Der blive fest
Ikke al metal behøver være rå, brutal, voldsom, aggressiv og så videre. Der er stor værdi i blot at have det godt med højlydt musik i ørerne, øl i hånden og et grin i ansigtet. Finske Korpiklaani forstår denne sandhed, og selvom de også er kendt for brugen af harmonika og violin, besidder de en lige så vigtig egenskab i evnen til at spille op til fest. Jylhä er det ellevte studiealbum siden navneskiftet fra Shaman til Korpiklaani i 2003, men finnerne er absolut ikke ved at løbe tør for idéer af den grund.
Den forkerte slags rå
Noget folkemetal kritiseres for at benytte instrumentering som et ’gimmick’ – en kritik, jeg også har set rettet mod Korpiklaani. Jeg synes tværtimod, at de har en meget oprigtig brug af folkeinstrumenter, idet både akkordeon og violin ophøjes til fuldgyldige medlemmer af gruppen på linje med guitaren. Således indgår de skiftevis som rytmiske instrumenter, hvor de streger musikkens akkorder op, og som melodiske instrumenter, som bidrager med sangenes melodiske temaer. Åbneren ”Verikoira” fremviser på storslået manér, hvad Korpiklaani står for, idet den skifter mellem Accept-lydende riffs, fingernem næsten-thrash, duet mellem akkordeon og violin og et stille drømmende C-stykke.
Albummet har et problem, der trækker gevaldigt ned i mine ører, i vokalen. Så godt som i hver sang forsøger vokalen både at bære sin melodi og at lyde barsk, men opnår ingen af delene. Det er en skam, for man oplever en kraftig trang til at synge med, men melodierne står så utydeligt, at jeg ikke ved, hvilke toner jeg skal (forsøge at) synge. Hvad værre er, så begraves hovedstemmen til tider i korstemmer – lyt til broen på ”Niemi” – så man ikke kan tyde nogen af delene. Undtagelsesvis frigør vokalen sig fra sin faux barske side, for eksempel på ”Leväluhta”, med væsentlig forbedring til følge. Det er dog reglen snarere end undtagelsen, at vokalen slet og ret lyder skidt.
Bortset fra det er der meget lidt af brokke sig over. Albummet rummer en times musik fordelt på tretten numre, og hen mod slutningen mærker jeg, at jeg er ved at blive mæt. Selvom der ikke er noget fyld som sådan, er ”Sanaton Maa” dybest set et pop-/rocknummer, som for mit vedkommende ikke hører hjemme på noget metalalbum. Bortset fra det nyder albummet godt af den store hittepåsomhed, og sangene er fulde af overraskende skift, både hvad angår tonalitet (omkvædet på ”Tuuleton”) og dynamik (indledning og omkvæd på ”Kiuru”). Der er heller ikke to sange, der lyder ens, ligesom numrene ikke føles overdrevet lange, så albummet når sin afslutning uden at skulle hjælpes på vej.
Så vidt surmuleriet, der er heldigvis også mange fede idéer på Jylhä, og det kan svagt antydes, at Korpiklaani ikke giver en fuck. Ska-punk, power thrash, sømandsvise, klassisk heavy metal, forvrænget slide-guitar, førnævnte pop-rock, sågar et nådigt kort stykke med euro-techno i åbningsnummeret – det skal bare være fængende. Alt sammen passer i øvrigt fint ind på albummet, som mere er karakteriseret af en eventyrlig følelse end opbygningen af de enkelte riffs og trommerytmer.
Korpikan det hele
Jeg tager hatten af for at Korpiklaani kan levere en hel times nyt materiale på deres ellevte studiealbum. Hvis der er en sang eller to på Jylhä, som jeg helst havde været foruden, er det mest et udtryk for, at Korpiklaani gør så mange forskellige ting. Fred være med det. Til gengæld er det sværere at acceptere den ujævne vokal, som kun i glimt formår at synge en tydelig melodi. Jeg er glad nok for Järvelä som sanger – han har evnerne – men ønsket om at lyde rå lader til at komme i vejen for musikken. Til gengæld kompenserer Korpiklaani ved at skrive musik, man bliver glad af at lytte til – i en hel time.
