødet mellem død og hardcore skal man være ualmindeligt tvær for ikke at nikke billigende til. Men hvorfor nøjes med et simpelt nik? I sin bagbind-lytteren-til-en-stol-og-tæv-dem-stil er Dreams on Algorithm langt mere tilfredsstillende end Memory Theaters til-hvem-end-dette-måtte-vedrøre-klyngebombe. Det dødsmetalliske fokus betyder dog ikke, at Escuela Grind har glemt grind-delen i deres navn. “Scorpion” og “Toothless” tæver derudaf som en alt for længe tiltrængt amerikansk udgave af Rotten Sound, der er faretruende tæt på at gå op i limningen og give pokker i forskellen på vold og vold med døden til følge. At grind-sektionerne bruges lidt mere sparsomt end tidligere, men at der til gengæld ikke holdes tilbage på nogen parametre, gør, at Escuela rottweileren føles millimeter fra dit ansigt. Så ja, du er stadig bagbundet til stolen, der er efterhånden ikke et stykke af din krop, som ikke er mørbanket, du er også tæt på at blive flået levende. Men nyder du det? Gu’ gør du så.

Alt dette får det til at lyde, som om Escuela Grind er ved at udvikle sig til nærkampsudgaven af Saw-filmene, men så dukker “Animus Multiform” op. Fængende thrashet hardcore, hvor der også skal gives plads til de indre rockstjernedrømme. Det er hverken tungt eller voldsomt vredt, men til gengæld lyder det som en refleksion af bandet før møgsagerne. Et storsmilende, meme-elskende, bekymringsfrit band med hang til ekstremmetal, som man kun kan elske. Det tangerer næsten noget poetisk.

Kunne “Turbulence” have været udeladt? I forhold til den røde tråd, 100% ja. Det er bestemt ikke et ringe nummer. Men hvor meget jeg end holder af dissonant deathgrind med klang af Cancer Bats, så falder nummeret noget uden for det generelle lydbillede på Dreams on Algorithm. Men om ikke andet, så er første nummer til ep'en DDIISSOOGGRRIINNDD da hjemme.

Jeg ved, hvem jeg stemmer på

Om den ep nogensinde ser lyset, må dog stå hen i det uvisse. Noget, der bestemt er vished omkring, er, at Escuela Grind fremstår skarpere, mere målrettede, mere vrede, men stadig uendelig meget som dem selv på Dreams on Algorithm. Pladen er tydeligt præget af den turbulente tid, som bandet har været igennem det sidste års tid. Men modgang gør som bekendt stærk, og det er Dreams on Algorithm et klokkeklart bevis på.