Intet image er vel også et image?

Tyske Obsidian Scapes er et obskurt doom-ensemble, der siden dannelsen i 2017 har levet et ret så stille liv, hvor der bevidst er valgt et image, der favoriserer det anonyme, og hvor hvert medlem gemmer sig bag et alias. Efter otte års eksistens er tiden nu kommet til kvintettens debut. Først på året smed gruppen en eponym EP på markedet, der i praksis fungerer som single, da den foruden ét nummer, der er at finde på albummet i nærværende anmeldelse, kun indeholder et cover af Sighs “At My Funeral”. En lettere spøjs måde at debutere på, men som måske siger lidt om formatet for bandet generelt. Obskuritet og identitetsløshed er bestemt ikke fremmede størrelser i metallens verden, men skal det fungere, skal det også bakkes op af lødigt indhold. Spørgsmålet er, om denne uformelige størrelse formår det?

Åh, hvor gør livet dog ondt

Læser man bandets egen beskrivelse af udgivelsen, står det klart, at de gerne vil sælge indholdet som soundtracket til en mareridtsagtig, gold verden, hvor livet ebber ud. Men med titler som “The Pettiness Of Life” og “My Utter Contempt for the Sun” så er landskabet nok snarere at sammenligne med en emo-teenagers indre volde, hvor følelserne af eksistentiel urimelighed primært udløses af den selvforskyldte lok af glattet hår, der evindeligt falder ned i øjnene. Som en humørsyg tumling skifter musikkens fremmarch mellem uendeligt fodslæbende og det decideret hysteriske. På ingen måde gavner det noget som helst rent dynamisk, men udfordrer blot lytterens tålmodighed og emotionelle modenhed til at rumme et barn, der har fået en sjat skizofreni i sit overstimulerede meltdown.

De fem herrer formår faktisk undertiden at indlede numrene med stemningssættende noter af undergang og fordærv, som det sig hør og bør for genren. Alt for ofte – ja, nærmest konsekvent – afløses dette dog af det sande mareridt, der udfolder sig i vokalen. Mage til ujævn præstation skal man lede længe efter. Hvis ikke det var, fordi personen, der gemmer sig bag aliasset LBN, er krediteret som eneste vokalist, ville jeg have troet, at der var mindst to om at begå disse tonale vederstyggeligheder. Growls bevæger sig anonymt mellem skinger og dyster, og selv for et trænet øre går lyrik og størstedelen af patos tabt. Dog ser jeg mig modvilligt nødsaget til at foretrække denne del af det vokale spektrum, for når LBN slår over i sin ‘rene’ vokal, bliver ørerne for alvor sat på prøve. Der er ingen tvivl om, at livet og tabet heraf begrædes, og det i en sådan grad, at det lyder som en gal mand, der står og brøler af sine lungers fulde kraft i stiv modvind ved Vesterhavet, vel at mærke uden at skænke tonalitet en tanke.

Så tag dog en tudekiks

Det her er 51 minutters umådeligt trættende lytning. Barometeret svinger fra apatisk til apoplektisk, og det ganske ofte. Halvdelen af tiden venter jeg på, at Obsidian Scapes endelig kommer til sagen, for så at ønske, at de stopper igen, når de forsøger at forløse stemningen med ilter galskab. Gruppen skal anerkendes for, at de kan bygge en stemning op, men hvad nytter det, når den kastes ud ad vinduet? Tre trætte kranier er alt, jeg kan smide efter det hysteri, der udfolder sig i dette mareridtslandskab.