Hjorten i rækkerne

Da jeg tidligere på året havde kløerne i Ànv, spirede en ægte undren: Hvad er det egentlig ved hjorten, der atter har gjort den til det foretrukne totemdyr på den moderne metalscene? Hvor schweiziske Eluveitie faldt igennem med et udtryk, der mest af alt mindede om et fiktivt højskolekursus i keltisk kulturformidling, har forventningerne til Katatonia omvendt været af en noget anden kaliber. Med Sky Void of Stars genfandt svenskerne således momentum efter City Burials, der – uden at fornærme Renkse og rov – næppe vil blive husket som andet end pandemisk beskæftigelsesterapi. Siden da har frontmanden selv signaleret et mere riffbåret fokus i sangskrivningen, angiveligt for at bringe de nye guitarister Nico Elgstrand og Sebastian Svalland længere frem i lydbilledet. En spændende tilgang, der på nærværende Nightmares as Extensions of the Waking State både peger fremad og dykker dybere ned i Katatonias kunstneriske identitet.

Gevir og gotik med poetisk præcision

’Mothers waiting in rows for the shadows of their children’ – albummets udgangsreplik og samtidig en af de mest isnende linjer, jeg længe har lagt øre til. Et billede, der både rummer sorg, længsel og den form for eksistentiel udmattelse, som Katatonia gennem årene har gjort til sin egen. Og måske er det netop her, hjorten træder ind: som et symbol på sårbarhed i en verden, hvor selv skyggerne må bære fraværets og afsavnets åg. Gennemsyret af denne lige dele drømmende og dystopiske atmosfære åbner ”Thrice” lågen til et dragende landskab, øjensynligt henlagt i sjæleligt mørke … og dog! Båret frem af en krystalklar produktion skimtes et lille lysglimt af håb i overgangen fra den drævende doom og de brummende basgange til de lyse og mere progressive guitarpassager.

Med hypnotiske post-grooves og shoegazede jazzflader tegner sig nogle forholdsvist klare konturer på de første skæringer, der dog sætter en lidt for ensartet og stringent tone. Derimod introducerer de elektroniske elementer på ”Wind of No Change” en anden dimension til lydbilledet. Akkompagneret af et besnærende baggrundskor er bassen atter rykket helt frem i mixet, alt imens også duoen Elgstrand/Svalland virkelig får lejlighed til at ’shine’. De dronende B-drops giver os med andre ord et riffdrevet nummer i tungsindig topklasse. Tager vi tillige reprisen af det sataniske sangmotiv til indtægt, må nummeret vel næsten læses som en underskrevet ansøgning til fremtidige sætlister. Renkses vokalfacetter udgør sædvanen tro sine egne soniske signaturer. Få formår som han at formidle dyb følelsesmæssig resonans i et dynamisk skifte mellem skrøbelighed og styrke.

På albummets profilerede singler får netop dette spændingsfelt mellem vokal og instrumentering lov til at blomstre. Her opleves ”Temporal” grænseæterisk i sin opbygning og leder samtidig tankerne hen på “Idle Blood” fra Night is the New Day – en sang båret frem af pastoral æstetik, hvor stilhed, sårbarhed og skønhed går hånd i hånd. “Lilac” fremstår derimod som et brud på albummets ellers så stoiske ro. Ikke i kraft af sit tempo, men grundet sin seje, pulserende struktur og et hook, der bider sig fast i bevidstheden. En komposition, der synes skrevet med liveformatet for øje, og som nærmest tigger om at få lov til at folde sig ud, badet i dramatiske strobelys og teatralske røgslør. De skrå brædder ville formentlig også bekomme eksekveringen af ”Efter solen” særdeles vel. Der opstår ofte en særlig nerve og autenticitet, når artisterne vælger at fremføre på modersmålet. Bundet sammen af knivskarpe klaverstykker nærmer mareridtet sig sit hjerteskærende klimaks i form af ”In The Event Of”. Som sidste linje toner ud, efterlades man med følelsen af at have været vidne til noget både skrøbeligt og uafrysteligt. Et opus, der ikke skriger, men sitrer; ikke frelser, men forsoner sig med mørket, ganske på sine egne præmisser.

Glem Eluveitie – her serveres kronvildt med tungsind og tyngde

Hvor City Burials hørmede fælt af hengemt dagbog, fisket op fra katakomberne under nedlukningens ensomme timer, og Sky Void of Stars markerede et lovende, om end mere afmålt comeback, lyder Nightmares… som et helstøbt album, der tør stå ved sit mørke uden at forskønne det. Her er ingen fløjter, feltspil eller keltiske lejrbålssange – kun rendyrket, raffineret melankoli med gevir. Heavymetal.dk kvitterer med 8 kranier og udråber hermed Katatonia som skovens sorgbetyngede konge. Og hvis du netop har fået genoptegnet røvgeviret fra 2016, så er det bare med at finde sort tøj og den moderigtige mistrivsel frem den 18. december, hvor Amager Bio danner ramme om Katatonia, Evergrey og Klogr til sæsonens mest depressivt velklingende vildtjagt.